»I livet må man tage nogle chancer«

Afsnit 1 - hvori Berlingske starter sin tur på tomlen og dårligt får spurgt sig varm, før liftet med bilisten er slut og en tillidsprofessors analyse virkeliggjort.

Målet for Michael Nybrandt var Roskilde, men hans gode hjerte løb af med ham. Så han tog afsked med sin blaffer på rastepladsen ved Torkilstrup noget længere mod vest. Fold sammen
Læs mere

Så står man der. Folehaven lige før Q8-tanken på vej ud af byen. Tomlen i vejret. Lidt af en overvindelse. Man hører jo så meget. Og er blevet ældre. Magelig. Travl. Ikke lige som sidst jeg blaffede. Ung, naiv knøs i 1980 på vej til højskolen. I dag med besværligt mange tanker, mens bilisterne lægger an til motorvejen.

Vil de tage mig, en ukendt person med ukendte hensigter, op? Vil jeg stige ind i en bil med hvem som helst bag rattet? Hvor langt rækker tilliden? Danmarks vigtigste råstof er det blevet kaldt. Svaret på den skandinaviske velfærds- og tryghedsgåde. Tillid som det danske samfunds kit og mørtel.

Tillidsekspert og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Gert Tinggaard Svendsen har forfattet en lille tanke­vækkende bog med titlen »Tillid«. I den skriver han, at kontrol er godt, men tillid er billigere. Underforstået: Tillid gør den danske økonomi stabil i nedgangstider og giver større produktivitet, end vores knappe ressourcer berettiger til.

Med andre ord: Danske virksomheder har den fordel, at de ikke behøver betale lige så meget som deres konkurrenter for sikkerhedsvagter, advokater til at strikke komplicerede kontrakter sammen og andre dyre sikkerhedsforanstaltninger.

»Vores samfund er gennemsyret af tillid,« sagde Gert Tinggaard Svendsen til mig nogle dage før. Det lød næsten farligt. Selv en modernisering af den offentlige sektor bliver kaldt for en tillidsreform.

Han fortalte også, at samarbejde baseret på tillid stimulerer kroppen til at udskille lykkehormonet oxytocin. Som når man giver eller modtager en gave. Intet under, at selv Emma Gad i sin »Takt og Tone. Hvordan vi omgaas« fra 1918 opfordrer til at udvise tillid ved at tage »en tilfældig tungtbelæsset og forhedet Vejfarende op, der har samme Maal.«

»Den største fare ved vores tilllid,« sagde professoren også, »er, at man ikke må blive for selvfed, og sætte sig ud på terrassen og undlade at holde sig i form. Tillid skal holdes ved lige.«

Det gøres, sagde professoren, ved at være bevidste om det. F.eks. ved at skrive om det.

»Mange får en aha-oplevelse ved at læse min bog. De ved egentlig godt, at tilliden er der, de har bare ikke været opmærksom på, hvor vigtig den er. Hvis man tager tilliden for givet, så er der en fare for, at den forsvinder.«

*

Efter tyve minutter i vejkanten standser en hvid bil. Hvor jeg skal hen, spørger bilisten. »Bare vestpå eller i den retning du skal«, svarer jeg i overensstemmelse med sandheden. Det lyder ikke ligefrem tillidsvækkende. Nærmest som en dårlig roadmovie.

Hop ind, siger manden bag rattet. Han er i shorts og solbriller og ligner ikke en øksemorder.

Han er på vej til venner i Roskilde og hedder Michael Nybrandt, er 44 år, gift og far til to. Til daglig fundraiser i en lille organisation, der hedder Matematikcenter og er landets eneste gratis lektiehjælp i matematik for alle – leveret af frivillige. Havde den dog bare eksisteret, da jeg gik i 1. real. Han forskrækkes hverken af, at jeg er journalist, eller at jeg vil tage fotos af ham med iPhone.

Han tog mig op, fordi han selv har blaffet, fortæller han. Og fordi det er godt at hjælpe andre, og så er det hyggeligt at have nogen at tale med.

Du kan ret beset ikke vide, hvilke intentioner jeg har?

»Sådan er det jo nogle gange. I livet må man tage nogle chancer. Som hvis du starter på en ny arbejdsplads og får en ny kollega, du ikke rigtigt kender, men du får ret hurtigt tillid til den person og låner vedkommende penge og den slags. Nu sidder du i min bil og har overtrådt nogle grænser og opbygger hurtigt en form for tillid.«

Hvornår har du sidst følt mistillid til et andet menneske?

Han fortæller om sin manglende tillid til Pia Kjærsgaard som ny formand for Folketinget, og om eksiltibetanere i Indien, der ikke forstod den danske tillid til fremmede. Men mistillid? Herhjemme? Han kan ikke komme på noget, siger han og lyder oprigtig.

*

Gert Tinggard Svendsen bider ikke på skeptikerens: Der er da masser af tegn på mistillid blandt danskerne over for fremmede og på, at mennesker ikke hjælper folk i knibe på gaden eller i andre lande.

»Ja, men hvis folk misbruger vores tillid, er der en stærk social reaktion og sanktion i Danmark. Man får med forhammeren, hvis man snyder og svigter andres tillid. Det er det, der holder hele systemet på plads. Man får ballade med den, man har snydt, og det rygtes lynhurtigt.«

Jeg når ikke at spørge mig tillidsvarm, før Michael Nybrandt tilbyder at sætte mig af et godt sted, hvor jeg kan få mit næste lift. Det er lige om lidt.

»Jeg er generelt en ret optimistisk person, så det er sjældent, jeg bliver skuffet over mennesker. Jeg kan som regel altid se noget konstruktivt i andres handlinger.«

Gennem førerkabinens summen lyder det næsten, som om Michael Nybrandt taler fra tillidshistoriens folkedyb. Danskernes tillid til hinanden menes at stamme tilbage fra 1600-tallet, hvor bekæmpelse af korruption tog fart. Og fra midten af 1800-tallet, da danskernes forkærlighed for foreninger, forsamlings­huse og andelsbevægelse med uformelle spilleregler blandt frivillige opstod.

Ved sin grundlovstale i 1999 satte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens billede på danskernes ukrigeriske og tillidsfulde nationalkarakter:

»Det er sjældent, man ser en dansker med en kniv i den ene hånd, uden at der er en gaffel i den anden.«

Michael Nybrandt gør mig den tjeneste at køre forbi Roskilde for at sætte mig af på en rasteplads ved Torkilstrup. Han ønsker mig held og lykke.

Hvem skal man spørge om det næste lift? Hvem ser tillidsvækkende ud? Hvem gør absolut ikke? Parat til at møde mistilliden eller det modsatte henvender jeg mig til personerne ved et af rastepladsens borde.

Følg mig på den videre færd.