Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Smørrebrødet har i den grad fået et comeback på den københavnske madscene, hvor der er rig mulighed for at vælge mellem den klassiske højtbelagte og diverse nyfortolkninger. Men hvilken restaurant har i særdeleshed fundet formlen til det perfekte måltid midt på dagen?
Afstemningen er slut. Vinderne bliver afsløret 26. august.
Læs mere om alle fem nominerede:
Selma
Selma er ofte blevet kaldt smørrebrødets svar på Noma. Rent dimensionsmæssigt er det ikke så lidt af en overdrivelse at sammenligne den minimalistisk skrabede restaurant i Rømersgade med det 100 millioner kroner dyre glaskib med op mod 100 ansatte på Refshalevej, men rent gastronomisk giver det mening, eftersom Selmas smørrebrød er stærkt eksperimenterende og fint kunne gå under etiketten nyt nordisk smørrebrød.
Måske skyldes Selmas frie forholden sig til den danske tradition, at kokken, Magnus Pettersson, er svensker. Pettersson mestrer såvel sildeserveringerne, som de lune anretninger, som får nogle til opfatte hans køkken som »aftensmad serveret på rugbrød«. Bonuspoint er der også her for den store samling af spændende øl på både flaske og hane, som skyldes, at bryggeriet Mikkeller er medejer.
Selma
Rømersgade 20, 1103 København
Restaurant Palægade
Rækken af ulykker ville tilsyneladende ingen ende tage, da restaurant Palægade først nedbrændte og siden gik konkurs umiddelbart før første coronoa nedlukning i foråret 2020. Men nu har Formel B-holdet, som står bag stedet, rejst sig af asken og står nu stærkere end nogensinde i en helt ny mandskabsopstilling.
Formel B-køkkenchef og ejer Kristian Arpe har selv taget kontrol over gryder og bageovn, og det mærkes helt fra det glimrende rugbrød, der er bagt af friskmalet mel fra Nordsjællands Fællesmølleri. Frokostkortet er relativt klassisk, men tæller også innovative stykker som vegetarisk »fuglekvidder« lavet på selleri og grillet sild med æggecreme og nye ærter. Betjeningen ved frokostformand Gustav Vilholm og ølkortet er også helt i top.
Restaurant Palægade
Palægade 8, København K.
Restaurant Møntergade
Da frokostrestauranten Palægade i fjor brændte ned og siden gik konkurs, udløste det, som formentlig vil gå over i historien som »Den store københavnske frokostkrig«. Det endte med, at de tre ledende ansatte og medejere Simon Olesen, Rasmus Amdi Larsen og Karina Pedersen forlod Palægade for i stedet at starte Møntergade, som i dag ligger i gaden af samme navn, hvor før Restaurationen havde til huse.
Smørrebrødet ligner sig selv fra Palægade, med mange klassiske stykker, som ofte er tilføjet et lille twist, og så deciderede innovative numre som for eksempel den glimrende hummertatar, der serveres på smørristet rugbrød toppet med et friteret æg og løgmayo.
Restaurant Møntergade
Møntergade 19, København K.
Barr
Nomas 3er, Barr, som ligger i moderrestaurantens gamle lokaler i Strandgade, begyndte i det forgangne år at servere smørrebrød til frokost og placerede sig straks helt oppe i den øverste top at det københavnske smørrebrødshieraki.
Stilen er klart funderet i den danske tradition, men man mærker chefkok og medejer Thorsten Schmidts vilje og evne til at tænke ud af boksen og optimere tingene et stykke længere, end de fleste overhovedet ville kunne forestille sig. Man mærker, at Barr har et overskud at trække på, når tataren serveres med de mest velsmagende, saltfermenterede grønne solbær og hyldeblomstkapers (samt hjemmelavet rygeost og radiser). Den hjemmerøgede hamburgerryg kommer med en blanquetteagtig, varm italiensk salat, mens den sprøde sønderjyske »ståpandekage« med jordbærsoftice serveres i erigeret tilstand. Ølkortet er legendarisk.
Læs anmeldelsen her
Barr
Strandgade 93, København K.
Restaurant Kronborg
Der er ingen molekylærgastronomiske tricks på menuen i kælderen hos restaurant Kronborg. Smørrebrødet her er traditionelt, og når tingene står klassisk og enkelt er det detaljerne, der tæller. Og netop detaljerne er i orden i Kronborgs kælder, hvad enten det handler om at stege en fiskefilet, lave en frikadellefars eller røre den bedste hjemmelavede mayonnaise. Her er alt knivskarpt eksekveret, tilsat en hyggelig atmosfære, og så er priserne ganske fornuftige. Går man efterår ærkeklassisk københavnsk smørrebrød, er det svært at se, hvor det laves bedre.
Restaurant Kronborg
Brolæggerstræde 12, København K.
Herunder kan du klikke dig rundt i kategorierne, og afgive din stemme.