Teaterbilledet - er det blevet mere diffust? For et par sæsoner siden var landskabet præget af en ny tids politiske dokumentationsteater. Scenekunsten fokuserede på globale enkeltsager, stillede ind på den konkrete virkelighed og var i det hele taget båret af en trang til at ændre verden - eller i det mindste give indsigt i dens komplicerede mekanismer. Præget af en nærmest journalistisk trang til at trænge om bag verdensøkonomiens facader, fremælægge for eksempel storkapitalens konsekevnser og afsløre dens motiver.
Den bølge lever enkelte steder, men dominerer ikke længere billedet på samme måde som for nogle sæsoner siden. Sådan er det ikke længere, for tendenser kommer og går, ikke mindst på teatret. Helhedsbilledet i disse sæsoner er mere sløret Og det skal vi slet ikke være så kede af. For naturligvis er dansk teater stadig den skønsomme blanding af det hele, som vi kender, og som vi gerne vil have, dansk teater skal være. Af smalt og sjovt, stort og småt, gråd og latter. Er der en tendens i dag, er den ikke helt så nem at spotte. Men det er sjovt at se, at der er en række forestillinger i denne sæson, der igen har fokus på det nære. På det, der foregår i soveværelserne, i barnekammeret og i sofagrupperne. På relationerne mellem mennesker, som teatret suger sin næring fra at fortælle historier om. På det moderne parforhold og på den kærlighed, der vist ikke har det så godt, som den kunne have det.
Nørrebro Teater giver ligefrem gode råd til kærlighedens opretholdelse i det musikalske satireshow »Alle elsker kærlighed«, hvor blandt andre Rasmus Nøhr og Linda P skal forsøge at give tosomheden hjertemassage. Og skeler man til Husets Teater, så er vi også tilbage i den topersoners sofa, vi sad så godt i for tyve år siden: Thomas Levin og Iben Dorner skal i hvert fald give liv til det moderne parforholds diskussioner og mønstre i det britiske stykke »Konstellationer«.
Men måske er der så alligevel sket noget med det der parforhold, når vi nu igen skal kigge på det. Nu har vi ikke set nogen af forestillingerne endnu, men det virker, som om der alligevel er sket noget med teatret, når vi igen skal pille i hans og hendes navler. Hvordan dig og mig og vi to har det, er ligesom ikke længere nok at skabe småironisk teater over. Vi bevæger os efter alt at dømme fra det trivielle til det perspektiverende.
»Vi lever i en tid, hvor der for alvor begynder at komme nogle nye svar på alt det der med kærligheden, lykken, monogamien og ægteskabet, og hvor vi er i gang med at revurdere, hvordan vi egentlig skal leve sammen,« mener i hvert fald Nørrebro Teaters snart afgående teaterchef Kitte Wagner, når hun skal tale om den forestilling, hun selv har sat på programmet. Og når Thomas Hwan og Tilde Maja Frederiksen på Husets Teater skal diskutere parforhold og det at sætte børn i verden i det britiske stykke »ilt« sker det i lyset af en verden, der måske ikke er værd at sætte børn i. Kan teatret redde kærligheden? Redde verden? Det kan i hvert fald ikke skade at prøve.
God fornøjelse med Berlingskes guide til efterårets teatersæson.
