»Skræmmende og grænseoverskridende«

For familien Mortensen har medicinsk behandling af deres søn Jonas, der lider af ADHD, endnu ikke haft den ønskede effekt. Til gengæld oplever familien et pres fra kommune og skolesystem for at give medicin.

Jonas Mortensen fik konstateret ADHD som fire-årig. Nu fylder han snart syv og er på en skrap diæt, der holder sygdommen nede. Men hans forældre vil også forsøge med medicin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jonas, der snart fylder syv år, er en glad dreng, som han løber rundt i huset hjemme hos familien Mortensen og Larsen i landsbyen Søsum nær Veksø i Nordsjælland.

Men det er svært at skjule, at han er anderledes. Han har svært ved at holde arme og ben i ro og siger mange lyde. Og han har langt sværere ved at forstå og følge en besked og sætte sig i andres sted, end andre børn på hans alder.

Diagnosen ADHD blev stillet, da Jonas var fire år og kom ikke som den store overraskelse for Jonas mor Rikke Mortensen, der mener, at sygdommen er gået i arv fra hendes side af familien.

I første omgang var Rikke og hendes mand Jesper Larsen enige om, at medicin ikke var løsningen for deres søn, der i øvrigt er begavet over gennemsnittet.

»Jeg tror, at det er meget skræmmende og grænseoverskridende for de fleste forældre at skulle give sit barn denne type medicin, som påvirker deres hjerne og adfærd,« siger Rikke Mortensen.

I stedet valgte Rikke og Jesper at fokusere på kosten. Farvestoffer og sukker er derfor stort set bandlyst i den mad, Jonas spiser, og han får også et dagligt tilskud af fiskeolien IQ.

»Vi har kunnet mærke en tydelig effekt. Jonas er helt klart blevet roligere. Alligevel har vi valgt også at forsøge os med medicin. Vi kan se, at han allerede har lidt en masse sociale nederlag efter, at han er begyndt i skole. Og vi kan se, at han har behov for at få mere ro på, så han kan koncentrere sig om skolen,« fortæller Rikke Mortensen.

Ingen effekt
Foreløbig har familiens erfaringer med medicin dog ikke været særlig positive. Omkring 30 pct. af de børn, der får medicinen, har ingen effekt af den.

»Mange børn har god hjælp af medicinen, men det er ikke et mirakelmiddel. For Jonas vedkommende betød det, at han gik fra at være en glad dreng, til at svinge ekstremt mellem yderlighederne depression og total hyperaktivitet. Derfor valgte vi at stoppe med medicinen igen,« siger Rikke Mortensen.

Håbet om, at medicinen har en positiv effekt kombineret med et pres udefra, får dog Rikke Mortensen og Jesper Larsen til at give medicinen endnu et forsøg inden længe.

»Vi håber selvfølgelig stadig, at medicinen vil give Jonas et normalt forløb i skolen. Men vi gør det også for at få fred, så vi kan sige, at nu har vi set, om det virker. I lighed med mange andre familier med ADHD oplever vi både direkte og indirekte pres fra kommunen og skolen for, at vi skal give medicin,« siger Rikke Mortensen, der af samme grund finder det lettere bekymrende, at forbruget af medicin vokser så kraftigt i øjeblikket.

Hun har blandt andet oplevet at få følgende besked hos den kommunale sagsbehandler, da familien, der også består af en lillesøster på tre år, søgte om aflastning: »Skal vi nu ikke lige se, om medicinen ikke kan klare jeres problemer.«

Og i skolen ligger det også – trods et godt samarbejde med lærere og pædagoger – i luften, at medicin er godt. Jonas går i et specialtilbud for ADHD-børn. Alle andre børn er på medicin.

»Og de bliver jo irriterede på Jonas, der ikke er på medicin i øjeblikket, og derfor forstyrrer de andre børn med sin adfærd,« siger Rikke Mortensen.