I Nicole Kidmans fodspor

Den australske outback er barsk, støvet og uendelig. Men den drager, ikke mindst efter Nicole Kidman-filmen »Australia«. Oplev selv at drive kalvene gennem det røde, støvede landskab.

Foto: PR

Man kan se langt, rigtig langt, ud over den støvede slette. Til højre bryder en række røde sand-dyner den ellers 360 graders flade horisont. Solen står lavt, og nattens kulde bider stadig i kinderne.

Se også Rejseliv.dks E-magasin:
Støv, fluer og kvæg - video fra »The Great Cattle Drive«

Men det er kun godt, for fluerne kan ikke lide kulde. De forsvinder ved solnedgang, og her i den tidligere vinter dukker de  først op midt på dagen. Vi lever efter bush-time. Når solen står op, så arbejder vi. Når den går ned, så stopper vi – sådan da.

Evelyn, den letbenede, elegante, brune hoppe, som er min »mate« de næste dage, går i sindig skridtgang på den ene flanke af den 250 stykker store kvægflok, vi er ved at flytte. De mange dyr hvirvler det røde støv op, som solens stråler gør til guldstøv.

Jeg griber mig selv i at nynne: »Jeg er en jillaroo, og Evelyn er min bedste ven« – og lige da føles det faktisk ikke spor fjollet.

Det er harmoni, yin og yang, totalt afstressende – i ét med naturen.

Kvæget går i det tempo, kvæg nu går i, og hestene ligeså. Er der en livlig kalv, som bryder ud af rækken, sætter de professionelle drovers i galop og får den tilbage i flokken. Vi andre, turisterne, kan bare slappe af på hestene og fortsætte i gangtempo, men alligevel være med som »drovers«, selv om vi ikke har den mindste ride-, endsige jillaroo eller jackeroo erfaring.

En hæs latter lyder over kvæget. Det er Narelle, som driver en kvægstation i nærheden sammen med sin mand. Hun er den eneste drover af hunkøn. Med læderhud i ansigtet, en holdning i sadlen, som var det en lænestol, ind imellem sidder hun sidelæns og taler og griner med os turister, og konstant med en smøg i munden – måske holder røgen fluerne væk.

Hun er som taget ud af mine forestillinger om den australske outback. Det er de to gamle aboriginals også. De er som vokset sammen med deres heste, og griner uforstående af vores spørgsmål om, hvad hestene hedder. De rider dem bare.

Vi er på kvægstationen Annas Creek, små 800 km nord for Adelaide i South Australia. Det er Australiens største kvægstation. 23.000 kvadratkilometer er den – det er det halve Danmark. Helt uforståelige størrelsesforhold, men klimaet og de sparsomme mængder græs her kræver faktisk en kvadratkilometer land pr. stykke kvæg.

Annas Creek og Sidney Kidman & Co-imperiet lægger jord og kvæg og sammen med andre kvægfarme i området også heste og mandskab til »The Great Australian Outback Cattle Drive«. En helt unik begivenhed, der kun afvikles med et par års mellemrum, for det er en større logistisk opgave at få indkvartering og forplejning til begivenheden til at fungere.

I Australien findes ikke ranch-turisme, som f.eks. i USA. Der er kvægstationer, man kan overnatte på. Men de er simpelthen for store og kvæget for spredt, til at det kan lade sig gøre at tage turisterne med ud som drovere, som en cowboy kaldes på de kanter, og hjem igen på samme dag.

Men den australske turistorganisation ville gerne præsentere samme tilbud, og australierne selv, og turister med for den sags skyld, vil også gerne opleve den livsstil, som alle kender, men næsten ingen har stiftet nærmere bekendtskab med.

Så derfor lægger alle sig i selen med nogle års mellemrum for at sætte »den store kvægdrivning« i scene. Næste gang er i juli og august 2010, hvor man gennemfører seks »drivninger« på hver fem dage, og hvor der kan deltage 70 turister hver gang. Et mega arrangement for de få. Men der er mange, som gerne betaler for den enestående oplevelse.

Hvad det går ud på, vil South Australia Tourism gerne vise alverden, hvorfor man har inviteret en snes journalister fra forskellige medier i ind- og udland til en smagsprøve. Rejseliv var heldig at få tilbudet, og derfor sidder jeg her på Evelyn og nynner: »I’m a jillaroo and Evelyn’s my mate.«

Lejren i lille Williams Creek

Når den rigtige »Cattle Drive« afvikles, ligger lejren helt ude i outbacken. Vi ser stedet, der er udset til 2010. Et fladt areal nær den nedlagte jernbane, The Ghan, hvor der er plads til alle de blå telte med væg til væg-tæppe og feltsenge, toilet- og badevogne, chefkok Steves store bus-køkken, spisetelt, bibliotekstelt og hvad der ellers hører til denne luksusudgave af en jackeroo-tilværelse.

Vores lejr ligger i William Creek. Australiens måske mindste by. I hvert fald reklamerer den selv med, at den har to indbyggere og en pub. Men der bor vist otte eller ni.

Byen består i dag af en landingsbane og en »lufthavnsbygning«, en campingplads, et hus eller to og et hotel fra 1887 med en blandet landhandel, som nu har indskrænket varesortimentet og mere er en pub.

Man også kan få enkle retter. »Restaurantens« borde og bænke er fremstillet af svellerne af den nu nedlagte jernbane, som var William Creeks livsnerve. Banen, The Great Northern Railway mellem Adelaide og Darwin, kaldes The Ghan efter de immigranter fra Afganistan, som fra 1860’erne drev en karavanerute med kameler fra nord til syd gennem outbacken.

Jernbaneruten blev imidlertid flyttet, og sidste tog kørte 31. december 1980 gennem William Creek. Men byen overlever på trods. Nu er det kun bilerne, der kommer forbi. Mange holder en pause her på turen mellem Marree og Oodnadatta. Men de færreste bliver der mere end en is eller en kold drinks tid.

Da vi kikker indenfor i baren, hvor væggene er beklædt med tyve års gæsters visitkort, fotos og andre hilsner, står tiden stille. Hunden sover på en pude i et hjørne og er helt ligeglad med vores ankomst, og et gammelt vægur er gået i stå kl. 18.27 – William Creek-tid, som der står på et skilt på uret.

Vi nøjes med en drink i pubben i William Creek, for Steve og hans medarbejdere tryller i køkkenbussen i lejren og serverer herlige retter på buffeten i den gamle lade, der fungerer som vores spisetelt.

Derefter venter lejrbålet, som vi sidder omkring på høballer og har musik og sang under stjernerne, der funkler herude i det dybe mørke.

Efterhånden som solen stiger på himlen, bliver det varmere – og fluerne dukker op.
De svirrer, kravler, stikker. De har det med at sigte direkte efter ens øjne. De kan drive en til vanvid.

Op på hesten

Evelyn svirper med halen, og jeg forsøger skiftevis at vifte og puste dem væk. Nogle af de andre ridende turister har givet op og trukket de skriglilla fluenet ned over ridehjelmen. Men man er vel en jillaroo?

Jeg strækker benene frem i stigbøjlerne. Det værker i knæene af den uvante stilling. Man føler sig sikker i de australske sadler, men benene skal strækkes frem, har vi lært, og ikke bøjes tilbage, som ellers føles mere naturligt. Vi blev instrueret, da vi fik tildelt vores heste og var på en lille træningstur med de professionelle drovers.

De fordeler hestene efter vores kunnen. Da vi kun går i skridtgang, kan de fleste være med. En enkelt følte sig dog usikker, og en af driverne har i dag hendes hest i line.

Det er varmt. Det røde støv hvirvler op mellem kvæg og heste. Det knaser mellem tænderne, og jeg kan smage dets tørhed. Det blander sig med sveden i ansigtet. Det er godt, der er varmt vand i bruserne i badevognen.

Omsider når vi et område med mere græs. Droverne stopper, og kvæget begynder med det samme at græsse. Vi turist-drovere kan stå af og strække benene, mens hestene får hø. Der bliver lavet te, og der er kolde drikke i kølekasserne, som følgebilerne har med sammen med den frokost, der bliver rettet an.

Jeg sludrer med redderen, der kører ambulancen. Den er en del af de sikkerhedsforanstaltninger, det store arrangement kræver. En læge fra de flyvende læger står også stand by. Hun hedder Sally. Men der er heldigvis ikke brug for hverken hende eller ambulancen. Men redderen tager gerne imod min trøje, da temperaturen nu står på sommer, og køerne har græsset og skal drives videre til nærmeste vandhul.

Solen bager for alvor, og fluerne er infame. Jeg ser frem til aftenens lejrbål. For når solen går ned, forsvinder fluerne.