København er atter blomstret op, og der er igen liv i byen. Berlingske kan nu offentliggøre, hvem der er løbet med de eftertragtede titler som Byens Bedste 2021. Juryens og brugernes stemmer er talt op.
Her kan du se listen over alle vinderne af Byens Bedste 2021.
Byens Bedste Oplevelse

Vinder: Naturpark Amager
Naturpark Amager er intet mindre end slaraffenland for alle, der trænger til at se grønt. Området strækker sig over ikke færre end 3.500 hektar, hvilket svarer til tre gange Dyrehaven ved Jægersborg, og her er basis for at overnatte, bade, se på fugle og slippe ungerne fri.
Granatvej 5, 2770 Kastrup.
Tag metroen til Bella Center eller DR Byen.
Goboat
Musikhuset København
Copenhagen Cooking
Nimb Roof
Byens Bedste Takeaway

Vinder: Popl
Da Noma genåbnede som burgerbar efter den første coronanedlukning i fjor, trak det som bekendt både lange køer og begejstrede anmeldelser. De uforlignelige cheeseburgere er lavet på friskhakket oksekød masseret med oksegarum og 20 procent oksefedt, hvorefter bøffen steges og smøres med en glaze af nedkogt kyllingefond og røget smør. Vegetarburgeren er en quinoabaseret tempeh (oprindeligt indonesisk soja-»bøf«), som steges i røget vegansk smør og glaseres med flere af Nomas hjemmefermenterede saucer.
Strandgade 108, København K.
Durum Bar
Ballegaards Smørrebrød
Famo a casa
Surt
Byens Bedste Restaurant

Vinder: Alchemist
At spise på Alchemist er som at rejse til en anden planet. Sanserne påvirkes af lys, lyd og design, og maden er sjældent, hvad den ser ud til at være: Der leges med både smag, former og budskaber.
Refshalevej 173 C, 1432 København K.
Connection by Bates
Fasangården
Noma
Sushi Anaba
Byens Bedste Bar

Vinder: Bar Poldo
Alt kan lade sig gøre på Bar Poldo, der udmærker sig ved en meget urban pub-agtig stemning, hvor et blandet klientel af tophuebærende hipsters og professionelle i jakkesæt mødes efter arbejde og tager et glas eller to i baren. Foruden imødekommende værter og fremragende service har Bar Poldo et glimrende køkken.
Lille Kongensgade 6, København K
Tata
Brus
Den Vandrette
Nr. 30
Byens Bedste Frokost

Vinder: Restaurant Palægade
Formel B-holdet, som står bag stedet, har rejst sig af asken og står nu stærkere end nogensinde i en helt ny mandskabsopstilling.
Formel B-køkkenchef og ejer Kristian Arpe har selv taget kontrol over gryder og bageovn, og det mærkes helt fra det glimrende rugbrød, der er bagt af friskmalet mel fra Nordsjællands Fællesmølleri. Frokostkortet er relativt klassisk, men tæller også innovative stykker som vegetarisk »fuglekvidder« lavet på selleri og grillet sild med æggecreme og nye ærter. Betjeningen ved frokostformand Gustav Vilholm og ølkortet er også helt i top.
Palægade 8, København K.
Restaurant Kronborg
Restaurant Møntergade
Selma
Barr
Byens Bedste Litteraturoplevelse

Vinder: Brøg Litteraturbar
På Brøg Litteraturbar sælger de velkurateret kvalitetslitteratur, og når du har fundet det, du skal bruge, kan du sætte dig ned i de hyggelige lokaler og spise en vellavet frokost, mens du bladrer i dine appetitlige nyerhvervelser.
Fiolstræde 7, 1171 København K.
Blågårdens Biblotek
Nørrebro Bibliotek
Thiemers Magasin
Det Poetiske Bureau
Byens Bedste Forestilling

Vinder: Lolita for altid
Skamløst flirtede hun med mændene og med de fordele, hendes ungdom og lækre indpakning kunne give hende. Det fremadstormende talent Emma Sehested-Høegh gav den modigt fuld gas som Loilta-pigen, der er fuldt bevidst om sine egne kyniske tricks for at opnå det, hun vil, hos de der liderlige mænd. Men som måske også pludselig mærker den nagende tvivl på sit eget projekt. Frækt og avanceret kønsteater.
Teater Republique, Østerfælled Torv 37, 2100 København
Et tysk liv
My dear hunter
Cirkusrevyen 2021
Hamlet
Byens Bedste Kunstudstilling

Vinder: Sun & Sea
I langsomt, sløvt tempo, sysler strandgæsterne i den internationalt hypede performance »Sun and Sea« af Rugile Barzdžiukaitė, Vaiva Grainyte og Lina Lapelytė med alt det sædvanlige på en kunstig strand, alt imens bekymringerne om klimakatastroferne besynges i et smukt arrangement og giver os et umærkeligt og uhysterisk wakeupcall. 18 tons sand var blevet hældt ind i Copenhagen Contemporarys bageste hal, der var rammen om en helt unik kunstoplevelse.
Copenhagen Contemporary
Refshalevej 182, 1432 København K
Sex
Mor! – Livets begyndelse
Our elastic arm hold in tight through the claouds
Kirchner og Nolde – til diskussion
Byens Bedste Museum

Vinder: Kunstforeningen Gl Strand
På Kunstforeningen Gl. Strand har de gjort det til deres fornemmeste opgave at vise nogle af det 20. århundredes mest markante kvindelige kunstnere i stort opslåede solo- eller gruppeudstillinger for at give dem deres velfortjente plads i kunsthistorien på niveau med deres mandlige kollegaer. En på alle måder smuk og vigtig gestus.
Gl. Strand 48, 1202 København K.
Kunsthal Charlottenborg
Statens Museum for Kunst
Overgaden
Copenhagen Contemporary
Byens Bedste Galleri

Vinder: Format Artspace
Alle kan være med prismæssigt i det uhøjtidelige lille toetagers galleri Format Artspace i Nansensgade, hvor Anne Riber har sat sit skrivebord lige inden for døren for at kunne give alle, der dukker op, en hjertelig velkomst.
Nansensgade 35, 1366 København K.
Alice Folker Gallery
Maria Kirkegaard Gallery
Brigade
Bianca D’Alessandro & Christian Andersen
Byens Bedste Musikoplevelse

Vinder: Hotel Cecil
På ganske få år har Hotel Cecil markeret sig som et af byens bedste spillesteder. De stilfulde lokaler skaber en eksklusiv og dekadent festlig ramme for koncerterne i husets kælderetage, der er lille nok til at føles intim, men stor nok til at give seriøse sug i mellemgulvet.
Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København K.
Pumpehusets Byhave
Brodie Sessions
Jazz på Reffen
Sommer i Haveselskabet
Byens Bedste Scene

Vinder: Skuespilhuset
Nogle forestillinger måtte stoppe midt i det hele. Andre blev aldrig til noget. Selvom corona åd sig ind på en del af sæsonen, nåede nationalscenen blandt andet at præsentere glimrende, tilgængelige versioner af klassikere som »Et dukkehjem« og »Hamlet« og fik på falderebet vist den vellykkede revykomedie »Ebberød Bank 2.0«.
Sankt Annæ Plads 36, København K.
Republique
Husets Teater
Sort/Hvid
Avenue T
Byens Bedste Filmoplevelse

Vinder: Gentofte Kino
En biografoplevelse handler ikke kun om det, du kan se på lærredet. Et godt indrettet rum med en særlig stemning kan starte oplevelsen, allerede inden lyset slukkes. Sådan er det i Gentofte Kino. Gentofte Kino er en særlig dame, og det siger en del om biografen, at den har logepladser. Her er kun det bedste godt nok.
Gentoftegade 39, 2820 Gentofte
Grand Teatret
MovieHouse Hellerup
CPH: DOX
Lynge Drive in Bio
Byens Bedste Arkitektur

Vinder: Københavns Museum
Det, der før hed Bymuseet, har fået nyt liv og ny prægnans i de fornemme lokaler på Københavns Museum. Arkitekterne har med eminent balancegang holdt fast i den oprindelige bygnings spøjse detaljer og skønvirkeagtige dekorationstrang uden at falde i pastichefælden, og resultatet er både ligefremt og fornemt. Et museum, byen har manglet, og en ny hjørnesten på turisternes obligatoriske dødsrute i vores hovedstad.
Stormgade 18, København K
Arkitekter: Rørbæk og Møller og Leth og Gori
Ny Østergade/Store Regnegade – Area Aviae Meae
Ørsteds haver
Zoolab
Silver Arrow
Byens Bedste Byrum

Vinder: BaneGaarden
Lige når man gik og troede, at enhver tom kvadratmeter i byen var blevet udstyret med et madmarked og noget streetfood, opstod Banegaarden og tog alle med storm. Her skal være alt muligt: Økomarked, bagekurser, modeopvisninger og naturvin, men mest af alt skal Banegaarden bare være et sted. En ukendt lomme i byen, der faktisk tilbyder noget andet. Noget, den ikke havde før.
Otto Busses Vej 45, 2450 København
Arkitekter: Rønnow Arkitekter
Pladsen ved Ungekulturhuset
Reffen
Enghaveparken
Remiseparken