Det begyndte med 30.000 kroner og en aftale med håndværkerne. Nu har Mikael Goldschmidt købt barndommens gade

Mikael Goldschmidt har købt bygningen, han voksede op i, og hans virke som ejendomsmatador blev kickstartet med en helt særlig aftale. Nu indtager han tredjepladsen på Berlingskes top-10 over personer, der ejer mest ejendom i Storkøbenhavn.

Mikael Goldschmidt har ejendomme for næsten seks milliarder, og hans portefølje giver anledning til referencer til brætspillet Matador. Niels Ahlmann Olesen

Mens de fleste af Danmarks ejendomsmatadorer har det med at sky pressen, forholder det sig snarere omvendt med Mikael Goldschmidt.

Den 67-årige københavnerkonge har ved flere lejligheder stillet sig frem og fortalt, hvordan han byggede sit ejendomsimperium op fra bunden. Om hvordan han nu sidder på de centrale »trofæbyggerier« i Indre By, han drømte om som ung. Og om, at han hverken vil eller duer til at trække sig tilbage trods sin enorme formue.