»Det var mit valg, ikke deres«

Selv om hun altid har brugt forældrene som sparringspartnere til at diskutere uddannelse og studier, ville Cenia Damkjær Petersen være helt alene med sin endelige beslutning om at vælge studie.

Thomas Damkjær Petersen og datteren Cenia Damkjær Petersen har ofte diskuteret uddannelse og studievalg i deres familie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Cenia Damkjær Petersen blev færdig som cand.polit for tre år siden. Hun har aldrig været i tvivl om, at hun skulle have en uddannelse. Det var simpelthen ikke til diskussion hjemme ved spisebordet.

»Det havde begge mine forældre og mine søskende gjort. Vores forældre forventede ikke, at vi tog en høj uddannelse, men de ville have, at vi uddannede os,« fortæller hun.

Hendes far, Thomas Damkjær Petersen, er civilingeniør og er fornylig blevet formand for Ingeniørforeningen. Han var i ti år frem til 2008 formand for forældreorganisationen, Skole og Samfund (nu: Skole og Forældre), og har som talsmand for skolebørnenes forældre ofte agiteret for forældrenes vigtige rolle som »studievejledere«.

»Det betyder rigtig meget, hvad forældre siger til deres børn. Det har jeg sagt til andre forældre, men jeg har også gjort meget ud af det hjemme hos os selv. Børnene har aldrig været i tvivl om, hvad jeg mener: Man skal bidrage og tage en uddannelse og arbejde – både for samfundets skyld og for sin egen. De skal finde en uddannelse og et job, som gør dem glade,« siger Thomas Damkjær Petersen.

De må selv vælge

På tirsdag er det sidste frist for tilmelding til studiestart på kvote 1, og Belingske har i de seneste dage omtalt, hvor stor betydning forældre har for deres voksne børns studievalg. Københavns Universitet målretter i år kampagner mod forældrene, der er de mennesker, som de unge helst spørger til råds om fremtiden.

Thomas Damkjær Petersen er selv uddannet som civilingeniør. En uddannelse, som danske arbejdsgivere er nærmest umættelige efter. Alligevel har han aldrig villet rådgive sine børn til at gå i egne fodspor. Så konkret rådgivning har de ni børn – egne, sammenbragte og plejebørn – ikke kunnet få fra ham.

»Jeg har ikke sagt til dem: Du skal være skolelærer eller ingeniør, for så er du sikker på at komme på den rigtige hylde. De har heller ikke spurgt så direkte lige op til deadline for studievalg. Vi har påvirket dem løbende og indirekte over middagsbordet, når vi har snakket om, hvad der kunne være spændende. Men valget har været helt deres eget. Det har været vigtigt for os,« siger Thomas Damkjær Petersen.

Da Cenia Damkjær Petersen gik i gymnasiet, var hun meget i tvivl om, hvilken uddannelse hun skulle vælge. Hun overvejede at blive ingeniør, fordi hun godt kunne lide matematik.

»Men jeg var også meget interesseret i politik, som vi snakkede rigtig meget om derhjemme. Til sidst vaklede jeg mellem statskundskab og økonomi (polit-studiet). Det var svært for mig.«

Men selv om hun i sin opvækst og sine skoleår havde brugt forældrene rigtig meget som sparringspartnere og rådgivere, trak hun sig helt tilbage og ind i sig selv i de to afgørende uger, hvor beslutningen om studievalget skulle træffes. Den beslutning skulle forældrene ikke have indflydelse på.

»Da jeg til sidst stod og vaklede mellem to uddannelser, fik de ikke lov at få at vide, hvad jeg havde søgt, før jeg havde sendt ansøgningen. Det var en beslutning, der betød så meget for mig, så uanset hvor meget de havde hjulpet mig i min gymnasietid, så ville jeg selv vælge til sidst for at være sikker på, at det var mit valg og ikke deres,« fortæller Cenia Damkjær Petersen.