Asger Reher

Aktuel i »Rejsen« af Glen Berger på Vendsyssel Teater (tager på turné i hele landet i løbet af efteråret). Premiere: 4. september.

Monologen er den ultimative udfordring for en skuespiller. At stå der fuldstændig alene og skulle forsvare teksten i halvanden time. Det er den største opgave, der findes. Det er stort arbejde bare at lære den udenad. Med en monolog på 10149 ord kræver det altså, at du kan din tekst, så jeg startede allerede sidste efterår med at skimme teksten et par gange om ugen, og hele denne sommer har jeg terpet den. Normalt får man manus tre måneder før prøvestart.

En monolog er en dialog med publikum, i hvert fald i det her tilfælde, hvor det er bygget op som et foredrag. Jeg spiller en bibliotekar, der holder et foredrag, fordi han mener at have svaret på livets mysterium. Man ser hans frustration, hans forvirring, og det er virkelig en forestilling, der handler om vores eksistens.

Og så er det selvfølgelig også lidt et ego-projekt. I den store offentlighed er jeg kendt som ham med den bare røv i Ørkenens Sønner, så det er fedt at få lov til at gøre det her. Jeg vil gerne vise andre – men også mig selv – at jeg kan magte den opgave, at jeg kan stå der alene og levere den her historie.«

Pauli Ryberg

Aktuel i »Sympati for djævelen« af Lucas Svensson på Får302 i København. Premiere: 15. september.

Der er jo mange om sådan en monolog: scenografi, lyd, tøj, instruktion, produktion og alt det der, men den anden dag, da vi skulle øve på scenen, gik det pludselig op for mig, at jeg var helt alene oppe på scenen. Der var jeg ved at skide i bukserne.

Der jo altid være tvivl. Det er umuligt at vide, om det er godt, det man laver. Når man arbejder på en monolog, er det som om, tvivlen får lov at vokse sig større. Men tvivlen er også en legekammerat. Du er længere tid sammen med din karakter. Du kommer dybere ned i substansen, og du må læne dig op ad teksten.

I mit tilfælde er det en historie om den store tyske skuespiller Gustaf Gründgens. Jeg læste monologen, og den slog benene væk under mig. Troede ellers ikke, jeg var interesseret i at lave en monolog, men hvis det er en god tekst, kan monologen jo formidle mange facetter af den person, du spiller. Jeg har selv haft store oplevelser som publikum til monologer, blandt andetmed »Smerten« med Ulla Henningsen og Bodil Udsen i »Gertrude Stein«. Man lærer jo faktisk et menneske at kende, når man er sammen med dem i fem kvarter.«

Pia Rosenbaum

Opfører »Hunden er rask« af Sonja Vesterholt på Folketeatret og er på turné med samme forestilling i løbet af efteråret. Premiere: 23. oktober.

At gå ind i monologen er at gå ind i et meget intimt rum. Der er kun skuespilleren og publikum og kun én stemme i rummet. Man bliver tvunget ind i en persons psyke, en histories puls og univers.

Som skuespiller er man meget nøgen, meget utilsløret, og hvis man ikke går 100 % ind i det, hvis man ikke virkelig vil noget med sit stof, så er monologen det sted, hvor det bliver afsløret allermest.

De monologer, jeg har beskæftiget mig med, har ligget meget i tråd med mig selv og mine erfaringer og baggrund og det, jeg har på hjerte, også politisk. Når jeg indgår i et større ensemble, så er det hele castet, der er udtryk for en historie. I og med jeg i monologen står alene med historien, skal jeg selv kunne stå inde for den og have noget på hjerte med den. Ellers vil jeg ikke lave den.

Monologen må ikke være en enetale, for selvom publikum ikke siger noget, skal de være deltagende. Så kan der opstå magi rummet. Jeg er ellers ikke buddhist, men det kan blive nærmest transcenderende. Det er en fantastisk oplevelse. Men ikke egocentreret. Det opstår, fordi publikum reagerer på det, der sker i rummet.«

Ulrik Nykjær Jeppesen

Aktuel i »Madpassager« (baseret på Bernard-Marie Koltés »Om natten før skoven«) på Sidescenen på Københavns Musikteater. Premiere: 8. september.

Monologer er skrøbelige. Engang skulle jeg spille »Medpassager« i København, og da jeg gik ind, så jeg, at en ældre herre blandt publikum allerede var faldet i søvn. Det betyder enormt meget. Min forestilling er bygget op sådan, at publikum også ser hinanden, så det er jo med til at definere stemningen. Og så er det sgu op ad bakke derfra. Folk var søde at sige, at det var gået godt, men jeg synes, det faldt lidt sammen. Det blev ikke den oplevelse, det kunne være blevet.

Jeg har selv haft hænderne nede i alt på den her forestilling, som også var min afgang på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Det giver en enorm frihed, men det betyder også, at man står meget alene med tankerne, at man må lære at sige »hold kæft!« til sig selv. Til gengæld er det også en kæmpesejr, når det lykkes, og man får den der følelse af, at det hele bare glider, og publikum forsvinder ind i forestillingen sammen med en.

En monolog må godt føles koncentreret ligesom en lille superlækker ret på en gourmetrestaurant. Så går man ud derfra med appetit på mere.«