Løkkegaards løse krudt

Tidligere journalist Morten Løkkegaard er blevet valgt til EU-parlamentet.

I Berlingske slår Venstremanden den 9. april sammen med sine to kolleger Christel Schaldemose (S) og Emilie Turunen (SF) til lyd for, at TV2 og DR skal tvinges til øge den redaktionelle omtale af deres arbejdsplads.

De opfordrer de hjemlige politikere til at skrive en øget dækning af EU ind som krav til public service-stationerne i et kommende medieforlig, og forslaget er også en del af den plan, som Morten Løkkegaard har fremlagt for EU-parlamentet med det formål at støtte det politiske projekt, han formulerer som at skabe »en fælles europæisk offentlighed«.

Kommentar: TV skal tage EU
alvorligt

Det er afgørende at huske vigtigheden af uafhængig, upartisk nyhedsjournalistik, og forslaget er et usædvanligt og farligt initiativ. For det er nyt, at politikere vil kræve kvoter for, hvor meget bestemte stofområder skal fylde i DRs nyhedsformidling.

Løkkegaard skriver også, »de seneste rygter siger, at EU igen står for tur i DRs nyeste sparerunde. Mette Fugl ender formentlig som enlig mor i Bruxelles.«

En enkelt opringning til DR Nyheder kunne hurtigt dementere det rygte. Også næste år vil DR have to korrespondenter og en fotograf i EUs hovedstad - efter al sandsynlighed endda i nye og bedre kontorer.

Jeg kunne så have mindet Morten Løkkegaard om, at var det ikke for DRs redaktionelle beslutning om at dække EU-parlamentsvalget i juni massivt også på de brede platforme på P4, P3, dr. dk og DR, så havde stemmeprocenten næppe sat rekord.

Et enkelt research-opkald ville også have fastslået, at DR faktisk mener, at EU-stof hverken er kedeligt eller uvæsentligt, hvorfor vi i DR Nyheder fortsat vil dække Europa i de kommende år: Ikke mindre, men mere. Og vi vil gøre det, ikke fordi EU-parlamentarikerne kræver det, men fordi vi rent fagligt mener, at god journalistik til gavn for danskerne handler om at gøre det væsentlige relevant.