Præsidentvalg giver reformsultne iranere nyt håb

Den mest reformorienterede af de seks kandidater ved dagens præsidentvalg i Iran, Hassan Rouhani, synes i de seneste dage at have øget sine chancer. Det kan give omvæltninger i det store land.

Flere end 50 millioner iranere kan stemme ved det kommende præsidentvalg. Omkring halvdelen af dem er under 35 år, og de unges stemmer bliver dermed afgørende for valgets udfald. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TEHERAN: »Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at stemme, for det nytter jo alligevel ikke noget,« siger Ahmad, en ung iransk mand, der kun vil tale om politik, hvis hans rigtige navn ikke kommer frem.

»Men ved nærmere overvejelse så har jeg besluttet at stemme på Rouhani, for med ham som præsident er der i det mindste et lille håb om forandringer til det bedre,« fortsætter Ahmad, mens vi mødes over en kop kaffe på en café i det nye shoppingcenter over for den store Laleh Park i den centrale del af den iranske hovedstad, Teheran.

Det samme ræsonnement har Berlingske i ugens løb hørt fra flere andre reformhungrende iranere, der som udgangspunkt er dybt desillusionerede og politisk apatiske efter det omstridte præsidentvalg i 2009. Her stillede reformkræfterne op med to stærke kandidater, der begge fik et godt valg. Men ifølge en stærkt kritiseret stemmeoptælling var det ikke nok til at afværge et genvalg af den siddende præsident, Mahmoud Ahmadinejad.

Hans genvalg affødte store og langvarige demonstrationer, der brutalt blev slået ned af de iranske myndigheder, der også har fået pacificeret de to populære reformister i en indtil videre næsten to år lang husarrest.

Homoseksualitet betragtes som sygdom

Den dag i dag slikker de iranere, der tilbage i 2009 troede på demokratiske reformer og fremskridt for menneskerettigheder, stadig sårene. Det samme gør Ahmad, der ud over sin trang til større frihed også har det problem, at han er homoseksuel.

»Homoseksualitet betragtes af styret som en sygdom – og en af den slags, som man her i landet ikke skilter med,« forklarer den unge iranske mand.

Det er ikke mindst et par politiske udmeldinger i ugens løb, der giver Ahmad og mange andre iranere håb. Et håb om, at Rouhani måske kan blive præsident, og at det – ligeledes måske – kan betyde bedre tider for dem, der vil fri af Den Islamiske Republiks bånd.

Det er støtten til Rouhani fra to tidligere præsidenter, Rafsandijani og Khatami, der giver den 65-årige moderate kandidat vind i sejlene. Ikke mindst opbakningen fra Mouhammad Khatami er kærkommen, da Khatami er kendt som den mest reformvenlige præsident i Den Islamiske Republiks historie. Khatami, der var præsident fra 1997 til 2005, gav blandt andet plads til større ytringsfrihed, og de iranske medier havde langt bedre vilkår end i dag.

Tæt på Khamenei

Hassan Rouhani har samtidig den fordel, at han er religiøst lærd, og som den eneste af kandidaterne er han klædt i hvid turban og den lange sorte kjortel. Det gør ham tålelig for de iranere, der ellers er på vagt over for reformer og alt for voldsomme ændringer af den herskende orden i Iran.

Rouhani er samtidig så tilpas tæt på Irans reelle leder, Ayatollah Ali Khamenei, at han formentlig ikke af præsteskabet anses for at være en for alvorlig trussel mod den islamiske samfundsindretning. Rouhani er således både medlem af Eksperternes Råd, Fremskyndelsesrådet og Det Øverste Nationale Sikkerhedsråd – tre magtfulde institutioner under Ayatollah Ali Khamenei.

Lover at få styr på økonomien

Ifølge Ahmad kan det ligefrem være sådan, at Ayatollah Ali Khamenei ser en gevinst ved at have Rouhani som præsident.

»Khanenei er under påvirkning af meget ekstremistiske kræfter internt i systemet. Måske kan Rouhani derfor bruges til at afbalancere disse kræfter,« siger Ahmad med henvisning til, at Rouhani under valgkampen ikke kun har stået for »moderation« på hjemmebanen, men også i forhold til omverdenen. Rouhani har ikke mindst argumenteret for, at der skal findes en løsning på atomstriden, hvor omverdenen – især Vesten – beskylder Iran for at udvikle atomvåben under dække af at bygge atomkraftværker. Iran straffes derfor med de mest omfattende sanktioner, noget land nogensinde er blevet udsat for, og den økonomiske krise, som sanktionerne medfører, er nok det tema, der har fyldt allermest i valgkampen.

Alle kandidaterne lover, at de vil få styr på økonomien, men ingen af dem har anvist hvordan. Heller ikke Rouhani. Men han har måske bedre muligheder end de andre, fordi han fremstår som den mest forsonlige i forhold til Vesten, anfører Ahmad, mens tjeneren bringer endnu en kaffe og bekræfter, at hans café også er hårdt ramt af iranernes dårlige økonomi.

»Den økonomiske krise kradser. Folk mangler penge, siger han.«

Berlingske kender »Ahmad«s navn og identitet.