»Vi ønsker altså ikke et nyt 3. rige«

I Ungarn har det yderligtgående højreparti Jobbik vundet stor opbakning med en kompromisløs kurs over for romaer og jøder. Unge Miklos stemmer Jobbik og mener, at partiet er langt bedre end sit rygte.

Formanden for det ungarnske nationalistparti JOBBIK, Gabo Vona, under en tale i Budapest. Fold sammen
Læs mere
Foto: ATTILA KISBENEDEK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BUDAPEST: Miklos bevæger sig hjemmevant rundt mellem bronzebuster og øldrikkende kammerater i universitetsparken i centrum af Budapest. Han sætter sig på en bænk lidt afsides og tænder endnu en cigaret.

»Det var her, hele ideen om Jobbik begyndte,« siger han og indleder historien om, hvordan en gruppe historiestuderende i 2003 stiftede partiet med ønsket om at »beskytte ungarske værdier og interesser«.

»Jobbik er det eneste parti, der kan give Ungarn selvrespekten tilbage. De er med til at passe på vores kultur,« siger han.

Miklos’ fortælling er noget mere moderat end de Jobbik-historier, der over de seneste år er blevet fortalt i europæiske medier. I disse historier har omdrejningspunkterne oftest været partiets udfald mod minoriteter: Jobbik-medlemmer har angrebet en romalandsby. Én af partiets ledere har igen benægtet Holocaust. Jobbik har tætte forbindelser til den voldelige milits Den Ungarske Garde.

Trods den dårlige udenlandske omtale stiger den hjemlige opbakning til Jobbik ved valg efter valg. Ved det seneste parlamentsvalg i 2014 fik partiet 21 procent af stemmerne og blev tredjestørst efter premierminister Viktor Orbáns regerende Fidesz-parti og socialisterne fra MSZP.

Jobbiks største vælgergruppe er mænd under 30 år. Den 22-årige historiestuderende Miklos er en af disse unge mænd, som har fundet sit politiske ståsted hos Jobbik på den yderste højrefløj. Helt derude hvor iagttagere og politiske modstandere ikke er bange for at nævne partiet i samme sætning som nynazisme, fascisme eller antisemitisme. Når man præsenterer disse politiske mærkater for Miklos, lukker han øjnene og tager en dyb indånding.

»Det er bare propaganda fra vest. Jeg er stolt af at være ungarer, og derfor stemmer jeg på Jobbik. Men jeg er ikke nogen radikal ekstremist. Jeg er ikke spor anderledes end en franskmand, der er stolt af at komme fra Frankrig,« siger han.

Bevidste provokationer

I november 2012 indtog Jobbiks næstformand, Marton Gyongyosi, talerstolen i parlamentet og krævede, at regeringen straks udarbejdede en liste over jøder, som »udgør en national trussel«. Få måneder forinden havde Jobbik præsenteret et lovforslag, som ville straffe »udbredelse af homoseksualitet« med op til otte års fængsel. Samme sommer marcherede 1.000 Jobbik-tilhængere gennem landsbyen Devecer, som har et stort mindretal af romaer. Tilhængerne kastede flasker og sten mod romaernes huse, mens de blandt andet råbte:

»I ender jeres dage her.«

Den slags episoder har fået de øvrige partier og mange ungarere til både at ryste på hovedet og i bukserne. Men for Jobbik giver angrebene mening. De har haft en bevidst plan om at provokere deres tre foretrukne syndebukke: jøder, romaer og homoseksuelle. Det fortæller Peter Krekó, der er forskningsdirektør i den ungarske tænketank Political Capital, hvor han studerer Jobbiks fremgang.

»De spiller på fordommene i befolkningen. Antisemitisme og ikke mindst had til romaerne har stor opbakning i visse dele af befolkningen,« siger han og uddyber Jobbiks strategi:

»Ethvert yderligtgående højreparti har brug for at skabe et fjendebillede, som klart kan defineres ud fra etnicitet eller nationalitet. I Ungarn har vi ikke et muslimsk mindretal, som I har i Danmark. Men romaerne udgør omkring seks procent af befolkningen, og de er meget dårligt integrerede. De er oplagte syndebukke.«

»Mange gode, men også dårlige, ideer«

Da Jobbik-tilhængerne chikanerede romaerne i Devecer, fulgte Miklos med derhjemme foran fjernsynet. Han kunne ikke lide, hvad han så.

»Nogle gange tænker jeg: Hvad er det for et parti, jeg stemmer på? Jobbik har mange gode ideer, men de har også nogle dårlige. Partiet er ikke topstyret, og nogle gange vil der være nogen, der dummer sig,« siger han.

Miklos er uenig i Jobbiks hårdhændede metoder, men mener på den anden side ikke, at regeringspartiet Fidesz, har gjort i nærheden af nok for at tackle problemerne med romaerne. Arbejdsløsheden blandt romaerne anslås til at ligge på omkring 70 procent.

»Hovedproblemet er, at de ikke arbejder. De har et skønt liv. De sidder hjemme og ser TV og drikker øl. Og staten giver dem penge. Vi bliver nødt til at integrere dem i samfundet. Ellers skaber de utryghed,« siger Miklos og fortæller, at han ikke selv tør færdes i de dele af Budapest, som han kalder »romaghettoer«.

Vinder på regeringens nedtur

At Jobbik har mødt opbakning blandt den ungarske befolkning, kan der ikke være tvivl om. Men man bør ikke konkludere, at alle Jobbiks vælgere deler partiets mest yderliggående synspunkter, mener Peter Krekó.

Opbakningen skal også ses som en protest mod Ungarns øvrige politiske etablissement. Premierminister Orbans parti, Fidesz, sad i fem år på flere end to tredjedele af mandaterne i parlamentet, som er den magiske grænse, der nærmest har givet Orban carte blanche til at få vedtaget de lovforslag, det passede ham, og nu har ungarerne efterhånden fået nok. Senest fyldte demonstranter Budapests gader i utilfredshed over en varslet skat på internetforbrug.

I samme periode er fremtrædende politikere fra både Fidesz og det tidligere regeringsparti MSZP sluppet ustraffet fra flere større korruptionssager. Det har vakt vrede hos mange vælgere, blandt andre Miklos.

»Både Fidesz og MSZP har siddet på magten længe. Deres politikere har gået i skole sammen, er blevet venner, og nu dækker de over hinanden,« siger han.

Over de seneste måneder har vælgerne straffet Fidesz ved et par mindre, lokale valg, hvor der har været parlamentsmandater på spil. I dag er flertallet på to tredjedele forsvundet, og Fidesz fortsætter med at bløde vælgere. Det er først og fremmest Jobbik, der samler dem op.

»Det er det eneste parti, der ikke har siddet ved magten i nyere tid. Jobbik kommer med nye ansigter og med et blankt stykke papir,« siger Peter Krekó.

Eftersom Jobbik stort set aldrig er blevet inviteret indenfor til forhandlinger med de øvrige partier i parlamentet, er det begrænset, hvor meget ungarerne egentlig kender til deres politik på mange områder. Hvis et politisk program overhovedet findes, er det helt bevidst, at Jobbik lader det ligge i skuffen, mener Peter Krekó.

»Jobbik er som et tomt kar, som vælgerne kan putte deres håb og drømme ned i.«

Nyt omdømme

For få måneder siden blev Jobbiks popularitet manifesteret på ny. Et parlamentsmedlem fra Tapolca-kredsen i det vestlige Ungarn var afgået ved døden, og ved det ekstraordinære valg midt i april, hvor hans afløser skulle findes, besejrede Jobbiks kandidat overraskende rivalen fra Fidesz. For første gang nogensinde endte Jobbik som det største parti i én af Ungarns 106 valgkredse og sikrede sig samtidigt sit 24. mandat i parlamentet.

Lige så overraskende som den klare valgsejr var det, at Jobbik nærmest ikke nævnte romaerne med ét ord i den forudgående valgkamp. Det var dog ikke tilfældigt.

»Jobbik er i gang med en omstilling. Man vil gerne af med sit ry som nynazistisk. Det er inde på midten, at de kan få flere stemmer. Vælgerne yderst til højre ved jo godt, hvor de har Jobbik,« lyder det fra Peter Krekó.

Bestræbelserne på at forbedre Jobbiks omdømme har stået på i et par år. Først forsøgte toppen af partiet at kappe båndene til den nynazistiske milits, Den Ungarske Garde, som Jobbiks formand, Gábor Vona, tidligere selv har været leder af. Op til valget i 2014 kunne man så i flere annoncer se selv samme formand posere med en kælen kat i favnen. Den midtsøgende stil ser ud til at overbevise vælgerne, og Peter Krekó tør ikke sætte et loft over, hvor stor Jobbik kan blive.

»Vælgerne ser ikke længere Jobbik som et ekstremt parti. Jeg vil ikke udelukke, at det kan blive det største i Ungarn,« siger han.

Spørgsmålet er så, om den nye stil er udtryk for et reelt kursskifte, eller om det blot handler om at overbevise tvivlende vælgere. Peter Krekó hælder til det sidstnævnte.

»Personerne i toppen af partiet er jo stort set de samme som for ti år tiden. Jeg har svært ved at forestille mig, at de skulle have ændret deres synspunkter.«

Tilbage i universitetsparken forstår Miklos ikke, at Jobbiks fremgang nogle steder vækker bekymring.

»Der vil ikke ske noget med jøderne. Romaerne skal ikke uddrives. Vi er et demokrati. Et civiliseret samfund. Vi ønsker altså ikke et nyt tredje rige,« siger han.

Miklos ønsker ikke sit fulde navn i avisen, da han frygter, at det kan skade hans chancer for at få et job i udlandet, hvis en fremtidig arbejdsgiver kender hans politiske sympatier. Miklos’ rigtige navn er redaktionen bekendt.

Gábor Vona. Foto: Attila Kisbenedek Fold sammen
Læs mere