»Vi boede i en lillebitte lejlighed på Vesterbro, havde to små børn, men ville gerne noget andet, noget mere grønt. Samtidig ville vi også gerne blive boende i København,« fortæller Christine Antorini.
I 1992 var Christine Antorini studerende. Sideløbende havde hun gang i en politisk karriere og var næstformand i SF. Pengene var ikke til en villa, men nogle bekendte gjorde opmærksom på, at der fandtes haveforeninger i København, hvor man kunne bo hele året.
Fik du læst:
- Et sted i Adam Duvå Halls liv
- Et sted i Manu Sareens liv
- Et sted i Bertel Haarders liv
- Et sted i Vicky Berlins liv
»Vi anede ikke, at de eksisterede, men vi så pludselig en mulighed for at finde en bolig med have, der var til at betale. Vores hus i Haveforeningen Sundbyvester fandt vi i Den Blå Avis. Prisen var 220.000 kr. kontant. Det var meget dengang, men huset var også et af de bedre i haveforeningen. Det havde været ejet af den samme mand i mange år, og han havde passet godt på det.«
Christine og hendes daværende mand flyttede ind i det lille hus på 70 kvadratmeter med børnene Thor der dengang var fire år, og Sofie på to.
»Både Jan og jeg syntes, at det var ret grænseoverskridende at flytte helt ud på Amager,« smiler Christine Antorini.
De 220.000 kroner var dog givet godt ud, for haveforeningen viste sig nemlig at være det perfekte sted til små børn.
»Man kunne trygt lade børnene løbe rundt eller cykle på de små veje. Begge mine lærte at cykle, mens vi boede i haveforeningen. Og kunne vi ikke lige finde dem, gik vi op til pladsen med den lille købmandsbutik, hvor alle samledes. Her var der altid en, som lige vidste, hvor de var løbet hen,« husker hun.
Haveforeningen var et miskmask af mærkelige byggeprojekter, som lå langt fra mainstream god smag i arkitektkredse.
»Enten synes man, at der er super charmerende og falder totalt for det, eller også siger man: »det er løgn«. At bo i kolonihaver var endnu ikke hipt dengang, og der lå da nogle værre skure derude. Der boede også et par - hvad skal vi kalde dem - sutter, men dem var der også plads til. Der var dog slet ikke noget Christiania over det, jeg vil nærmere kalde det et arbejder-kolonihavekvarter. Mens vi boede der, flyttedee flere udefrakommende familier ind, men ellers boede der mange klaner. Tre generationer kunne godt bo dør om dør.«
HF Sundbyvester havde og har, selv om den opstod i årene omkring 2. verdenskrig, stadig karakter af at være et midlertidig området, og f.eks. blev der først kloakeret, mens Christine Antorini der. Hun ryster på hovedet, når hun tænker på, hvor spildevandet løb hen før da.
»Da de gravede vores have op, viste det sig, at spildevandet var løbet igenem nogle paprør som dem man ruller tæpper omkring! «
I 1995 blev Christine Antorini skilt og flyttede i lejlighed ikke langt fra haveforeningen.
»Jeg har boet mange steder, men har et særligt blødt punkt for haveforeningen. Især fra et børneperspektiv var det et dejligt sted at bo. Heldigvis kunne vores børn efter skilsmissen fortsætte på den samme skole, og de har stadig kontakt til nogle af deres gamle kammerater fra årene i HF Sundbyvester.«
Fik du læst:
