På opaljagt i outbacken

Byen langt ude i den australske outback er mere end et hul i jorden. Coober Pedy er tusind huller i jorden. Huller, som alverdens lykkejægere har boret for at finde de kostbare opaler.

Derude i outbacken, under den tørre, røde jord venter lykken – måske. Tusindvis af borehuller viser, at det ikke er så let endda, selv om Coober Pedy er et af verdens største opal-mine områder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Coober Pedy.

Historierne er mange og vidtløftige. Skæbnerne lige så talrige. Blakket fortid og lovløshed. Ingen spørger – og hvis man gør, kan man være sikker på at få endnu en historie, som er lige så langt fra sandheden, som alle de andre i Coober Pedy.

Se også: Slut med at bestige Ayers Rock

Minebyen ligger knap 850 kilometer nordøst for Adelaide, hovedstaden i South Australia. Langt ude i bushen på grænsen af civilisationen.

Her midt i den australske ødemark, hvor støvet ikke har den traditionelle røde farve, men er hvidt, pulverfint kalk fra boringerne i undergrunden, lever 2.500 mennesker i et samfund, der ikke ligner noget andet, men følger sine egne love i drømmen om den store opal-åre og en umådelig rigdom – eller måske med ønsket om bare at slippe væk fra det ene eller det andet.

Det var i 1915, en ekspedition af guldgravere fandt »sjove sten«, der viste sig at være opaler, i Coober Pedy. Eller »Cuuu-bibi«, som vores guide Günter Wagner med de tydelige tyske rødder siger.

Efter første fund strømmede folk til byen for at prøve lykken, og siden eksploderede minedriften, men nu i de senere år dey gået lidt tilbage igen i byen. Hvor der, da der var flest opalgravere i aktion, var omkring 5.000 indbyggere fra 50 forskellige lande i Coober Pedy, er der i øjeblikket kun det halve.
»60 procent af byens huse står tomme«, sukker Günter.

Opaljagt er hårdt arbejde under hårde betingelser, og det er hårde folk i Coober Pedy  – med bløde punkter. Det ser vi på kirkegården.

Her er for eksempel en gravsten med en lille hund på. En anden sten er prydet med navnet »Tiger«, og Günter fortæller, hvordan Tiger var en højtelsket kat, som ejeren fik udstoppet, da den døde. Da han år senere selv blev dødelig syg, forlangte han af sine venner, at den udstoppede Tiger skulle med i hans kiste, og det kom den naturligvis. Men vennerne blev alligevel overrasket, da gravstenen, som han selv havde bestilt, ankom med navnet »Tiger« på.

Andre gravsteder er pyntet med minegraverens værktøj, og en er forsynet med et stort øl-anker med påskriften »Ta’ en drink for mig.«

Historier om byens beboere svirrer også. Om Crocodile Harry og hans erobringer for eksempel. I hans hulehus var loftet tætpakket med dameundertøj, og de trofæer skabte respekt.

Günter fortæller, at Harry drak som et hul i jorden, men kun i tre uger ad gangen. Den fjerde uge spiste han sauerkraut, og det var helt sikkert derfor, at hans lever var som en nyfødt babys, da han for nogle år siden døde 81 år gammel.

Andre kan fortælle om en anden side af Harry. Han havde hang til at synge nazi-sange, når han blev fuld og var en djævel over for de piger, han fik fat i.

Sådan er det i Coober Pedy – Mange historier, men ingen kender hele sandheden.

Når man kommer med fly til Coober Pedy, ligner landskabet heller ikke noget, man har set før.
Byen er omgivet af tusindvis af huller og hvide kegler. Hullerne er cirkelrunde udborede minehuller, og keglerne sand og kalksten, som er boret ud og »suget« op at minehullet til en stor beholder, hvis indhold, når det tippes ud, danner de hvide kegler.

Det er livsfarligt at bevæge sig uden for veje og stier. Borehullerne, som er omkring en meter i diameter, dækkes nemlig ikke til, når minen ikke er i brug mere. Det vil være lige så farligt, hævder Günter. Give en falsk tryghed, når opfyldningen alligevel skrider sammen.

»Her advarer vi altid turisterne om, at de ikke må gå baglæns, når de skal tage fotos,« griner han.
Det er hårdt arbejde at være minearbejder. Når borehullet er mindst 25 meter dybt, kravler opalgraveren ned og undersøger hullets sider, og når der forhåbentlig er tegn på et opal-lag, fortsætter gravningen vandret. Hvis ikke må man i gang med et nyt hul.

Men opalgraverne fandt også ud af, at mens temperaturen i de hede sommermåneder kunne nærme sig de 50 grader oppe på jorden, var der mere køligt nede i minegangene. Og omvendt i vintermånederne, hvor temperaturen om natten kan falde til nær frysepunktet, var der stadig tempereret under jorden.

Derfor valgte de en kalkstensbakke, gravede en lodret mur ud og derefter en bolig ind i kalkstenslagene, og fik rum, der holder et temperatur omkring 24 grader året rundt. I dag er der tre kirker, et hotel og utallige boliger, der er »bygget« således.

75 pct. af byens beboere bor på den måde, fortæller Günter.

»Desert Cave Hotel« hedder hotellet, hvor 19 af de i alt 50 værelser på samme måde er gravet vandret ind i en bakke, mens de øvrige værelser er bygget ovenpå.

Der er buldrende mørkt i »undergrundsværelserne«, for der er kun en dør ud til lyset. Loft, gulv og vægge er sten – riflet efter graveredskaberne – og deres naturlige gyldne farve er dekoreret 70’er-kikset med en brunlig batik-agtig marmorering. Det er bestemt ikke kønt.

Indretningen er enkel. Mit værelse kan rumme en hel familie. Der er en stor dobbeltseng, en enkeltseng samt en sofa, der også kan slås ud. Der er TV og et stort  badeværelse. En elektrisk vifte sørger ud over ventilations-skorstenen for, at luften bliver skiftet lidt ud, og temperaturen er ganske rigtig aldeles behagelig.

Hotellet kalder sig fire-stjernet, men det er vist en tilsnigelse. En oplevelse er det imidlertid, at bo i en hule.

Byen har andre attraktioner, viser Günter. Golfbanen, hvor greenen er sort. Her er så tørt og varmt, at man kan glemme alt om græs. Det er sand og klipper det hele, men greenen er anlagt med en slags asfalt-grus, som bliver liggende,  når det blæser, og som ikke »smelter« under den hede sol.

Der er heller ikke langt ud til det berømte »Dog Fence« – det tusindvis af kilometer lange hegn, som desperate fåreavlere har bygget for at forhindre dingoerne i at komme fra nord ned til deres fåreflokke. Hegnet, hvoraf nogle dele af over 100 år gammelt, løber på tværs af hele det sydøstlige Australien og var oprindeligt 8.614 km langt. Men i 1980 blev det kortet ned til 5.500 km. Især de ældste dele af hegnet trænger til udskiftning, men det er dyrt, og der bruges i forvejen en halv mio. australske dollars om året på vedligeholdelse.

Der er også opal-museet ved siden af Desert Cave Hotel. Det viser hele opal-historien og har »miner«, man kan vandre igennem. Og der er arrangerede opalgravningsudflugter, hvor turisterne selv kan prøve lykken.
Og hvem ved, måske venter den i et hul i Coober Pedy.