Verden over florerer flere og flere historier om kvinder, som efter lang tid endelig er blevet gravide, efter at de er begyndt på fedmemedicin som Novo Nordisks Ozempic.
I sig selv er det ikke så overraskende: Overvægt hos kvinder kan nedsætte deres sandsynlighed for at kunne få børn, og begynder de at tabe noget af den vægt på grund af slanke- eller diabetesmedicin, vil fertiliteten stige.
Det lyder godt og sundt alt sammen. Men det er det måske ikke udelukkende, påpeger læger.
For graviditet, mens man tager slanke- og diabetesmidler, er stadig forbundet med en masse ubekendte, der potentielt kan være skadelige for fosteret. Det skriver CNN.
»Vi kender ikke effekten af tidlig eksponering ... på fosteret,« fortæller Jody Dushay, adjunkt på Harvard Medical School og læge med speciale i endokrinologi og stofskifte hos Beth Israel Deaconess Medical Center til CNN.
Jody Dushay understreger, at der ikke har været gravide i forsøgsfaserne hos hverken Novo Nordisk eller den amerikanske konkurrent Eli Lilly, der ligesom Novo Nordisk har udviklet medicin mod henholdsvis fedme og diabetes.
Samtidig er eksisterende forskning på området meget begrænset.
Derfor ved man reelt set ikke, hvilken betydning det kan have for et foster, at moren indtager fedmemedicin under graviditeten.
Man lærer af »uheldene«
Den måde, hvorpå medicinalvirksomhederne lige nu lærer mere om fedmemedicinens effekt på et foster, er gennem praksis på virkelige gravide forbrugere.
»Jo flere, der anvender præparaterne, jo flere kvinder vil blive gravide, mens de tager dem, og på den måde vil vi kunne akkumulere data på risici ved eksponering tidligt i graviditeten. I bund og grund får vi data ud fra »uheldene«, som vi gør med de fleste andre præparater,« siger Jody Dushay til CNN.
Noget forskning eksisterer dog allerede på babyer, hvis mødre har taget GLP-1 – receptorstoffet i både Novo Nordisks og Eli Lillys fedmemedicin – under graviditeten. Her er der ikke dukket nogle store faresignaler op.
Professor og forsker ved University of Toronto Daniel Drucker henviser dog til et dyrestudie, som har givet ham grund til bekymring.
»Hvis dyr bliver eksponeret for en høj dosis af de her præparater, sker det ofte, at de unger, der bliver født af rotter og mus, er mindre end normalt, og sommetider har de deformationer,« siger han.
Et andet dyrestudie viser også, at anvendelsen af GLP-1 hos moren reducerer den mængde af proteiner, der bliver overført til fosteret gennem moderkagen.
Novo Nordisk er i øjeblikket i gang med et studie over sikkerheden i at anvende vægttabsmedicinen Wegovy under graviditeten. Når studiet er afsluttet, forventer Novo Nordisk at offentliggøre resultaterne.
Et lignende studie forventer konkurrenten Eli Lilly at begynde på.