Sydney set fra cykel

Når man begiver sig ud i Australiens største by på cykel, er man selv en seværdighed – men dog ikke så stor som det berømte operahus.

Operahuset er Sydneys største attraktion. Jørn Utzons enestående bygningsværk er også et foto eller syv værd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

I København skændes man om det rimelige i, at bilerne skal nedsætte hastigheden til 40 km/t af hensyn til cyklister og andre »bløde« trafikanter. I Australiens største by går det imidlertid helt af sig selv.

Se også: Vil forbyde topløs solbadning i Australien

Trafikken glider i forvejen jævnt og stille i gaderne, ikke meget mere end de diskuterede 40 km/t målt med mine øjne. Men måske virker det bare sådan, fordi her udvises et overordentlig stort hensyn til mig og mine medcyklister.

Vi er heller ikke så mange. Fire faktisk. Og vi vækker opsigt, som vi kører rundt i byen.
John fører an, peger, fortæller og slår ud med arme og ben tro mod sine nedarvede græske gener. Han er guiden på vores Bike-Tour til Sydneys Highligts. Bag ham kører to amerikanske turister, mor og teenagesøn, førstnævnte tydelig uvant på den tohjulede og sidstnævnte uden mange tanker for den øvrige trafik. Jeg slutter rækken af.

Inden vi kørte ud, fik jeg indstillet mountainbiken, der er forsynet med en turistventlig cykelkurv.

Strålende øjne
»Ja, jeg ved, at I danskere helst vil sidder ret op, når I cykler. Og jeres byer er fyldt med cykler. Det er sådan vi også skulle have det her,« sukkede John, mens han skruede på min cykels styr og sadel, og jeg fortalte om min egen derhjemme, som jeg bruger dagligt. En cykeltype beregnet til transport og ikke sport som dem i Austalien. Og da jeg derefter beskrev Christiania-cyklerne med kasser foran til børn og anden bagage, strålede hans øjne.

»Sidder børnene virkelig nede i en kasse. Hvor fantastisk. Sådan en cykel har jeg aldrig set. Jeg har set de andre, sådan én som din, for jeg har boet et år i Berlin.«
Men de tunge Christiania-cykler er nok ikke egnet til Sydney, selv om der blev anlagt cykelstier. For byen breder sig ud i et meget kuperet bagland, hvor selv min danske 7-gears »havelåge« ville få svært ved at magte stigningerne.

Promenade-stier
På vores sightseeingtur bevæger vi os imidlertid stort set kun vandret. Her er ikke brug for mountainbikens mange gear, og jeg kan afslappet sidde og nyde verdens nok smukkeste havneby.
Det meste af turen går ad promenadestier, og jeg behøver ikke bekymre mig om trafikken i den »forkerte« side. Første stop er udsigten til »det danske hus«, som John kalder operahuset i anledning af, at jeg er med på turen.

Jørn Utzons enestående bygningsværk er også et foto eller syv værd. Som vi bevæger os langs havnen forandrer det 67 meter høje operahus sig. Skyggerne kastes anderledes, vinklerne ændres. Man kan ikke blive træt af at kikke på det.

Men vi må videre, ind under byens andet vartegn, den store Harbour Bridge med otte vejbaner, to jernbaner og en cykel/gangsti. Et stålmonster med høje buer, som man kan vandre op på toppen af. Det må blive en anden dag.

Næste stop er i Walsh Bay, hvor kulturen holder til i de nu fredede lagerbygninger på de gamle pier. Her har bl.a. City Theatre Compagny adresse.

Hadet højhus
»Og mens I lige har set Sydneys mest elskede bygning, så er det der den mest hadede,« fortæller John og peger over vandet mod et firkantet højhus. Og kønt er det da bestemt heller ikke, som det rager umotiveret op midt i det hele.

En amerikansk arkitekt mente, at det var på tide, Sydney fik mere metropolstemning med højhuse og lejlighedsblokke. Projektet omfattede en række højhuse, men da »Blue Point Tower« stod færdigt, var protesterne så kraftige, at det blev stoppet. Det var i 70erne, og ingen ville bo i højhuset, fortæller John videre. Det endte med at blive et socialt boligbyggeri. Men siden har højhuset fået oprejsning. Det er nu – som typisk eksempel på tidens byggeri – blevet fredet og kan ikke rives ned. Men flertallet af byens borgere ser det stadig helst jævnet med jorden.

»Sådan er det også med forlystelsesparken derovre,« fortsætter John videre.
»Luna Park er fra 1940erne og datidens største forlystelsessted. Men efter en alvorlig uykke, hvor flere børn blev dræbt i rutsjebanen »Big Dipper« blev parken lukket. Den lå som et stille spøgelse i 20 år, og i den periode blev der bygget lejlighedblokke bag den, hvor folk har en forrygende udsigt fra deres altaner ud over havnen. Men for nogle år siden genåbnede Luna Park, dog uden »Big Dipper«, og der rejste sig et ramaskrig fra de folk, der nu pludselig havde råb, skrig og musik lige uden for deres altaner.
De ville have parken lukket igen. Men her fulgte bystyret flertallet, og Luna Park lever endnu.«
Sådan fortsætter vi vores tur.

Med sjove bemærkninger og anderledes iagttagelser, end de gængse guidebøger viser vej til.
Forbi en rundkørsel smykket med »kunst« – en rød bil kvast sammen af en kæmpe sten, og lidt efter kommer vi forbi et andet kunstværk – en høj søjle med en rede med et æg næsten større end reden på toppen – og videre ad »The Hungry Mile«, hvor de arbejdsløse under depressionen stod i kø for måske at få et job på havnen, og til Darling Harbour og Den Kinesiske Have – et grønt åndehul og en foræring fra den kinesiske stat 1987.
»Der var før oprøret på Den Himmelske Freds Plads,« bemærker John, inden han zig-zag’er gennem Chinatowns gågade op til »Paddys Marked«, hvor man skal prutte om priserne, belærer han os.

Mellem skinnerne
Her kommer vi ud i trafikken, og det er sikrest for os at køre midt på gaden mellem sporvogn-skinnerne, får vi at vide. Jeg skotter nu lidt nervøst over skulderen. En sporvogn kan jo ikke sådan overhale. Men vi kommer sikkert videre og stopper i en vejtunnel.
»Det er her, den berømte tunnelscene i Matrix-filmen blev optaget,« lyder det begejstret, inden vi er sadlen igen.

Woolloomooloo Bay
Vi krydser Hyde Park med monumenter og kører videre gennem Royal Botanic Gardens til bugten med det forrygende navn: Woolloomooloo Bay. Her ligger »Finger Wharf« – byens længste kaj på træpiller ud i vandet bygget i 1912, hvorfra man i 70 år har eksporteret uld. I dag er der lejligheder i mangemillion klassen, hotel og restauranter på Finger Wharf.

»Men der er også en »Harry Café de Wheels,« bemærker John. Det er en rullende café, en lokal variant af vores pølsevogne.

Og fortællingen går videre til den store offentlige swimmingpool på den modsatte side af bugten, der er et uofficielt bøssemødested, og historien om den dykker fra den australske flåde, der i januar ude i bugten fik sin ene arm spist af en haj.

Fruen længtes hjem
Vi runder bugten til Farm Cove og er ved at være gennem vores tre timer lange rundtur til byens højdepunkter. På det sidste tur ad promenaden langs vandkanten kommer vi forbi Mrs. Mcquaries Chair – guvernørfruen, der sad her i 1816 og længtes hjem til civilisationen.

I dag er der en forrygende udsigt til det, den tidligere straffekoloni har bedrevet siden: til Sydney Opera House og til Sidney Harbour Bridge – som vi nu fra den modsatte side kan se på én gang.
Cyklerne parkeres, og kameraerne må op af cykelkurven endnu engang.