Den hyggelige Hitler

Det var en sex-skandale, som skulle have fældet Adolf Hitler og hans naziparti – og Hitler troede selv, at han var færdig. Men historiens måske mest succesfulde spinkampagne genskabte ham, fortæller ny bog.

Et postkort fra 1940 viser Adolf Hiltler, som spiser kirsebær med med en lille pige i privaten »Berghof« på Obersalzberg tæt ved den østrigske grænse. Foto: Berliner Verlag Fold sammen
Læs mere

Ét dødsfald betyder måske ikke det store i historien om en mand med millioner af dødsfald på samvittigheden. Men det ene dødsfald var dødsfaldet, som kunne have forhindret de andre.

For Geli Raubals selvmord i 1931 var en sex-skandale, som truede med at fælde Adolf Hitler. Hvis man ikke kunne betro ham en ung kvinde, hvordan skulle man så kunne betro ham en nation?

Hitler vidste selv, at den var gal. »Det hele er forbi,« hulkede han til sin personlige adjudant.

Hvordan kom Adolf Hitler ud af den knibe?

En ny bog giver svaret – og et ganske overset svar med aktuel ræsonnans – og det handler om verdenshistoriens måske mest ulykkeligt vellykkede spin. I »Hitler at Home« fortæller den amerikanske professor Despina Stratigakos om, hvordan nazisterne efter Raubals død søsatte en storslået kampagne, som forvandlede billedet af Adolf Hitler fra en rablende radikal retoriker til en hyggebørge, der var god ved børn og dyr og havde læst alle 6.000 bøger i sit bibliotek. Så effektiv var kampagnen, at ikke blot tyskerne faldt for den, det gjorde udlandet også. Store amerikanske og britiske medier beskrev Hitler som en i bund og grund god mand med gode hensigter og gjorde en underlig fisk af en fallent umiddelbart relaterbar. Uden den vellykkede afvæbningskampagne ville Hitler formentlig aldrig være blevet Hitler.

Sjældent er en mere umage mand steget op af folkedybet og blevet dets fører. Adolf Hitler blev kasseret på kunstskolen og boede på et mandeherberg, han kæmpede sig gennem fire års verdenskrig uden at blive til andet end korporal, han forsøgte et statskup og endte i fængsel, han skrev en ulæselig bog, hans retoriske fremtoning var delirisk, og hans privatliv var bizart. Han var en ungkarl, som kun blev set i selskab med andre mænd, og nogle af de pågældende mænd var endnu mere aparte end Føreren.

De tyske vælgere var ikke blinde over for Hitlers besynderligheder, men ind til begyndelsen af 1930erne overtrumfede deres mistro til det eksisterende mistroen til Hitler, som Stratigakos viser i sin bog. Men så kom historien om Geli Raubal i 1931, og den landede ikke i et vacuum.

Nazipartiet var ved valget i 1930 blevet det næststørste i Rigsdagen, og pludselig var det ikke godt nok at være genstand for den mindst ringe af to slags mistro; nu handlede det om at være det modsatte, og den transformation gik mildest talt ikke godt. Münchener Post havde siden sommeren 1930 kørt en serie artikler om inderkredsen i partiet og bl.a. afsløret den magtfulde leder af partikorpset SA som en promiskuøs homoseksuel, og Geli Raubal-sagen syntes at bekræfte, at noget var helt galt i partiet.

Boede sammen med sin halvniece

Raubal var Hitlers halvniece, og i hemmelighed boede hun med ham i hans herskabslejlighed i München. Det var i sig selv slemt nok, at Hitler boede sammen med sin halvsøsters datter, som var 19 år yngre end ham, men endnu værre var det, at hun 18. september 1931 blev fundet død i lejligheden.

Politiet erklærede hurtigt dødsfaldet for et selvmord – hun havde skudt sig med Hitlers pistol, en 6.65 mm Walther – men et par dage senere rejste Münchener Post tvivl om politiets erklæring. Selvmordet var en »mystisk affære,« og avisen beskrev, hvordan Hitler og den 23-årige Raubal havde haft et stormfuldt forhold. 18. september skændtes de igen, hun ville flytte til Wien og væk fra Hitler, og han sagde nej. Hun skulle blive, hvor hun var. Avisen skrev også, at hendes næse var brækket, og at hun havde andre kvæstelser. Kort efter fugte andre aviser op med endnu værre historier, bl.a. Berlin Neue Montagszeitung og Die Fanfare. Raubal havde længe været Hitlers elskerinde, men til sidst kunne hun ikke klare hans perversiteter længere, og hun kunne heller ikke klare den måde, som Hitler isolerede hende på. Hun var hans fange i lejligheden i München. Og – hed det – selvmord var ikke noget nyt omkring Hitler, som i 1920erne havde en 16-årig elskerinde, der hængte sig og kun i sidste øjeblik blev fundet og skåret ned.

Afsløringerne gik som en steppebrand gennem Tyskland, de syntes at legitimere ethvert rygte om og enhver frygt for Hitler, sådan som forfatteren Ron Rosenbaum har beskrevet i bogen »Explaining Hitler«. Hitler fremstod til sidst som en perverteret leder af en depraveret sammensværgelse. Det var slut, erkendte Hitler over for sin adjudant. Han og hans naziparti var ved vejs ende.

Så tæt var det på at gå galt eller rettere – gå godt. Hitler og hans parti kunne på det tidspunkt være landet på historiens mødding.

Men i de følgende måneder indså nazi-strategerne, at Hitlers hidtidige appel nu var et problem. Hans tilværelse havde været fuld af blod, spyt og ulykker, og han førte sig som en mand, der kom direkte fra livets sumpede skyttegrav. Det duede ikke længere, hans image skulle i dén grad tæmmes, og det var, hvad der skete.

»Den Hitler, som ingen kender«

Despina Stratigakos skriver ikke, hvem der stod bag, men hun beskriver, hvad der skete. Nogle få måneder efter Raubals død udsendte Hitlers hoffotograf, Heinrich Hoffmann, en billedbog med titlen »Den Hitler, som ingen kender«. her var der billeder af Hitler, der strøg småbørn over kinden og fodrede dådyrkid. Her var der billeder af den almindelige Hitler, som slappede af i et solstrejf, og af Hitler, som delte en madpakke med almindelige tyskere. Og for de tungnemme gjorde billedteksterne resten af arbejdet. F.eks. denne under et billede af Hitler og en lille pige: »Han elsker børnene næsten lige så meget, som de elsker ham.«

Partiets ungdomsleder, Baldur von Schirach, skrev forordet, og mellem linjerne kunne man læse en erkendelse af problemet med Hitlers hidtidige image. Schirach fremhævede de to dominerende kvaliteter, som enhver læser skulle lære at kende – »Hitlers styrke og godhed«.

»Hitlers hemmelighed vil blive tydelig for alle, der læser denne bog med et åbent hjerte,« og »hemmeligheden« er, at han »ikke bare er en medrivende taler, men også et stort og godt menneske« – og et spartansk og ydmygt menneske. »Han ryger ikke, han drikker ikke, og han er vegetar. Han kunne aldrig drømme om at tvinge andre til at følge sine kostregler, men han følger dem selv nøje«. Og når Hitler skulle slappe af fra sit utrættelige politiske arbejde, slappede han af på en ordentlig måde. »Hans største fornøjelse er hans bibliotek med 6.000 bøger, som han ikke bare har skimmet, men faktisk læst.«

Billedbogen solgte og solgte – den rundede hurtigt et oplag på 400.000, og millioner læste den – og den var stærkt medvirkende til at spinne Hitler til en anden og godartet Hitler.

Arkitektur var en anden og lige så overset faktor i omkalfatringen af Hitler, skriver Stratigakos, der hiver arkitektægteparret Paul og Gerdy Troost frem fra glemslen. Paul døde i 1934, men Gerdy Troost fortsatte hans arbejde med at gøre Hitlers hjem i Berlin og ikke mindst hans bayeriske bjergresidens, Berghof, til et udstillingsstykke af civilitet og kultur.

Statsledere besøger Berghof

Hitlers spinmestre havde enestående succes med at invitere tyske skeptikere og internationale statsledere og journalister på besøg på Berghof, og Stratigakos sandsynliggør, hvordan selve Berghofs simple, men udtryksfulde artikektur gjorde meget af arbejdet. Det var ikke et tilfælde, at det var her, at den britiske premierminister Neville Chamberlain i 1938 blev overbevist om, at Hitler var en mand, som ville »fred i vor tid,« og store medier faldt også for budskabet.

Estimerede medier som The New York Times og Life, populærmedier som Homes and Gardens og nichemedier som American Kennel Gazette faldbød den samme Hitler til deres læsere, en godhjertet og menneskelig Hitler. Mens hans fly bombede Guernica, mens hans stormtropper slog sig løs på Krystalnatten, mens hans soldater marchede ind i Sudeterlandet og selv efter overfaldet på Polen skrev de om en »genert, ydmyg og beskeden mand,« som spiste en simpel morgenmad bestående af »havregryn, mælk, brød og ost«, som ikke elskede noget bedre end gåture i bjergene og stikkelsesbærtærte, og som inviterede almindelige tyskere hjem til en kaminpassiar for at få den ufiltrerede sandhed om rigets tilstand.

Når kansler Hitler var i sin bjergresidens i de bayerske alper, sneg han sig somme tider ned til en nærliggende landsby, han bankede på døren til husene, og han gik ind for at tale med beboerne for at lytte til dem og give dem opskriften på kartoffelpandekager, og som en junker passede han på sine undersåtter, skrev det amerikanske magasin Current History f.eks.

Spinkampagnen var i dén grad lykkedes.

Set i bakspejlet kan det undre, at samtiden så længe ignorerede den grimme Hitler – Hitler fra »Mein Kampf«, Geli Raubals halvonkel? »Hitler at Home« giver en overbevisende forklaring på, hvordan verdenshistoriens måske mest vellykkede – og mest vildledende – spinkampagne tog blod, spyt og ulykker ud af Hitler og begravede ham i et vatlandskab af godhed.

Vi kan så trøste os med, at den slags ikke kan ske i dag, fordi historien netop har skærpet vores kritiske sans. Eller hvad?

Problemet er, at effekten af spin ikke kun afhænger af eksistensen af spin, den afhænger i lige så høj grad af villigheden til at tro på spin. Mellemkrigstidens Europa var et krigstræt – et fredshungrende – Europa, og samtiden valgte at tro på Hitlers spin om det gode menneske fra Berghof frem for sine øjne og ører.

Vi kan gentage de samme fejl

Sådan en villet naivitet er uafhængig af tid og rum, som den franske filosof Bernard-Henry Lévy beskrev i en kronik i sidste uge. Han opregnede alle de truende udtalelser og initiativer, som den russiske præsident Putin er kommet med, og han spurgte, hvorfor vi ikke tog dem alvorligt – og hvorfor der i stedet i Vesteuropa var opstået en »femtekolonne … et politisk Putin-parti?«

Hans svar var ikke, at vi ikke kunne høre eller se, men at vi valgte ikke at høre og se. Og desværre er dét ikke noget nyt, konkluderede han: »Fortidens erfaringer kan forblive tragisk glemte, og vi kan gentage de samme fejl og den sammede villede uvidenhed. Historien kan så gentage sig. Og ulykkeligvis ikke som en farce.«

Despina Stratigakos’ »Hitler at Home« er udkommet på Yale University Press.