Tyske jøder: Flygtningestrømmen skal stoppes for at bremse jødehad

Et kontroversielt budskab fra formanden for Tysklands jødiske centralråd har udløst vild debat.

Også blandt jøder er har formanden for det jødiske centralråds udtalelser skabt voldsom debat. Her ved en demonstration i Berlin. »Flygtninge er velkomne«, står der på hebræisk. Foto: Stefan Boness Fold sammen
Læs mere

Tyske jøder frygter, at flygtningestrømmen vil medføre en stigende antisemitisme i Tyskland. Sådan lyder det tilsyneladende kontroversielle budskab fra Josef Schuster, der er formand for det jødiske centralråd i Tyskland.

»Flygtningestrømmene har to sider. Vi må være opmærksomme på begge,« siger Josef Schuster i et interview med avisen Die Welt.

»Mange af flygtningene flygter fra Islamisk Stat og deres terror og ønsker at leve i fred og frihed. Men samtidig stammer de fra kulturer, hvor intolerance og hadet til jøder er en fast bestanddel. Tænk ikke kun på jøderne, men på ligestillingen mellem mand og kvinde eller på omgangen med homoseksuelle.«

Netop på grund af frygten for antisemitisme går Josef Schuster i rette med den tyske regerings asylpolitik. Trods øget pres fra egne rækker og fra søsterpartiet CSU i Bayern afviser kansler Angela Merkel fortsat at fastsætte en øvre grænse for antallet af asylsøgere i Tyskland.

Som det seneste har Angela Merkel og CDU talt for indførelse af internationale flygtningekvoter som en måde at begrænse tilstrømningen af flygtninge til Tyskland. Det er imidlertid ikke en løsning, der støder på forståelse hos formanden for det jødiske centralråd.

»På kortere eller længere sigt kommer vi ikke udenom øvre grænser,« siger Josef Schuster til Die Welt:

»Hvis det fortsætter sådan som hidtil, vil det blive stadigt sværere at formidle vores værdier. En vellykket integration er også vigtig for de jødiske menigheder i Tyskland.«

Minder om Pegida

Schusters udtalelser og ikke mindst hans anbefalinger til tysk udlændingepolitik har vakt opsigt i Tyskland, hvor debatten om flygtningekrisen i forvejen er anspændt.

Såvel oppositionspolitikere fra Die Linke og De Grønne som socialdemokrater har afvist Josef Schusters krav som uspiselig højrepopulisme.

I den venstreorienterede avis TAZ slår en yngre rabbinerstuderende Josef Schusters udtalelser i hartkorn med den islamkritiske Pegida-bevægelse.

»I Tyskland har der indtil nu været konkrete kræfter, der har gjort sig til talsmand for en øvre grænse for flygtninge: de højrepopulistiske partier Alternative für Deutschland og CSU såvel som Pegida-bevægelsen. Sidstnævnte består af racister, der udgiver sig for at være bekymrede borgere. Nu er Jødernes Centralråd også at finde i dette ildevarslende selskab«, skriver Armin Langer.

I Pegida selv er man heller ikke i tvivl om åndsfællesskabet.

»Hvis jeg havde sagt den sætning, som Schuster sagde, ville jeg være blevet anklaget for hetz mod folkeslag,« siger Pegida-stifteren Lutz Bachmann.

På kanten af den tyske grundlov

Også fra tyske muslimer lyder der kritik af Josef Schusters udmelding. Aiman Mazyek fra Muslimernes Centralråd i Tyskland mener, at Josef Schuster bevæger sig på kanten af den tyske grundlov, når han foreslår øvre grænser for asylsøgere i Tyskland.

Samtidig afviser Aiman Mazyek, at flere flygtninge indebærer en risiko for øget antisemitisme i Tyskland.

»Efter min mening er det ikke korrekt«, siger Mazyek til Deutschlandradio.

I Die Welt afviser Josef Schuster, at der er tale om et generelt problem med islam som religion:

»Når jeg ser på de steder og lande i Europa, hvor der er de største problemer, kan man komme til den følgeslutning, at det ikke handler om religiøst problem, men om et etnisk.«

Ifølge Die Welt sigter Josef Schuster dermed først og fremmest til problemer med antisemitisme i arabisk kultur.