Historisk sammenbrud i industriens eksportordrer

En nedsmeltning af den danske industrieksport er i gang. Antallet af nye eksportordrer faldt med markante 23,4 pct. i september til november sidste år, og det betegnes af økonomer som et »historisk sammenbrud«.

Læs mere
Fold sammen
Faldet indikerer en samlet dansk eksportnedgang på op til 20 pct. i år. De nye tal fremgår af Danmarks Statistiks nye tal for industri-produktionen, som blev -offentliggjort i går. Det skriver dagbladet Børsen tirsdag.

Ifølge cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen er der tale om et historisk sammenbrud i industriens eksportordrer.

»Det største fald i eksport-ordrer, siden statistikken blev indført i 1985, vidner om, at danske virksomheder er gået en særdeles svær tid i møde,« siger han. Cheføkonomen mener, at faldet i ordretilgangen peger i retning af et dansk eksportfald på i gennemsnit 15 - 20 pct i 2009.

Stærkt bekymrende
Jacob Warburg, cheføkonom i Danmarks Eksportråd, finder også de nye tal stærkt bekymrende og ser dem som en klar forværring af det ellers allerede særdeles dystre billede af eksportudsigten, som rådets økonomer hidtil har tegnet.

»Nedturen er helt klart værre end ventet, både hvad angår dybden og den hastighed, som den er kommet med,« siger han til Børsen.

Ritzau