Klage fra nævning i børneporno-sag afvist

Den Særlige Klageret har afvist en klage fra en nævning, der var utilfreds med, at en straffesag om misbrug af små børn foregik for åbne døre.

Under den såkaldte Guldlok-sag i Østre Landsret i december i fjor vakte det stor debat, at landsdommer Bent Otken tillod, at videoer med grove seksuelle overgreb på fire børn blev gennemgået for åbne døre.

Af hensyn til de krænkede børn burde dørene have været lukket, mente flere kritikere.

En utilfreds nævning har bl.a. klaget til Den Særlige Klageret, som imidlertid netop har fastslået, at klageretten ikke har kompetence til at udtale sig om, hvorvidt en dommers behandling af en sag har været rigtig og hensigtsmæssig.

Over for klageretten har landsdommer Bent Otken gjort opmærksom på, at hverken den advokat, som skulle varetage interesserne for et misbrugt barn, eller den anklagedes forsvarer indbragte hans beslutning om en domsforhandling for åbne døre til Højesteret.

Nævningen har også klaget over, at der var koldt i voterings-værelset, og at voteringen gik i gang, selv om ikke alle nævningerne var til stede. Landsdommer Otken afviser lodret den sidstnævnte påstand, og om temperaturen skriver han kort og godt: "Jeg er uden indflydelse på Østre Landsrets fjernvarmeforsyning".

I februar bebudede justitsminister Frank Jensen (S), at han ville overveje at sætte en stopper for fremvisninger af videoer med overgreb på børn for åbne døre. Men endnu er der ikke kommet noget konkret ud af overvejelserne.

I øvrigt blev den anklagede i Guldlok-sagen straffet med fængsel i fem år. RB