»Herregud, hvad kan der ske?«

Afsnit 2, hvori Berlingske er blevet sat af på en rasteplads og får både et lift, ennuanceret snak om tillid og et lattervækkende kompliment.

Jette Bank Egeberg (t.h.): »Jeg fik kørekort i en sen alder og er i dag lidt ærgerlig over, at jeg ikke har kunnet give så meget tilbage. Før i tiden var der jo  meget mere landevej, hvor man måtte blaffe. Så da vi så dig, tænkte jeg: Vi har ikke set en blaffer i årevis, og så står du der og ser rimeligt pæn ud.« Fold sammen
Læs mere

På rastepladsen i Torkilstrup vest for Roskilde møder jeg min egen mistillid. I modsætning til mit første lift. Da var der ikke var så meget at diskutere, da bilisten stoppede og sagde »hop ind« og spurgte, hvor jeg skulle hen.

Nu har jeg alt for meget tid til at vurdere og dømme de ventende bilister.

De køber vand og kaffe i kiosken og nyder solen ved bordene, men kunne, under det tilforladelige ydre, godt være utilregnelige forbrydere. Eller bare irriterende og uvillige til at tale og lade sig fotografere.

Taktikken er den samme som med bilisten, der lige har sat mig af. Sludre lidt og efter fem minutter fortælle, at jeg er fra Berlingske og skriver om danskernes højt besungne tillid til andre mennesker. Inklusive staten, politikerne, politiet, naboen, grønthandleren og fremmede, der står i vejkanten med tomlen i vejret.

Jeg undskylder mig selv og kalder min mistillid »rettidig risikovurdering«. Jeg vil jo gerne leve op til mine landsmænds berømmede verdensmesterskab i tillid. Vi topper ifølge SoCap (Social Kapital-projekt, 2005) tillidsindekset efterfulgt af nordmænd, svenskere og finner. Her svarede 78 pct. af danskere ja til spørgsmålet:

»Kan du stole på de fleste mennesker?«.

I bunden ligger filippinere og costaricanere. Som det mindst tillidsfulde folkefærd ligger brasilianerne, hvor kun fem pct. mener, de kan stole på andre.

*

De to damer ved bordet derhenne. I 50erne. De ser ud til at have god tid. De smiler. Det er lidt trygt og moragtigt.

Jeg spørger, om de giver et lift. Den ene siger nej. De har ikke plads. Jeg skal til at gå, da den anden siger ja, og »han ser da meget sød ud.« De griner. Hvis smilet er den korteste vej mellem mennesker, sidder vi allerede på skødet af hinanden. De skal til Vig, og det skal jeg pludselig også. De gør plads på bagsædet, og vi kører ud på motorvejen.

Rie Ramskov ved rattet. 60 år, pædagog og kognitiv terapeut. På forsædet Jette Bank Egeberg, 52 år, ernæringsassistent.

Hvorfor tog I mig op?

»Fordi du så sympatisk ud,« svarer Rie Ramskov.

»Du startede med at sige nej, Rie,« siger veninden og flækker af grin.

»Jamen, jeg troede ikke, vi havde plads, og den arme mand skal sidde ordentligt. Jeg har taget mange blaffere op,« siger Rie.

Hun løb engang tør for benzin i sin røde 2CV i en snestorm med sit spædbarn på bagsædet. En fyr stoppede og hjalp og ind­logerede hende og barnet i sit kollektiv.

»Jeg kendte dem overhovedet ikke. Det var en fantastisk oplevelse.«

Jette: »Jeg synes, det var hyggeligt, du kom og spurgte, og du så rimeligt pæn ud.«

Rie med blikket stift på kørebanen:

»Kun rimeligt.«

Vi griner, så den røde Peugeot 107 ryster.

Jette: »Hvis du nu havde stået og set utroligt usoigneret ud, så havde vi selvfølgelig ikke taget dig med.«

Hvor er din tillid så henne?

Jette og Rie fortæller, at de kender hinanden fra arbejde på herberger for hjemløse, så usoignerede mennesker, er de vant til.

Jette: »Nej, det handler måske om kemi. Og herregud, hvad kan der ske?«

*

Et af de oftest brugte symboler på danskernes tillid til hinanden, nationens kerneværdi, er salget af jordbær og grøntsager ved vejkanten med en æske til penge. Så dansk, at det i en globaliseret verden måske hører fortiden til.

I hvert fald oplevede Jette for nylig, at en gammel mand kom ud til sit frugtsalg og sagde, at han ingen byttepenge havde, for hans pengeæske var blevet stjålet fire gange på den dag.

Jette: »Og det er bare så trist.«

Rie: »Det er jo et tillidsspørgsmål. Jeg tror, folk er blevet mere ligeglade i dag. De er mere sig selv. De er bange for at involvere sig selv… nu skal jeg lige koncentrere mig. Hvad skal jeg her?«

Hun fletter ind og tager vejen mod nord.

Rie funderer over, hvorfor man mon ikke ser så mange blaffere mere.

Hvis vi ser bort fra enkelte tilfælde fra medierne, f.eks. da en overrasket studerende i maj blaffede på Bornholm og blev taget op af et jagtselskab med prins Henrik bag rattet, så er det ikke meget, vi hører om blaffere. Unge har fået flere penge. Der er kommet flere billige busruter. Blafning er rykket på nettet, hvor billig samkørsel a la GoMore og Facebooks hurtige kontakt til omverdenen kan afføde et lift på sekunder. Der er kommet flere motorveje, hvor det er forbudt at tomle, og nogle mener, at vi har fået for travlt til at kalkulere med timers forsinkelse.

Men om mistillid og angst for fremmede også har tyndet ud i blafferne vides ikke, og Rigspolitiet har ingen kriminalstatistik, hvor blaffere indgår.

»Jeg er blevet mere bange for alting. Utryg,« konstaterer Rie.

»Forleden var der indbrud på tredje sal i min ejendom. Midt om dagen. Det gør mig nervøs. Jeg er også alene nu. Før havde jeg en mand. Det er noget med civilstatus, og så er jeg kvinde. Jeg blander mig ikke på samme måde som før, og det er for dårligt.«

Jette er til dels enig trods en mand ved sin side.

»Men jeg låser sgu aldrig min dør om natten. Jeg er ikke bange. Bare man opfører sig ordentligt og synes, at andre mennesker er lidt spændende.«

Halvanden time efter, at jeg fik det første lift ved Q8-tanken i Folehaven, sætter kvinderne mig af på Holbækvej i Vig. Et dårligt sted at blaffe. Men få minutter efter stopper maleren Nikolaj og tager mig op.

»Det er bare rart at snakke med nogen,« siger han og kører mig lidt længere, end han skal. Kattegat Grillen på Oddenvej. Himlen er blå, og sommeren viser fuld tillid i sit smukkeste skrud.

Efter det voldsomt hyggelige lift med Rie og Jette kan jeg bekræfte psykoanalysens brug af begrebet tillid: Tillid er spædbarnets grundlæggende erfaring af, at verden er god nok.

Jeg stikker tomlen i vejret med et smil på læben.