Clintons svage mave og Trumps skarpe øjne

Politikerne taler med forskellige dele af kroppen. Vi går tæt på Trumps og Clintons stærke og svage kropsdele.

Det bliver et tæt løb mellem Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, og Republikanernes Donald Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: AARON P. BERNSTEIN

Det bliver et tæt løb mellem Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, og Republikanernes Donald Trump. De to partiers konventer er nu overstået, og så begynder den egentlige valgkamp op til selve præsidentvalget den 8. november. Trump fører lige nu over Clinton, hvilket skyldes, at vælgerne har nået at reagere på republikanernes konvent, hvor vælgerne har belønnet Trump. Lige nu har han et forspring på op mod fem procentpoint over Clinton, men når tallene fra Demokraternes konvent i løbet af næste uge begynder at løbe ind, forventes det, at de igen vil vise næsten dødt løb mellem de to, meget forskellige kandidater. Fælles for dem er stadig, at de begge lider under, at de i vælgernes øjne er utroværdige. Cirka 55 procent af vælgerne mener, at Trump og Clinton har et troværdighedsproblem. Det er bemærkelsesværdigt høje tal på dette tidspunkt i valgkampen.

Set fra de to kampagners side drejer det sig nu om at få kandidaterne placeret i vælgernes bevidsthed med klare politiske budskaber. Men spørgsmålet om kandidaternes troværdighed skal gribes helt forskelligt an hos Clinton og Trump. Hillary Clinton har primært fået sit dårlige ry gennem fortidens »synder«, som Republikanerne har sat fokus på. Hendes emailsager har kostet hende troværdighed, ligesom gamle sager fra dengang, hun var udenrigsminister. Drabene på fire amerikanske statsborgere i Benghazi begået af terrorister hænger tungt over Clinton. Det foregik i hendes tid i udenrigsministeriet, og selv om ingen har kunnet finde noget at udsætte på hende i den forbindelse, så kan hun ikke slippe af med det indtryk, at hun ikke i tide skærpede sikkerheden ved det amerikanske konsulat i Benghazi, så drabene kunne være undgået.

Hvad Trump angår, drejer det sig slet og ret om at dressere ham i politisk retning – og det er svært. Hans styrke er, at han siger ligeud det, folk tænker. Men det er ikke særlig præsidentielt og giver bagslag hos mange vælgere.

Clinton:

Panden: Intellektuel, faktuelt, Taler uden om de problemer, vælgerne mener, at de har. Hun taler om økonomi, som om det var en forelæsning på universitetet. Hun taler om udenrigspolitik i abstrakte vendinger ligesom Barack Obama. Vælgerne mener ikke, at hun er bekymret over situationen generelt i USA og i verden som helhed på samme måde, som amerikanerne er det. Clinton skal lære at tale mere direkte til vælgerne om det, der optager dem. Økonomi, terror og fremtiden for USA.

Øjnene. Hillary Clinton har »blik« for de store linjer i politik. Men hun skal blive bedre til at udnytte de sammenhænge, der er i den globalisering, som amerikanerne er bange for. Clintons store problem er, at hun ikke kan »sælge« globaliseringen til amerikanerne, hvilket også har betydet, at hun her i valgkampen har måttet give efter og love, at hun vil se på de handelsaftaler, der allerede eksisterer. Hun presses både af Trump og af sit eget parti til at være kritisk over for handelsaftalerne, og også når det drejer sig om kampen mod terror, skal hun blive bedre til at forklare sammenhængene i sin politik.

Mund. Clinton er den kloge taler. Hun siger de »rigtige« ting. Men meget af det, hun siger, hører ofte hjemme i en anden tid, hvor folk bekymrede sig om andre ting end terror, trusler mod middelklassen og fremtiden for børnene i en verden, der ser kaotisk ud. Clinton er ikke en stor taler. Hun kan ikke på samme måde som Obama sælge is på Nordpolen. Hun er den solide politiske taler på f.eks. Harvard, men ikke i en saloon i midtvesten.

Bryst. Hillary Clinton er særdeles robust og kan modstå kritik. Hun tænker sig om, inden hun reagerer. Men det kan også være en svaghed. Nogle gange tøver hun så længe, at dagsordenen har rykket sig. Og det går ikke i en præsidentvalgkamp, især ikke over for en modstander som Trump, der ofte sætter dagsordenen. Men vælgerne er sikre på én ting: Clinton har det rette temperament til at blive præsident. Hun ligger ikke vågen om natten, hvis hun bliver kritiseret.

Armene. Clinton kan godt tackle politiske fløje i sit parti. Nu har Demokraterne ikke så mange fløje tilbage, men hun har i valgkampen vist, at hun kan tilfredsstille centrum-delen af partiet ved udnævnelsen af senator Tim Kaine til sin vicepræsidentkandidat. Han er på mange måder den, der skal fange de hvide vælgere, mens Clinton skal tage sig af minoriteterne og partiets venstrefløj. Især det sidste er vigtigt. Foreløbig har hun tacklet den del fint, men Bernie Sander tilhængere på venstrefløjen skumler stadig.

Maven. Clinton har ikke mavefornemmelser for det »rigtige« politiske budskab. Men hun har fattet, hvad der rører sig i befolkningen – lidt sent. Hun er ikke folkelig. Når hun spiser burgere, kan man se, at hun stort set aldrig spiser det. Så hun skal arbejde med at lytte til »folket«. Ellers taber hun.

Benene. Clinton kan godt sparke fra sig, når det gælder. Til gengæld har hun det handicap, at hun ikke stoler på, at hun kan gøre det rigtigt. Derfor har hun faktisk ikke holdt store pressekonferencer – ulig Trump. Hun bliver kejtet i usikre situationer. Men hun kan i situationer, hvor hun kan styre samtalen, være yderst præcis og målrettet med at ramme den politiske modstander. Som sin allierede har hun partifællen Elizabeth Warren, der er suveræn til at sparke til politiske modstandere.

Trump

Panden: Impulsiv. Taler direkte til sine vælgere. Der er ingen tvivl om, hvad Trump vil gøre ved terrorister i modsætning til Clinton. Der er ingen tvivl om, hvad han vil med handels-aftalerne. »Er der en papirkurv et sted«. Der er ingen tvivl om, hvad han vil gøre med mexicanerne. Hans største problem i den valgkamp, der nu begynder efter konventerne, er, at han vil blive aftvunget flere detaljer om det, der er hans politik. Og der er han foreløbig kommet til kort. Trump hader planer og strategier, og det kan blive et problem for ham.

Øjnene. Trump har »blik« for, hvad de almindelige vælgere bekymrer sig om. Trump er bekymringernes mand. Hvis man går til Trump og siger, at alt går dårligt i USA, så griber han chancen til at gøre det til et centralt tema i sin valgtale og benytter samtidig muligheden til at gøre det hele endnu værre. Han er den almindelige mands og kvindes talsmand. Og han er fremragende til det. Så fremragende, at han kan sige det mest uhyrlige og få flere stemmer på den konto.

Mund. Trump er den impulsive taler. Taler, før han tænker. Han er ikke i klassisk forstand på nogen måde en oratorisk begavelse, men han taler, så folk kan forstå det, og de elsker ham, selv når han gør grin med handicappede journalister eller siger de mest forfærdelige ting om mennesker og kalder mexicanerne for »voldtægtsforbrydere«. Trump er ikke præsidentiel, og hans kampagnestab kæmper en kamp for at få ham rettet ind. For nu bliver det alvor, og de kan ikke redde ham ud af alle situationer.

Bryst. Trump er tyndhudet. Han twitter især om aftenen, inden han går i seng. De 140 tegn på Twitter er blevet hans politiske mærkevare, men er samtidig hans største svaghed. For han reagerer med store følelser, hvad en præsident ikke skal. Og hvis nogen kritiserer hans forretningsmetoder, bliver han endnu mere rasende. Så bruger han i første omgang Twitter, når han skal reagere. Og han giver sine politiske modstandere øgenavne, hvilket også er et svaghedstegn og viser, at han er mere end tyndhudet. Derfor mener et flertal af vælgerne heller ikke, at han har temperament til at blive præsident.

Armene. Trump kan ikke tackle fløjene i Det Republikanske Parti. Derfor har han også lavet sin egen bevægelse. Trump-bevægelsen. Trump er ligeglad med fløjene hos Republikanerne, og han har flere gange sagt, at hvis ikke partiet kan lide ham, så kan de bare melde sig ud. Han ville under normale omstændigheder aldrig være nået så langt ved at blæse højt og flot på alle fløje, men fordi vælgerne stormer til hans møder, har den republikanske ledelse kapituleret.

Maven. Trump har en ganske god fornemmelse for, hvad de vrede hvide mænd og kvinder vil have. Han er til gengæld totalt tonedøv, når det drejer sig om at tækkes minoriteterne. Spørgsmålet er, om han de sidste måneder inden valget vil være i stand til alligevel at hente minoriteter og kvinder ind i folden. Det er der ikke noget, der tyder på, for hans styrke er, at han ikke er mainstream, men i høj grad en politiker der ikke følger regler eller normer, men sætter sit moralske kompas efter sine mavefornemmelser. Det har foreløbig givet ham den største vælgerandel, der nogensinde er målt, i Det Republikanske Parti, og hvis han går i den anden retning, så bliver han blot endnu en kedelig politiker.

Benene. Trump sparker fra sig, også når han ikke bliver angrebet. Faktisk er han hele tiden foran sig selv på det område. Hvis han møder modstand, tromler han modstanderne ned. Især egne partifæller. Han har tværet sine republikanske modstandere ud ved at kalde dem »grimme«, »dumme« og »talentløse« og for at være uden energi. Det har han ikke fået politiske venner af. Men til gengæld har han hentet vælgere ind, som aldrig har stemt før.