Det er ikke en helt almindelig retssag, der begynder tirsdag formiddag.
Klokken 09.30 tager Retten i Næstved hul på det, der er blevet beskrevet som et af nyere tids største »kriminalmysterier«.
Over de næste uger vil retten – og offentligheden – få et dybere indblik end hidtil i, hvad der skete med Emilie Meng, der forsvandt fra Korsør for snart otte år siden.
Offentligheden vil også blive klogere på, hvad der skete med pigen fra Kirkerup, der blev reddet af politiet, efter at hun havde været frihedsberøvet i 27 timer.
Men det er ikke det hele.
Ud over de to meget omtalte straffesager er manden fra Korsør nemlig også tiltalt i en mindre sag, der i første omgang gik under radaren på de store danske medier.
Retten skal dykke ned i, hvad der skete i Sorø, da en efterskoleelev blev overfaldet og tvunget ned på jorden, mens hun talte i telefon.
Forsvarer har »ingen kommentarer«
De tre straffesager udgør det, som Berlingske kalder Korsør-sagen, der dækker over grove forbrydelser som drab, frihedsberøvelse og voldtægter.
Den tiltalte, en 33-årige mand, som politiet og anklagemyndigheden mistænker for at stå bag samtlige forbrydelser, har delvist erkendt det forhold, der handler om den 13-årige pige.
Hans forsvarer, Karina Skou, har tidligere sagt til Ritzau, at han nægter den del af anklagen, som handler om drabsforsøg.
Op til den forestående retssag har Berlingske kontaktet Karina Skou og spurgt, om hun nu vil uddybe, hvordan manden fra Korsør forholder sig til tiltalen.
»Det har jeg ingen kommentarer til,« siger hun over telefonen.
Der er afsat 16 retsdage, inklusive to dage til votering, plus to reservedage til at behandle sagen, og der ventes at falde dom 28. juni.
I videoen ovenfor giver vi her på redaktionen et overblik over, hvordan sagen hænger sammen, og bringer en række nedslag i det, der er sket, frem til i dag.
Tiltalt for grove forhold
Her er et ganske kort oprids af det, som politiet og anklagemyndigheden blandt andet anklager den 33-årige for:
At have bortført, voldtaget og dræbt den 17-årige Emilie Meng, der forsvandt fra Korsør Station i sommeren 2016.
At have truet en 15-årig pige fra en efterskole i Sorø i november 2022 med kniv og efterfølgende forsøgt at frihedsberøve hende med henblik på voldtægt.
At have påkørt og bortført en 13-årig pige fra Kirkerup i april 2023, da hun cyklede på sin avisrute. Pigen blev dernæst holdt fanget i mere end et døgn og udsat for blandt andet voldtægt, grov vold og forsøg på drab.