Højere jobfradrag har flere ulemper

Et større jobfradrag vil gøre det økonomisk mere interessant at tage et arbejde, men hvis fradraget skal målrettes små indkomster, vil det øge marginalskatten på større indkomster og dermed gøre mere skade end gavn, viser ny analyse.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Den økonomiske gevinst ved at tage et arbejde vil stige betydeligt, hvis det særlige jobfradrag blev sat op og målrettet de laveste indkomster via indkomstaftrapning af jobfradraget. Men samlet vil et større jobfradrag reducere udbuddet af arbejdskraft og derfor gøre mere skade end gavn, viser ny analyse.

I dag er jobfradraget på 8,05 procent. Det kan dog højst udgøre 26.800 kroner, hvis man har en årlig indkomst på 332.920 kroner.

Jobfradraget er et ligningsmæssigt fradrag, så værdien af fradraget efter skat er samlet set 8.576 kroner i en typisk kommune, eller 714 kroner om måneden, hvis man tjener 332.920 kroner.

Men nu har tænketanken CEPOS regnet på, hvad der vil ske, hvis man brugte 4,5 milliarder kroner på at øge jobfradraget i en særlig model, hvor jobfradraget trappes af for indkomster over 250.000 kroner.

Det er et forslag, som har været anbefalet af flere i valgkampen, hvor debatten om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde har indtaget en vigtig rolle.

For denne sum penge på 4,5 milliarder kroner kan jobfradraget hæves med ni procent­point til 17,05 procent dog med et maksimum på 22.500 kroner ved en indkomst på 250.000 kroner.

Det vil give en person med denne indkomst et jobfradrag på 42.625 kroner, eller 13.640 kroner efter skat. Det vil være 7.200 kroner mere efter skat end i dag og give en relativt lavtlønnet 600 kroner mere om måneden til forbrug.

I den model, som CEPOS analyserer, trappes jobfradraget af fra indkomster over 250.000 kroner og forsvinder helt ved en indkomst på 375.000 kroner. På den måde målrettes fradraget mest muligt mod lave indkomster, så den økonomiske fordel ved at komme i arbejde bliver så stor som muligt.

Hvis man brugte de samme penge på at øge det eksisterende jobfradrag, som ikke aftrappes og derfor tilfalder alle i arbejde, ville gevinsten for en person med en løn­indkomst på 250.000 kroner kun være 2.300 kroner, eller 191 kroner om måneden.

Højere marginalskat

Så med en aftrapning får man givet mest muligt til de laveste indkomster. Alligevel er det knap så god en idé – set ud fra en rent økonomisk betragtning.

Marginalskatten vil godt nok falde med 2,6 procentpoint op til indkomster på 250.000 kroner, men den vil stige med 5,2 procentpoint i det interval mellem 250.000 og 375.000 kroner, hvor jobfradraget trappes af.

»I det sidste interval, hvor marginal­skatten stiger, er der 850.000 personer, som får reduceret tilskyndelsen til at arbejde ekstra. Det bidrager til at reducere arbejdstiden svarende til 7.000 personer. Omvendt bliver det mere attraktivt at deltage på arbejdsmarkedet. Det øger beskæftigelsen med 3.000 personer. Samlet set falder arbejdsindsatsen svarende til 4.000 personer, hvis man indfører et jobfradrag, der bliver aftrappet i takt med stigende indkomst,« siger chef­økonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.

Han tilføjer, at et jobfradrag, der indeholder en indkomstaftrapning, vil have en samlet negativ effekt på arbejds­udbuddet. Det skyldes den højere marginalskat i aftrapnings­intervallet, som reducerer tilskyndelsen til at arbejde flere timer og svækker lysten til at opkvalificere sig eksempelvis fra ufaglært til faglært.

»Derfor er det bedre at sænke andre skatter – eller sænke de offentlige velfærdsydelser som dagpenge eller kontanthjælp – end at øge jobfradraget,« vurderer Mads Lundby Hansen.