Guldholdet er tilbage

For tyve år siden forlod de Skuespillerskolen ved Aarhus Teater med et brag af en afgangsforestilling, »Først bliver man jo født…?« skrevet af Line Knutzon. Siden har hele »Guldholdet«, som de blev kendt som, formået at opretholde flotte karrierer i en svær branche. Nu mødes hele holdet igen på scenen for første gang i tyve år med forestillingen »Men lever man?«, der spiller først på Pelle Koppels Teater V i Valby og siden på Aarhus Teater, hvor det hele startede. Stykket er udtænkt og instrueres af tyske Lydia Bunk, der har brugt Shakespeares »Stormen« som kreativt udgangspunkt for en forestilling om, hvad det vil sige, virkelig at leve og være lykkelig. Efter planen mødes holdet igen en tredje og sidste gang i 2034 om forestillingen »Og så dør man!«. Vi har snakket med hele »Guldholdet« om forestillingerne, lykken – den flygtige størrelse - og karrieren.

Men lever man? Fold sammen
Læs mere

Mads M. Nielsen:

Guldholdet »Vi havde mange betegnelser, det var bare en af dem. Vi var også »det royale hold« og »festholdet«. Vi var i hvert fald et godt hold. Det er meget intimt at gå på teaterskolen, man lærer hinanden ekstremt godt at kende på godt og ondt, og vi var gode til at få det bedste frem i hinanden og bruge hinandens ressourcer.«

»Først bliver man jo født…?«

»Det var noget af det sjoveste, jeg har prøvet at lave med det hold. Det var en smuk afslutning.«

»Men lever man?«

»Det er i sig selv unikt, at vi søger ind i den energi, vi seks havde dengang – og som jeg glæder mig til at gå ind i. Vi var seks mennesker på holdet, men vi snakkede altid om den syvende – som var den lærer, vi nu havde. Hvis der kun var os seks, så manglede der noget. Og den syvende spiller, har vi nu fået tilført med Lydia Bunk, som er en fantastisk instruktør. Jeg er sikker på, at hun bliver fuldgyldigt medlem af gruppen i den her proces.«

De seneste tyve år

»Jeg kan blive forundret over, at det stadig er sjovt, og at der hele tiden er nye ting at udforske. Men det ultimative højdepunkt var at blive far. Det gjorde mig til en bedre skuespiller, for jeg fik en anden ydmyghed i forhold til livet og verden og mig selv, som gjorde, at jeg fik endnu mere fat i det at spille teater. Når jeg går på arbejde nu, så gør jeg det på trods af noget, der i virkeligheden er vigtigere.«

Lykke

»Den dag jeg kan hvile i, at jeg ikke skal noget, og bare kan være sammen med mig selv og være lykkelig, så er jeg nået rigtigt langt. Vores gamle dramalærer Finn Hesselager sagde engang: »Tænk på, at du har et vist antal vejrtrækninger i livet. Hver gang du tager en vejrtrækning, har du en mindre, så husk at bruge den til noget ordentligt.« Jeg er sådan en, der godt kan lide at have enormt travlt og instruerer to forestillinger og selv spille med i en tredje - og det er også en måde at leve på. Men min terapeut sagde engang: »Måske skal du bare nøjes med at være tilfreds Mads. Det behøver måske ikke at være så spektakulært hele tiden.«

Ellen Hillingsø:

Guldholdet

»Vi var et meget organisk arbejdende hold med høj faglighed. Vi delte et fælles mål, en fælles etik og arbejdsmoral. Jeg havde aldrig lavet teater i hele mit liv, og så rendte jeg rundt med nogle af de mest entreprenante og tjekkede gutter og gutinder, der trykte brochurer og satte stole op og rykkede på tingene. Det var et arbejdsomt og energisk hold, og det er jeg meget stolt af.«

»Først bliver man jo født…?«

»Det var en fuldstændigt fantastisk oplevelse at lave den forestilling. Det var skidesjovt, og vi skabte den i fællesskab. Mette fik ideen til titlen, og Line sad og skrev til os, mens vi råbte og skreg og improviserede og scenografien blev bygget om. Det bliver spændende at mødes igen, for nu er vi jo voksne professionelle mennesker, der har lagt halvdelen af vores liv bag os og mødes midt i livet. Den tekstbog, Lydia Bunk har lavet, har den vemod i sig – og det synes jeg er meget smukt.«

Lykke

»Jeg tror, at vi, helt grundlæggende, har misforstået hvad lykke er. Vi har en romantisk forestilling om, at lykken er en konstant uden for os, men jeg tror, at lykken ligger inde i os, og at vi som mennesker skal gøre os den erkendelse. Det er bare så svært at acceptere, at lykken ikke er en kiste med guld for enden af regnbuen, men et punkt inde i os selv.«

At leve

»At leve er virkelig at være til stede. Det er også derfor, det er sjovt at være skuespiller, for omstændighederne er skærpede, og det gør at man er ekstra opmærksom og meget, meget til stede.«

Pelle Koppel:

»Men lever man?«

»Det bliver meget inspirerende, men sikkert også krævende at arbejde sammen med de andre. Jeg glæder mig rigtigt meget til at være sammen med dem i et længere forløb. Det bliver spændende. Vi har jo nok alle sammen ændret os en del i forhold til, hvor vi var dengang, og det spændende bliver, om vi efter fem minutter har de samme roller som dengang, eller om man på en eller anden måde er blevet mere rummelig. Jeg håber, at vi kan tage de tyve år der er gået med ind i det nye samarbejde, og drage fordel af dem.«

Din karriere

»Lige efter skolen begyndte jeg at skrive, instruere og producere forestillinger selv, ved siden af at være skuespiller på Aarhus Teater. Det var nok det der gjorde, at jeg har mit eget teater i dag – som igen har gjort det her muligt, fordi jeg har kunnet samle folk og hyre dem til at lave den her produktion. Det er jeg helt vildt glad for.«

Hvad er lykke for dig?

»For mig vil det sige at vågne op og være glad og kunne lave de ting, man har lyst til og brænder for. Og have nogle mennesker omkring sig, som elsker en og som støtter en og bakker op. Men det er noget af det, vi skal undersøge og finde ud af i processen med stykket, for lykken er jo netop tit en flygtig størrelse: Hvad gør os lykkelige? Og hvorfor virker det som om, mange af os i virkeligheden ikke er så lykkelige, som vi gerne ville være? Hvad er det, vi synes vi skal leve op til? Man kan jo bruge en hel dag på Facebook med bare at blive helt vildt misundelig over det, alle de andre laver. Så det handler jo nok om at prøve at finde noget mere ro i sig selv.«

Mette Kolding:

Guldholdet

»Vi havde en evne til at få det bedste ud af en lærer, en skovtur, en fest, en forestilling. Vi brugte ikke energi på, at være utilfredse, og det skabte rum for kreativiteten. Og så fik vi det uforgængelige og generøse frem i hinanden. Vi havde vel kemi, som dybest set er en god kombi af personligheder samt et ubetinget JA til hinanden.«

»Først bliver man jo født…?«

»Jeg husker først og fremmest, hvor sjovt vi havde det. Det lyder måske lidt idylliseret, og vi knoklede vist også igennem, og vel var vi da frustrerede indimellem – specielt når Line Knutzon havde skrivekrise, og vi ikke vidste, om vi havde en forestilling til tiden. Men vi var gode til ikke at køre det af på hinanden og kanaliseere det ind i arbejdet, og havde nogle ret fantastiske impro-sessions – og så var det jo skidesjovt igen! Samtidig var der også en større uskyld i midt-halvfemserne – det var lige før det begyndte at køre af sporet med flad ironi og stand-up sarkasme.«

Lykke

»Lykken er der hele tiden, det er pausen og nærværet, som har trange kår, men hvis man vover at prioritere nærværet, så kan lykken meget nemmere indfinde sig. Tror jeg. Der ER gået en form for uskyld tabt med alle vores smarte telefoner og konstante kommunikation med andre end dem, vi lige er sammen med. Vi falder ud af øjeblikket og misser nærværet. Jeg tror ikke, det føjer til lykken at multitaske. Jeg prøver selv, så godt jeg kan, at variere livet mellem handling, refleksion og pause. Det er en delikat balance, en dans, kan man sige, som jeg øver mig i hver dag – og i at tilgive mig selv og andre, når vi indimellem kommer ud af trit og træder forkert.«

Camilla Bendix:

»Først bliver man jo født…?«

»Det varvores afgangsforestilling, og jeg lærte sindssygt meget af det. Det kom ud af en lyst – på samme måde som »Men lever man?«. En havde hørt om Line Knutzon, der havde skrevet nogle små stykker i København, og en anden havde hørt, at instruktøren Emmet Feigenberg var skidegod. Denne gang er det på samme måde. Nogen havde hørt, at Lydia Bunk var fantastisk, og mente, at hun ville være god for vores hold. Og så er vi sådan et hold, der siger: »Okay, så er det det, vi gør«. Vi stoler på hinanden. På skolen var vi jo næsten sammen i 24 timer i døgnet. Vi kravlede rundt på hinanden og svedte og skældte ud. Man kommer helt utroligt tæt på hinanden, både fysisk og psykisk. Det giver en særlig kærlighed, hvis man i bund og grund godt kan lide hinanden. Og det har vi altid kunnet.«

At være skuespiller

»Det giver en frihed til at være fri for egne tanker og eget ego i et par timer hver aften. Det giver en fordybelse af, hvem man indeholder inden i, og det giver en mulighed for at bruge det, man ser. Jeg får lov til at grine – eller græde – af det, jeg oplever i min hverdag. Jeg ser det på en anden måde.«

Lykke

»Lykke er, at man glæder sig til dagen i morgen, for så må det være fordi, man lever et godt liv. Jeg prøver selv at leve det liv, jeg godt vil have, og skille mig af med det, jeg ikke vil have. Hver nytårsaften brænder jeg små sedler med det, jeg ikke skal have med ind i næste år, og prøver at være opmærksom på det – for der er jo kun en, der kan ændre det. At leve er at tage ansvaret på sig, og sige: »Hvad er det, jeg gerne vil nå?«

Peter Reichhardt:

Hvorfor var I sådan et godt hold?

»Vi accepterede hinanden på godt og ondt. Der var dynamik og energi og jeg tror, vi udstrålede noget, skinnede lidt.«

»Men lever man?«

»»Først bliver man jo født…?«, titlen og stykket, er meget betegnende for, hvor vi befandt os på det tidspunkt. Først bliver man født, og det er smukt og dejligt, men hvad kommer der så? Så skal vi møde verden, og det er så det, vi gør nu, hvor vi mødes tyve år efter. Vi skal samles med de verdener, vi hver især trækker med os, og jeg glæder mig til, og er meget nysgerrig på, hvor vi selv er i mødet og gensynet med hinanden. For ofte møder man sig selv igennem mødet med andre.«

Karriere

»Jeg har ikke været særlig nøjsom med at passe en skuespilkarriere. Jeg har mere beskæftiget mig med alt muligt andet. Jeg har været teaterleder, instruktør og har arbejdet med filmproduktion og konsulentvirksomhed, så det er faktisk første gang, jeg skal spille på en teaterscene i ti år. Det har været lidt et skisma for mig at være skuespiller. Jeg begyndte min skuespilkarriere omkring toårsalderen, men har aldrig rigtigt været klar til helt at overgive mig til det. Så en af de udfordringer, jeg har givet mig selv i forhold til det her projekt, er at overgive mig, og prøve at mærke, hvordan det er.«

Lykke

»Grækerne siger, at det er, når man kommer til det punkt, hvor man er i stand til at høre sin egen anden stemme, den stemme, som normalt er lidt svær at høre, eller som man ikke rigtigt lytter til. Det synes jeg, er en smuk ting. Lykken er at man har fundet ind til noget, som på en eller anden måde er kernen. Men lykken er også, at kunne møde sig selv gennem andre og mærke sig selv vokse sammen med andre.«