Er islamforskning tilstrækkelig kritisk?

Forum for Islamforskning afholder fredag et debatmøde på Københavns Universitet under overskriften »Er dansk forskning i islam og muslimer tilstrækkelig kritisk«. Samtidig markerer mødet udgivelsen af et jubilæumsnummer af Tidsskrift for Islamforskning. Berlingske har i den forbindelse spurgt tre af bidragsyderne til tidsskriftet om deres syn på dansk islamforskning.

Thomas Hoffmann og Tina Magaard er to af bidragsyderne til debatten om dansk islamforskning. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet. Koranforsker. Forfatter til artiklen »Danske koranstudier: Et forskningshistorisk over-, side- og udblik« udgivet i Tidsskrift for Islamforskning:

»Min primære anke er, at der er en tendens til, at religion bliver negligeret i forskningen til fordel for alle hånde politiske, sociologiske, kulturelle og psykologiske forklaringsmodeller. Det bliver meget let en vulgærmarxistisk variant af, at religion blot er en form for illusorisk overbygning, og at det i virkeligheden er nogle mere substantielle kræfter, der er på spil, når det gælder islam. Religionen bliver forklaret med alt mulig andet end religionen selv. Det sådan noget man hører, når der bliver sagt, at islam er blevet taget som gidsel i jihadismens navn. Eller at ekstremisme blot er randfænomener, der slet ikke er kendetegnende for islam. Men det er problematisk at affeje kontroversielle emner med, at de blot er randfænomener.På den måde kan man sige, at der er tale om en religiøs hvidvaskning.

Her i Danmark er der en asymmetri i forhold til majoritetsreligion og den muslimske minoritet. Men tag sådan noget som muhammedtegningerne. Da var det en minoritet, ja faktisk en minoritet i minoriteten, imamerne, der var i stand til skabe en sådan reaktion, at den kom til at fremstå som en majoritet. Det viser, hvordan det her med magtforhold ikke altid er så entydigt, som det ser ud til.

Når IS siger, at de vil bekrige og bombe Vesten, så er det en politisk forklaring. Men når de siger, at det er deres pligt at hade os, og at de vil omvende os, så er det en konkret udlægning af islam fra en fraktion af muslimer, der læser islam på en bestemt måde. Det er man nødt til at tage alvorligt og forstå konkret.

Som forsker er man nødt til at have en vis solidaritet med det emne, man forsker i. Men man risikerer at få så stor empati med subjektet, at det bliver til solidarisk empati. Man er altså nødt til også at sætte sig ind i de mere dysfunktionelle sider af sit emne.«

Lektor Kirstine Sinclair, Syddansk Universitet. Forsker i muslimiske minoriteter. Forfatter til artiklen »Fakta og fiktion om muslimer i danske medier« udgivet i Tidsskrift for Islamforskning:

»Når vi snakker islamforskning og kritik, så bliver det på en eller anden måde opfattet, som om at vi som forskere skulle sidde inde med særlig viden om problematiske forhold, som vi har valgt ikke at afsløre for at beskytte minoriteter. At vi er nogle venstreorienterede islam-apologeter og halalhippier.

Det er bare ikke tilfældet. Når vi kigger på det, der bliver diskuteret om islam i offentligheden og i medierne, så er der bestemt et forskningsmæssigt blik for de problematiske sider af islam. Men det, at der af nogle bliver sat lighedstegn mellem islam og terror, bekræfter blot, at vi ikke når langt nok ud med vores viden og nuancer.

Alt det problematiske bliver drøftet, måske endda i så høj grad, at jeg kan være bange for, om vi beskæftiger os for meget med det. Forskningsmidlerne går i høj grad til forskning i radikalisering, definitioner af ekstremisme og rekruttering til IS. Vi er i høj grad oppe imod en professionel fear mongering. Den helt almindelige humanistiske forskning i vilkårene for en etnisk minoritet og betydningen af tilstedeværelsen af mange forskellige religiøse minoriteter fra Mellemøsten her i Danmark, det drukner, fordi der i så høj grad bliver fokuseret på problemer. Tit er det sådan, at når man taler om vores kritik, så bliver spørgsmålet formuleret af personer, der mener at have svaret, og det er, at vi forskere ikke er kritiske nok. Det er en bestemt kritik, der efterspørges, og leverer man den ikke, beskyldes man for blindhed.

Jeg bliver tit spurgt, hvordan jeg kan sidde på en statslig institution og forske i islamisme. Bare det, at jeg gør det, opfattes som en blåstempling af fænomenet. Allerede da jeg skrev mit kandidatspeciale i 2003 om Hizb ut-Tahrir, kaldte Naser Khader (K) mig en nyttig idiot.«

Lektor Tina Magaard, Aarhus Universitet. Har tidligere forsket i islam. Forfatter til artiklen »Desiderata i Tidsskrift for Islamforskning« udgivet i Tidsskrift for Islamforskning:

»Noget af det, vi må spørge os selv om som forskere, det er, hvad er formålet er med vores forskning. Flere islamforskere siger selv direkte, at deres formål er at modgå det negative billede, mange har af islam og muslimer. Så bliver formålet at finde positive historier og fremhæve dem. Og i nogle tilfælde påpege, hvordan det negative i virkeligheden er danskerne og det omgivende samfunds skyld.

Bare et enkelt eksempel blandt mange: I sommer gennemlæste jeg samtlige numre af Tidsskrift for Islamforskning og bemærkede, hvordan flere islamforskere insisterede på, hvor godt det går med sameksistensen mellem forskellige befolkningsgrupper på Nørrebro. Det gør det utvivlsomt også i en del tilfælde. Men der mangler altså et 360 graders eftersyn af situationen. Tidsskriftet giver ikke på noget tidspunkt plads til at diskutere de problemer med religiøst funderet intolerance, som vitterligt eksisterer på Nørrebro. Ikke mindst over for jøder. Jeg har tidligere udført feltarbejde for Integrationsministeriet, hvor jeg har mødt de anti-jødiske holdninger.

Hvordan kan man undlade at omtale det, når Det Mosaiske Trossamfund år efter år beretter om, at jøder ikke kan færdes i fred på Nørrebro? Når en Omar Hussein så skyder en jøde, alene fordi han er jøde, så er der ingen, der har set det komme. Jødehadet er ikke blevet behandlet seriøst i den danske islamforskning. Er det fordi, forskerne ikke ved, hvad der foregår i de miljøer, som de ellers burde være blandt de nærmeste til at kende, eller er det fordi, de tilbageholder oplysninger, som ikke flugter med formålet om at fortælle de positive historier?

Jeg siger ikke, at alle islamforskere skal beskæftige sig med jødehad, men når ingen gør det, bliver der heller ikke delt viden herom internt i forskermiljøet. Så min opfordring vil lyde, at man i islamforskningen i fremtiden bliver bedre til også at håndtere de mere penible spørgsmål.«