Det røde København bliver bare rødere og rødere

København har været socialdemokratisk ledet i et århundrede. Men storbyen er ved at gå fra klassisk rødt til yderliggående venstrefløjsrødt båret af en kreativ klasse, der i modsætning til gamle dages borgerskab stemmer venstreorienteret. Dette borgerskab kan ende med at få en brat opvågnen efter kommunalvalget 16. november, hvis Enhedslisten går voldsomt frem. Det gælder både i København – og på Frederiksberg.

Københavns Rådhus på Rådhuspladsen i København, tirsdag den 14. april 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er selv omgivet af dem herude på Østerbro i København, hvor jeg har mit hjem: Velbeslåede borgere, som i en eller anden form er venstreorienterede. Østerbro er trods alt det sted i Danmark, hvor den værdipolitiske venstrefløj bestående af De Radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet fik halvdelen af stemmerne ved folketingsvalget i 2019.

Jeg tror ikke, hverken Østerbro eller København er blevet mindre rød siden. Selv Frederiksberg, den gamle konservative højborg, står måske for fald ved det kommende kommunalvalg. De Konservative har let vigende vælgertilslutning, som tilfældet har været gennem årtier. Lad os se, om partiets nationale genoprejsning kan modvirke det.

Mere opsigtsvækkende er det, at Enhedslisten er ved at blive et stort parti på Frederiksberg, anført af Pelle Dragsted. Hvem kunne forestille sig det: At kommunismen, eller det der ligner, ville indtage Allégades fine, gamle familiehaver? Hvad er det dog for noget?

Det minder mig lidt om, da jeg som dreng i Thy sad hjemme hos en klassekammerats forældre, som var gode borgerlige til den reaktionære side, og som iagttog sædernes forfald:

»Ét er, at der er en socialdemokrat her og der, men SFere og det, der er værre,« surmulede faderen, og man forstod ham, for det var i de år, hippier rykkede vestpå til Thy-lejren og andre fællesskaber midt i det mest konservative Vestjylland.

Kunne han have skuet nogle årtier frem, min klassekammerats far, ville han have været helt tryg. Socialisterne overtog aldrig Thy. Men fra midten af 90erne har de i stigende grad siddet bastant på storbyerne. Og allermest København, det inderste af hovedstaden, selve kernekommunen med knap 650.000 indbyggere og dermed ti procent af landets samlede befolkning. And counting.

Det er sjovt. I gamle dage var opdelingen i rød/blå og fattig/rig mere forudsigelig end i dag. De fattige var røde. De rige var blå. Sådan helt stereotypt udkrystalliseret i skibsværftsarbejderen fra Sydhavnen over for grossereren fra Gentofte. Det velstående Danmark var det borgerlige Danmark, mens det fattige eller opadstræbende lavere middelklasse-Danmark var det røde Danmark – i diverse toninger.

I København mest i den socialdemokratiske toning. Socialdemokratiet har siddet på overborgmesterposten, siden den blev oprettet i 1938, og i mange årtier var København, i lighed med Aarhus og Aalborg, uantastede socialdemokratiske bastioner. Det er ikke, fordi København har en gloriøs, borgerlig nyere fortid, der får ånder som mig til at hendåne i nostalgi.

Men der er sket noget med storbyens venstreorienterethed, som følger demografien. Op gennem 90erne, 00erne og 10erne ændrede det gamle billede sig: Den kreative klasse rykkede ind i storbyerne, mens udkantsområderne blev tømt for funktioner. Jeg ved ikke, om Lars Løkke Rasmussen indså, hvad hans kommunalreform i 00erne bidrog til, men på et par årtier eller tre var virkeligheden vendt om: Nu var det venstrefløjen, der indtog bastionerne, cafeerne, salonerne og de dyre boliger i storbyen – vi kender allesammen klicheerne. Andre dele af Danmark blev derimod mere fast forankret i en borgerlig, konservativ, ja, nationalkonservativ retning. Det gule Danmarks DF-sejr i det sydlige Jylland var et eksempel på det,

Siden er udviklingen udfordret på ny af Socialdemokratiets redefinition af sig selv som den faglærte arbejders parti under Mette Frederiksen. Socialdemokratiet er blevet provinsens, decentraliseringens og produktionsdanmarks bannerfører, Hvor S før stod stærkt på fabrikkerne i storbyen, står de nu næsten lige så stærkt i produktionsvirksomhederne i Jylland.

Men hvor efterlader det storbyen? Hvor efterlader det København? Indtil videre ser det ud som om, det bliver i den mere ekstreme venstrefløjs greb. Der er en reel risiko for, at Sophie Hæstorp Andersens S-liste får færre stemmer end Line Barfods Enhedsliste i Københavns Kommune ved det kommunalvalg, der nu er mindre end en måned til. Lige som Enhedslisten som nævnt kan komme til at stå stærkt på selveste konservatismens højborg, Frederiksberg.

Sker det, kan storbyens let venstresnoede bedsteborgere – alle dem, jeg også selv er omgivet af herude på Østerbro – vågne brat op til en ny virkelighed, hvor deres velerhvervede privilegier vil være under angreb fra en yderfløj, der ikke har noget til overs for hverken ejendomsretten til den velbeliggende bolig, byens erhvervsudvikling, tilgængeligheden til elbilen nede på gaden, kommunens økonomi, opgøret med dyre og ineffektive integrationsprojekter, øgede krav til jobcentrene eller en kontrolleret kommunal skatteprocent.

17. november om morgenen kan blive en dyr opvågnen til socialismens brutale realiteter for byens pæne, lyserøde borgerskab.