Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Er det biografens stilhed og omsluttende mørke, der virker bedst? Er det film under åben himmel i en park på et tæppe? Eller er det filmvisning med oplæg og talks? Hvor får man de bedste oplevelser fra filmens verden i København?
Afstemningen er slut. Vinderne bliver afsløret 26. august.
Læs mere om alle fem nominerede:
Moviehouse
Hellerup-hulen Moviehouse, der åbnede i december 2018, er en moderne biograf med sans for den hygge, man kan skabe med ældre tæpper, lysekroner og rød velour.
Biografen har to store og tre mindre sale og plads til samlet cirka 500 gæster. Biografens allerstørste trækplaster er salene med enorme røde velourlænestole, der adskilles af små borde med fine lampetter.
Lamperne og bordene giver ikke bare den særlige stemning a la klassisk jazzklub, de sikrer også plads til de medbragte glas og den mobiltelefon, man – som altid – skal huske at lægge fra sig i salen. Et sted for livsnydere.
Moviehouse
Hellerup, Tuborg Boulevard 10, 2900 Hellerup
Lynge Drive In Bio
Selvom Lynge Drive In Bio ligger i en tidligere grusgrav i Nordsjælland, er der noget ægte amerikansk over at køre sin bil ind foran lærredet, tænde for radioen og høre filmens lydspor via FM-båndet.
Biografen åbnede i 1961, da Mogens Fisker, direktør for Villabyernes Biograf, havde været i USA og set, hvordan de amerikanske familier strømmede til drive-in.
Initiativtageren, Richard Hollingshead, indviede konceptet under sloganet »Hele familien er velkommen, lige meget hvor meget dine børn larmer«. Lynge Drive In Bio har tre lærreder med plads til henholdsvis 100, 125 og 350 biler, der sørger for, at man kan være sammen og dog hver for sig under filmen.
Lynge Drive In Bio
Nymøllevej 5, 3540 Lynge
Gentofte Kino
En biografoplevelse handler ikke kun om det, du kan se på lærredet. Et godt indrettet rum med en særlig stemning kan starte oplevelsen, allerede inden lyset slukkes. Sådan er det i Gentofte Kino.
Danmarks andenstørste enkeltsalsbiograf, der bor i et smukt funkisbyggeri, åbnede i 1938, og historien sidder stadig i de gamle filmplakater, det smukke stengulv og de træbeklædte vægge.
Salen har 290 sæder, rækkerne er placeret med to meters mellemrum, og alt er holdt i støvede, afdæmpede farver. Gentofte Kino er en særlig dame, og det siger en del om biografen, at den har logepladser. Her er kun det bedste godt nok.
Gentofte Kino
Gentoftegade 39, 2820 Gentofte
Grand Teatret
De ternede gulve og den klassiske café minder mest af alt om noget fra de mange franske film, der gennem tiden er blevet spillet i biografen, der er en af byens mest klassiske.
Bygningen, der er tegnet af Anton Rosen og blev opført mellem 1907–10, har fungeret som biografteater siden 1913. Tidligere på året blev den kåret som en af verdens smukkeste af det amerikanske tidsskrift Time Out.
Grand har seks sale. Under coronanedlukningen fik biografen også etableret sin egen streamingtjeneste. Man bør dog unde sig selv en tur til Mikkel Bryggers Gade, hvis man vil have den fulde oplevelse af stedets stemning.
Grand Teatret
Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København
CPH: DOX
CPH: DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden. Her kan man komme til libanesiske flygtningelejre, spanske øer og amerikanske queer-miljøer uden at bevæge sig ud af København.
Under coronanedlukningen ændrede Dox sig markant – festivalen er ikke længere bare en fysisk begivenhed. den er en hybridfestival, der både afvikles digitalt og fysisk.
Film og livetalks kan streames fra doxonline.dk, mens andre arrangementer foregår i biograferne eller i Kunsthal Charlottenborg, CPH: DOX’ internationalt roste festivalpalæ, der huser alt fra filmvisninger og koncerter til internationale brancheaktiviteter.
Herunder kan du klikke dig rundt i kategorierne, og afgive din stemme.