Folketingsvalget 2022 var historisk af flere årsager. 

For et er, at det var det valg, der gav os den første regering hen over den politiske midte siden 1993. Noget andet er, at partierne satte en ny rekord for, hvor mange penge, de brugte i et valgår. 

Således havde partierne udgifter for 292 millioner kroner i 2022. 

Det skriver Altinget, der har opgjort partiernes budgetter for det seneste valgår. 

Ifølge mediet, der har gennemgået partiernes regnskaber, er det dermed det dyreste valgår i de seneste to årtier. Til sammenligning havde partierne udgifter for godt og vel 280 millioner kroner i 2019, hvor der også var valg til Folketinget. 

Og så er det endda uden, at man har medregnet Moderaternes udgifter. Partiet har nemlig ikke offentliggjort deres budgetter for 2022.

I toppen af opgørelsen over partiernes udgifter finder man Folketingets største parti, Socialdemokratiet. Således har det gamle arbejderparti brugt 74,3 millioner kroner på løn, administration og politiske aktiviteter. 

På en andenplads kommer Venstre, der har brugt 58,7 millioner kroner, mens De Konservative indtager en tredjeplads med udgifter for 34,1 millioner kroner. 

Det er dog værd at bemærke, at udgifterne ikke alene dækker over kampagner og valgkamp, men også løn til partiansatte og drift af partikontorer og lignende. 

I den anden ende af skalaen ligger Kristendemokraterne, som det parti, der brugte færrest penge i 2022. Således brugte partiet 2,9 millioner kroner. Danmarksdemokraterne, som blev valgt ind for første gang ved folketingsvalget, brugte 4,1 millioner og Alternativet brugte 6,2 millioner kroner. 

Venstre har sat sin store pragtvilla Carlsminde i Søllerød til salg. 
Venstre har sat sin store pragtvilla Carlsminde i Søllerød til salg.  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Selvom partierne sidste år havde historisk travlt med at fyre penge af, så har flere af partierne samtidig skåret på nogle af deres største udgiftsposter. Enhedslisten besluttede efter valget i november 2022 at nedlægge partiets landskontor i Studiestræde i indre København og til gengæld benytte sig af kontorer på Christiansborg. 

Det samme gjorde Socialdemokratiet allerede i 2019, hvor de flyttede fra Vester Voldgade og også til Christiansborg, og sidste år satte Venstre så sit historiske hovedsæde, Carlsminde, i Søllerød til salg

Dansk Folkeparti er imidlertid undtagelsen fra reglen. Partiet etablerede sidste år et nyt hovedkontor i Ejstrupholm i Midtjylland. 

I tillæg besluttede Enhedslisten i år at afholde sit landsmøde elektronisk grundet økonomiske kvaler. Partiet fyrede da også lige knap 24 millioner kroner af i 2022.