Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Islam er kommet for at blive i Danmark

»Hvis man fortsat nægter at anerkende islam som en del af dansk kultur, vil det kun føre til yderligere grøfter i befolkningen og en dansk version af islam, der omfavner den internationale tendens til radikalisering.«

Casper Gronemann Fold sammen
Læs mere

Sidste uges shiamuslimske ashura-optog fik endnu en gang sat fut i islam-debatten. Rasmus Jarlov (K) beskrev optoget som udtryk for en »katastrofe, som må bremses«. Hele herligheden af borgerlige islamskeptikere var ikke var sene til at bakke ham op i, at demonstrationen var udansk.

Jarlov og hans meningsfæller tager dog i stigende grad fejl, hvis ellers ordet »dansk« skal have en meningsfuld forbindelse til, hvem danskerne egentlig er. I 2006 var der 115 moskeer i Danmark, og tallet er kun vokset siden. Der er ikke længere blot tale om kælderrum og foreningslokaler, men om bygninger, der kan konkurrere med vores kirker i pomp og pragt. Antallet af muslimer i landet vokser sig stadigt tættere på 300.000, og antallet af deltagere i begivenheder som ashura-optoget stiger år for år.

Den borgerlige forestilling om, at man kan bekæmpe islams indførelse i den danske kultur, er simpelthen et luftkastel. Uden uhyrligheder som voldelig modstand eller afskaffelse af religionsfriheden er islam kommet for at blive.

Det betyder ikke, at kampen mod religionens ortodoksi skal opgives. Vi skal fortsat bekæmpe dens reaktionære syn på kønnene, dens patriarkalske traditioner og den sociale kontrol. Men enhver modstand, som vil opnå resultater i praksis, må tage sit udgangspunkt i, at islam ikke længere er fremmed, men tværtimod en del af nationens nye identitet.

Et konstruktivt opgør med islams reaktionære aspekter kræver derfor en nådesløs assimilation i stil med den, som velfærdssamfundet underkastede kristendommen. Min far, som var foreningsmand, lærte mig, at man sjældent kan komme af med sine kritikere ved at vende ryggen til dem. Tværtimod må man give dem en tillidspost og en flig af indflydelse, så de får ejerskab for det fælles projekt.

En sådan håndtering af islam kan tage mange former: Statsfinansierede imam-uddannelser, så religiøse ledere bliver filtret ind i fællesskabet. Statsdrevne moskéer, som kan skabe gensidig afhængighed og sikre, at herboende muslimer ikke må kigge til tvivlsomme regimer i udlandet for at bygge deres templer. Opbakning til moderate muslimers projekter, fulgt af isolering af antidemokratiske grupperinger.

Jeg forestiller mig ikke, at disse tiltag vil være uproblematiske, men anser slet og ret alternativet – øget parallelisering, social uro og religiøse konflikter – som langt værre. Uden villighed til at inkludere den muslimske tro i vores samfund, kan vi ikke forvente at få indflydelse på den retning, religionen udvikler sig i.

Det er før lykkedes os at tage livet af radikale ideologier, som eksempelvis kommunismen uden at fornægte den en plads i samfundet, og i øvrigt uden at gribe ind i demokratiets grundlæggende rettigheder. Hvis man fortsat nægter at anerkende islam som en del af dansk kultur, vil det kun føre til yderligere grøfter i befolkningen og en dansk version af islam, der omfavner den internationale tendens til radikalisering.