Sidste uge kunne man læse om den seneste Gallup-måling og en valgprofessors chok over resultatet.

Men er det så underligt, at vælgerne ønsker politikere, som plejer deres interesser? I Danmark har man jo netop repræsentativt demokrati, så vælgerne kan sende de medlemmer til Christiansborg, som de føler bedst løser deres behov.

Siden Bill Clinton og Tony Blair er demokratiet i Vesten blevet udvisket. Nu har politikerne spindoktorer og fokusgrupper til at fortælle dem, hvad vælgerne ønsker. Men i virkeligheden har man skabt et dystopisk system, hvor særinteresserne i større og større grad dominerer valgene. Svingdørskulturen lever i bedste velgående. Selv Enhedslistens folk er blevet direktører med villa, Volvo og vovse.

Demokrati og særinteresser er uforenelige. Levebrødspolitikere hører ikke til i et demokrati. Politik er en samfundstjeneste, som borgere kan udtjene i en kortere periode. Penge og demokrati hører ikke sammen. Spørg dig selv, om det er demokratisk, at man bruger 15 milliarder dollar på et præsidentvalg? 

Et sundt demokrati vil have et parlament, som afspejler det omkringliggende samfund. Politik er ikke en sport for de indviede. Hvorfor skal Løkke absolut sidde med i hver eneste danske regering? Politikere som sidder i 10, 20, 30 år eller længere mister forbindelsen til deres vælgere. For at beskytte demokratiet bør der være loft over, hvor længe man kan sidde. Otte år burde være rigeligt.

Vi i Vesten bør beskytte det repræsentative demokrati. Intet system er mere fair, hvis den originale form bevares.

Hans Thorn, Dubai

Det er alvor

»Krudt og kugler« samt »militært isenkram« mv. er fjollede udtryk, som visse journalister i DR og TV 2 konsekvent betjener sig af i omtalen af vores militære forsvar.

Bare man dog ville bruge korrekte udtryk. Der er noget at lære efter Ruslands aggression, og indlæringskurven er sandelig stejl for nogle mennesker.

Det er alvor med den krig i Europa. Vågn op.

Steen Ovesen, København

Fed, fedt, fede

DRTV sender for tiden en spændende serie: Danmarks næste klassiker. Vi følger fem unge designere, som får nogle meget specifikke opgaver, senest at skabe en bænk til CC, Copenhagen Contemporary. Til sidst er der to vejledere og denne gang tre dommere, der enes om at vælge den af de fem, de finder, har løst opgaven bedst. Designerne er meget dygtige og seriøse, og deres design er vældig flotte og æstetiske, og det er en nydelse, synes jeg, at se hvor smukke og funktionelle møbler, de udformer. Nu kommer det store MEN! Det er en pine midt i al det skønne at høre på de uoriginale udtryk: at det er en fed løsning, at ideen er fed, at det er fedt materiale, og det bliver ved med det fede. Er det virkelig ikke muligt at variere sproget, navnlig når der er tale om unikke og originale nyskabelser? Er der ikke en sproglig konsulent, der kan hjælpe disse professionelle dommere med deres måde at kommentere?

Ingelise Hallengren, Den Danske Sprogkreds, Vanløse

En moderne og fremsynet energieffektiviseringspolitik

Her i foråret godkendte EU-parlamentet det nye bygningsdirektiv. Med direktivet skal bygninger i EU være klimaneutrale i 2050. Det er selvsagt ikke en let opgave.

I TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk Erhverv mener vi, at svaret på implementeringsopgaven er klar: Vi skal have en moderne energieffektiviseringspolitik, der fremmer et intelligent, digitalt og fleksibelt energiforbrug i vores bygninger.

For vi har teknologien, der skal skabe fremtidens fleksible energisystem. Moderne køle- og varmesystemer kan automatisk indrette deres forbrug efter, hvornår energien er grønnest og billigst. Og med udbredelsen af flere elbiler får mange danskere et batteri ude i carporten, som kan spille sammen med hjemmet og elnettet og frigive strøm, når elpriserne er høje.

Vi skal gribe bygningsdirektivet som en mulighed for at skabe fremtidens energisystem. Derfor er vi i TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk Erhverv gået sammen og lancerer 31 konkrete anbefalinger til, hvordan vi får fremmet moderne energiforbrug.

Konsulenthuset EA Energianalyse har estimeret, at øget brug af data og digitalisering kan reducere bygningers energiforbrug med 10 procent. Overvej hvad vi kan opnå, hvis vi forener alle løsninger.

Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne og Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv