Hitlers sidste angreb

I morgen udkommer tidens førende militærhistoriker Antony Beevors seneste bog. Denne gang om Ardenner-slaget, der blev Hitlers sidste offensive udspil. Han har fundet nye kilder til historien og blev rystet over slagets grusomheder.

Tusinder af amerikanske soldater er taget til fange af tyskerne ved et modangreb i Ardennerne. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hitler havde overrasket sine generaler ved 16. september 1944 at indkalde til endnu et møde efter morgenens situationsmøde i sit militære førerhovedkvarter, Ulveskansen, otte kilometer øst for den preussiske by Rastenburg. (Lokaliteten ligger i dag langt inde i Polen.) Tyskland var trængt fra begge sider. Fra russere i øst og fra amerikanere og briter i vest.

General Jodl begyndte straks igen at tale om manglen på tunge våben, på ammunition og kampvogne, da Hitler kort for hovedet afbrød ham. Føreren havde en ny plan. Han havde besluttet, at den tyske hær skulle gå til modangreb på vestmagterne gennem Ardennerne.

Målet var Antwerpen i Belgien. Angrebet skulle udføres af 30 nye divisioner foruden panserdivisioner, der skulle flyttes fra østfronten.

Var de øvrige tilstedeværende vantro, var hærens stabschef, general Guderian, der var ansvarlig for den russiske front, forfærdet. Han vidste, at så snart jorden var frossen nok til at bære den russiske hærs middeltunge T-34-kampvogne, ville Stalin iværksætte et massivt angreb mod Østpreussen. Føreren ville ikke høre på indvendinger. I øvrigt ønskede han 1.500 jagerfly klar pr. 1. november. Offensiven skulle gennemføres i dårligt vejr, så fjenden ikke kunne flygte.

Den tyske general Kreipe har noteret hele situationen og Hitlers oplæg til Ardenner-slaget i sin dagbog. På Vestfronten 17. september 1944 satte Montgomery intetanende sin fatale operation Market Garden i gang.

For historisk interesserede har det altid været lidt af et mysterium, hvorfor Hitler så sent i krigen iværksætter Ardenner-angrebet, der så godt som tømte Tyskland for de sidste ressourcer.

Berlingske havde lejlighed til at møde tidens førende militærhistoriker, britiske Antony Beevor, tidligere på året. En aften, hvor vi sad fredeligt og spiste tapas og oste fra Torvehallerne, brækkede stykker af et friskbagt brød og drak en udsøgt rødvin til, mens vi talte om aspekter i den bog, han netop havde lagt sidste hånd på. Bogen om Hitlers sidste militære modtræk; det i Ardennerne i december 1944. Et fremstød ind i Belgien, der skulle splitte de allierede på Vestfronten, og som det faldt i amerikanernes lod at slå tilbage. Hvorefter der blev kæmpet benhårdt og uden nåde på begge sider.

Beevor har tidligere skrevet mesterlige historiebøger som »Stalingrad«, »D-dag«, »Berlin« og atter andre om Den Spanske Borgerkrig og befrielsen af Paris. Han er kendt og respekteret for at være flot balanceret, når han skriver. Det gør han også denne gang i sublim stil, hvor han bl.a. fortæller om den indbyrdes rivaliseren mellem de allierede generaler med en primadonna-fornærmet Montgomery på den ene side og iltre amerikanske officerer på den anden side og en Eisenhower i midten, der forsøgte at kalde gemytterne til orden. Hitler regnede med den uenighed.

Montgomery ville have kommandoen over amerikanske styrker, og de amerikanske styrker ville ikke under Montgomerys kommando. Og Beevor lægger ikke fingre imellem, når han beskriver, hvordan Montgomery allerede et par måneder efter landgangen i Normandiet i juni 1944 helt forsømte at indtage havnen i Antwerpen, som de allierede havde så hårdt brug for til indskibning af de forsyninger, der skulle drive fremrykningen mod Tyskland. I stedet var han optaget af muligheden for luftbårne nedkastninger, så man kunne krydse Rhinen ved Arnhem. Operationen fik navnet Market Garden.

»Den var rystende dårligt planlagt og forberedt,« indskød Antony Beevor hovedrystende.

Montgomerys plan var at lede en snæver front i et enkelt knivstiklignende fremstød mod Berlin. General Patton mente, at det var en stor fejl at gå ind gennem Nordtyskland – bl.a. ville han skulle krydse to store floder, hvor de var bredest – og general Bradley kaldte det »et stød med en smørkniv«.

Selv pansergeneralen Eberbach, som briterne havde taget til fange i Amiens, fortalte sine generalkolleger i allieret fangenskab: »Hele idéen i deres hovedindsats er forkert. Den traditionelle port er jo gennem Saar.«

Og efter Montgomery havde forsømt at lade sine styrker åbne Antwerpen for skibe, og hans operation Market Garden var slået fejl, kaldte selv Eisenhower ham »en kløgtig, dum skid«.

Hov, hvad var det? Hvad sagde han?

»En dum skid,« gentog Beevor. Nej, det før. Det med pansergeneral Eberbach. Havde Beevor fundet nye kilder til Anden Verdenskrigs historie?

»Ja,« svarede Antony Beevor hurtigt: »Briterne holdt tyske højstatusofficerer med formodet insider-viden fanget i tre statelige hjem, som var indrettet med sofistikeret lytteudstyr. Deres indbyrdes samtaler, når de mente sig uden for hørevidde, blev optaget, skrevet ud og oversat af tyske jøder flygtet fra nazismen. Flere end 50.000 sider blev det til, og man ved at nogle af dem nåede helt op til Churchill.«

For ikke så længe siden blev disse kilder tilgængelige, og det har Beevor benyttet sig af i sin seneste bog.

»Det viste sig blandt andet, at flere generaler meget tidligt havde haft kendskab til den forestående Ardenner-offensiv,« fortalte Beevor: »Og at tyskerne overvurderede sig selv, men også at de undervurderede amerikanerne.«

Hitler havde ligget syg med gulsot i anden uge af september og havde i sengen fået ideen til Ardenner-offensiven.

»Jeg så ham alene, mens han lå i sengen,« har general Jodl fortalt, »normalt brød han sig ikke om, at nogen så ham i sengen bortset fra hans adjudanter – og han talte om idéen. Jeg lavede en løselig skitse på et kort, viste angrebets retning, dets dimensioner og de styrker, der krævedes for at gennemføre det.«

Herefter havde Hitler overbevist sig selv om, at »den unaturlige« alliance mellem de kapitalistiske lande i vest og Sovjetunionen uundgåeligt måtte kollapse. Han vurderede, at i stedet for at blive slidt ned i defensive kampe på både øst- og vestfronterne, ville en sidste, stor offensiv have større chance for succes.

»Det var en desperat handling, men vi var nødt til at satse alt,« sagde general Jodl:

»Hitler havde valgt Ardennerne som sektoren for gennembruddet, fordi de amerikanske tropper var så spredte der. Tyskernes store fordel var den tæt skovbevoksede Eifel-region på den tyske side af grænsen, hvor tropper og kampvogne kunne skjules for den allierede luftmagt. Alt ville afhænge af overraskelsesmomentet. Han gik samtidig ud fra, at Eisenhower ville blive nødt til at rådføre sig med sine politiske herrer og andre allierede chefer og regnede med, at det ville tage flere dage,« sagde Beevor.

Og Hitler fik vitterligt overraskelsesmomentet på sin side. Ingen havde set angrebet komme, da den tyske krigsmaskine 16. december 1944 med kanonild og et motorbrøl kom farende ud af vintertågen og på ingen tid gennembrød de amerikanske forsvarsstillinger og trængte de helt uforberedte allierede tilbage. Kun general Patton havde lugtet lunten.

En tysk offensiv stred mod al logik på dette tidspunkt af krigen. Hvad gik galt set fra et allieret synspunkt?

»Flere ting gik galt. Ardenner-skovene var de svagest bemandede blandt andet på grund af dårlige efterretninger. Men der går også det galt, at de allierede, når de prøver at forstå de tyske hensigter, prøver at sætte sig i Hitlers sted. Og det kan man notorisk ikke. Man kan ikke sætte sig ind i en diktators tankegang. Der vil altid være et irrationelt element.«

Ingen. Ikke engang Hitlers generaler havde i første omgang forudset Ardenner-offensiven.

Beevor nævnte en parallel til forsøget på at tænke som Hitler: »Donald Rumsfeld (tidl. amerikansk forsvarsminister) troede, at han vidste, hvad Saddam Hussein tænkte. Men han vidste ikke, at det ville være forbundet med et kolossalt ansigtstab for Saddam, hvis han lod våbeninspektørerne lede i landet. Og et ansigtstab, hvis de fandt noget, så han havde tilintetgjort sine masseødelæggelsesvåben og støbt resterne ind i betonen på vejene. Saddam kunne ikke sige det og Rumsfeld kunne ikke vide det. Man kan ikke sætte sig ind i en diktators tankegang.«

Var der noget, der overraskede den hærdede historiker under researchen til denne bog?

»Ja. Det kom bag på mig, i hvor stor udstrækning amerikanerne skød tyske soldater, efter de havde overgivet sig. Både skød og lemlæstede. Og at det var mere eller mindre sanktioneret så højt oppefra,« sagde Beevor: »Både af Patton – men også af Bradley. Patton fortæller ligefrem i sine erindringer, hvordan han lader 60 fanger skyde.«

Tyskerne havde på offensivens første dag lagt ud med at nedskyde knap 100 amerikanske soldater, der havde overgivet sig ved Malmédy. Og det rygtedes hurtigt i de amerikanske rækker, at tyskerne henrettede fanger. De tyske styrker, der kom fra Østfronten, havde ingen skrupler og henrettede rutinemæssigt allierede fanger og belgiske civile. Tyske kampvogne fyrede ned i skyttehuller og drejede frem og tilbage over dem for at begrave mændene nede i dem.

»Kampene i Ardennerne nåede en råhed, som var uden fortilfælde på Vestfronten,« sagde Beevor: »Nedskydning af krigsfanger har altid været langt mere almindeligt, end militærhistorikere før i tiden har været villige til at erkende.«

Vidnesbyrd om tyske henrettelser af fanger og andre grusomheder fik de amerikanske styrker til at hævne sig. Når de generelt dårligt udrustede tyske soldater blev taget iført døde amerikanske soldaters kampstøvler, blev de henrettet på stedet eller som i et tilfælde med nogle soldater i 30. division, der tog nogle tyskere til fange med amerikanske støvler, de tvang til at tage støvlerne af og lod dem fortsætte barfodede på de tilisede veje. I bedste fald ville de slippe med amputerede fødder.

»At amerikanske soldater tog hævn, var næppe overraskende, men det er virkeligt chokerende, at flere generaler fra Bradley og nedefter åbenlyst godkendte skydning af fanger som hævn. Der står meget lidt om det i arkiverne og i de amerikanske redegørelser for Chenogne-massakren, hvor den dårligt uddannede og slemt medtagne 11. panserdivision lod sit raseri gå ud over omkring 60 fanger,« sagde Beevor med henvisning til sin nye bog: »Deres hævn var ikke som de brutale henrettelser udført af Waffen-SS, men den stiller stadig deres officerer i et kedeligt lys.«

Antony Beevors næste bog om Anden Verdenskrig?

»Jamen, det bliver om Montgomerys operation Market Garden. Jeg er allerede i gang.«