Frankrig har indledt en menneskejagt. 

Det sker efter, at flere personer tirsdag morgen gik til angreb på en fangetransporter. 

Aktionen har kostet mindst to fængselsbetjente livet, mens flere er fortsat alvorligt sårede.  

På fri fod er nu også den berygtede bandeleder Mohamed Amra, der angiveligt er kendt som »Fluen«. 

Det skriver det franske medie Le Figaro

Franske myndigheder har bekræftet, at flere betjente har mistet livet, men har endnu ikke sat navn på hvilken fange, der havde held til at slippe fri. 

Men ifølge franske medier, er der altså tale om 30-årige Mohamed Amra, der sad fængslet for et indbrud, men også har været dømt i andre sager. Blandt andet for narkotikahandel. 

Han var under særlig overvågning, skriver Le Figaro. 

Han er ikke på listen over radikaliserede indsatte. 

En fange slap fri under et angreb tirsdag morgen i Eure-departementet i det nordlige Frankrig i Normandiet.
En fange slap fri under et angreb tirsdag morgen i Eure-departementet i det nordlige Frankrig i Normandiet. Alain Jocard/AFP/Ritzau Scanpix

Der er nu iværksat en menneskejagt for at finde bandelederen og gerningsmændene, der stod bag angrebet på fangetransporterenen. Den blev angrebet ved et vejbetalingsanlæg i det nordlige Frankrig. 

En politikilde siger, at angrebet blev udført af flere personer, der ankom i to køretøjer til angrebsstedet. Personerne flygtede efterfølgende.

Hundredvis af politifolk er nu blevet indkaldt til at tage del i menneskejagten på Mohamed Amra og gerningspersonerne bag angrebet. 

Mohamed Amra var ved at blive transporteret mellem byerne Rouen og Evreux i Normandiet. Det fremgår ikke umiddelbart, hvorfor han befandt sig i fangetransporteren. 

»Alt bliver gjort for at finde gerningsmændene til denne forbrydelse, så retfærdighed kan ske i det franske folks navn,« siger den franske præsident, Emmanuel Macron.