Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Irans opposition splittet forud for valg

Jaleh Tavakoli: Selv om langt flere kræfter i den iranske opposition end ved sidste præsidentvalg i 2009 har et erklæret ønske om at boykotte det kommende valg, har der hersket stor forvirring om, hvorvidt man egentlig skulle boykotte, eller om man skulle støtte en af de kandidater, som regimet ikke har udelukket.

En mand vifter med et billede af den iranske oppositionsleder Mir Hossein Mousavi, som har siddet i husarrest siden 2011, under en demonstration til ære for den reformvenlige Mohammad Reza Aref, der tirsdag trak sig i opløbet til fredagens iranske præsidentvalg, som har vist sig både at give regimet og oppositionen stof til eftertanke. Foto: Behrouz Mehri/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Formålet med præsidentvalgene i Iran har altid været at vinde befolkningens tillid til den politiske situation og vise en velvilje over for politisk »frihed« – for at skabe en illusion om reelt demokrati.

Regimet er ikke et simpelt diktatur, men der er derimod tale om et teokratisk forankret oligarki, der gerne vil fremstå demokratisk med en åndelig leder, Khamenei, i spidsen. Derfor er regimet og Khamenei helt afhængige af, at der afholdes valg, der nødvendigvis også skal ligne reelle valg, og som for en stund giver oppositionen og befolkningen lov til at vende politisk varme kartofler – inden for en meget begrænset ramme.

Det lyder alt sammen meget i regimets og Khameneis favør, men i virkeligheden er der også visse risici og omkostninger ved et sådan snydevalg. Det så vi for eksempel i kølvandet på valget i 2009, hvor millioner af mennesker gik på gaden i protest over valgsvindel, der bl.a. har efterladt de to daværende reformvenlige præsidentkandidater i husarrest.

F.eks. er sanktioner, atomforhandlinger, krigstrusler, arbejdsløshed, frihed, rettigheder og demokrati på tapetet i valgrunderne, og lad mig bare sige det, som det er, valgkampen har overraskende nok ikke været kedelig at følge.

Hassan Rohani, en af de to reformvenlige kandidater, har eksempelvis udtalt, at frihed og særligt ytringsfriheden er undertrykt. Og at man hellere skulle stole på folket og inddrage det på den politiske arena i stedet for at fremmedgøre befolkningen med den lukkethed, der i dag findes. Ligesom han i et interview på stats-TV kritiserede journalisten, og det iranske stats-TV, for at censurere og kontrollere den journalistiske dækning af politiske emner.

På den anden fløj, de konservative kræfter, er der på nuværende tidspunkt fem kandidater, hvoraf Ali Akbar Velayati siges at være sværvægteren. Velayati har opbakning fra den magtfulde Forening for Islamiske gejstlige Undervisere, i landets centrale islamiske college i Qom (Howza), ligesom han også har 160 parlamentsmedlemmers opbakning.

I debatterne har der været klar enighed blandt de konservative om, at reformister siden valget i 2009 har bevæget sig på grænsen af – og også langt ud over grænsen for – hvad der var forsvarligt at sige og mene. På den måde har de konservative sat en klar dagsorden om, at forfatningen, den åndelige leder og regimets opbygning på ingen måde er til diskussion. Og det har de to eneste reformister, som er godkendt til at kandidere, bakket op om. Også selv om flere fremtrædende reformister – herunder Khatami – der nu støtter den nuværende reformvenlige kandidat, Rohani, tidligere både direkte og indirekte har sat spørgsmålstegn ved nogle af regimets urokkelige pæle i opbygningen af den islamiske stat.

De konservative kandidater har også, nok til Khameneis store irritation, brugt meget tid på at diskutere landets dårlige økonomi, de iranske magthaveres ansvar i forbindelse med sanktionerne og atomforhandlingerne. Det er ellers noget, der rammer én bestemt konservativ – og Khamenei-loyal – kandidat meget hårdt, da han er Irans nuværende atomforhandler. Og nye toner i retorikken i det iranske regime, der altid har handlet om at give USA og Israel skylden for alt ondt.

Selv de konservative kandidater kritiserer i dag åbent på stats-TV styrets egne fejltrin, både i forhold til den økonomiske situation og i forhold til landets udenrigspolitik.

Selv om langt flere kræfter i oppositionen end sidste gang har valgt at proklamere ønsket om at boykotte valget, har der været stor forvirring i oppositionen, både i og uden for Iran i spændingsfeltet mellem boykot og støtte til en bestemt kandidat.

Mange iranere giver på de sociale medier udtryk for, at deres deltagelse i valget i virkeligheden er et fravalg af de konservative, og det er sandsynligt, at mange går til urnerne og stemmer på Hassan Rohani i stedet for at boykotte valget. Dog med et forsvindende lille håb om, at det overhovedet vil nytte noget at stemme.

Til slut kan det godt være, at reformbevægelsen aldrig får lov til at reformere præstestyret i Iran. Det løb, er jeg enig med mange andre i, er kørt. Jeg tror ikke på det, om end jeg gerne ville.

I de seneste otte år har der ikke været ét eneste tegn på, at man ville rykke sig det mindste skridt i retning af demokratiske reformer. Faktisk er udviklingen drejet skarpt i den modsatte retning og er dermed vendt, siden Khatami var ved magten fra slutningen af 1990erne og frem til 2005.

Processen omkring valget i år afslører dog alligevel et trængt regime, som har set sig nødsaget til at udelukke to stærke kandidater fra to vidt forskellige fløje. Vogternes Råd valgte både at udelukke den markante politiker og reformvenlige tidligere præsident, Rafsanjani, men også de seneste otte års præsident Ahmadinejads egen kandidat fra den konservative fløj.

Det er første gang, at Khamenei på den måde vender sig imod en stærk fløj af konservative kræfter, hvilket i sig selv afslører regimets dybe interne krise.