»En fuldstændig fantastisk rus af frihed og glæde.«
Sådan var det for Manu Sareen at flytte hjemmefra i den temmelig fremskredne alder af 21 år. Indtil da havde den nu 42 år gamle integrationskonsulent, medlem af Borgerrepræsentationen i København og forfatter boet hjemme i parcelhuset hos sine forældre.
Læs også interview med Manu Sareen:
»Jeg er jo inder, og mine forældre havde nok set for sig, at jeg blev boende, indtil jeg skulle giftes. Så der blev stor opstandelse i familien, da jeg fortalte, at jeg havde fået en lejlighed.«
Igennem et år var Manu Sareen troligt mødt op hver uge i boligforeningen på Islands Brygge, hvor han var skrevet op, for at høre om der ikke snart var en ledig lejlighed. For han ville tilbage til Bryggen, hvor han havde boet som barn, indtil hans forældre fik råd til at købe hus på Amager.
»Jeg ville gøre alt for at komme tilbage, og til sidst forbarmede de sig over mig i boligforeningen, og jeg fik tilbudt en toværelses i Bergthorasgade 7, 2.th. Jeg havde forskellige småjobs og tjente sådan set penge nok til at leve livet med at ryge sjov tobak, drikke og tage ud og rejse med rygsæk. Så der var fart på, men min lejlighed var mit palads, som jeg gjorde virkelig meget ud af. Der stod altid friske blomster, som jeg havde været ovre at plukke på fælleden, og når jeg havde kvinder på besøg, troede de jo, at jeg var homoseksuel. Jeg elskede at være i lejligheden. Der var badeværelse og køkken med gaskomfur, hvor jeg lavede mad, for det kan jeg godt lide. Min mor kom også tit forbi med indisk mad, for hun troede ikke rigtig på, at jeg selv kunne, og det nød mine venner og jeg godt af.«
Fik du læst:
Manu Sareen flyttede ind med stort set kun sit Beocom 5500 musikanlæg og store pladesamling. I soveværelset malede han væggene azurblå, sengen havde en af hans venner bygget, og så købte han et gigantisk akvarium, som gav rummet et dejligt lys.
»Og så kunne man sidde og stene over fiskene. Det var jo helt vildt, så meget tid man havde dengang. I stuen stod musikanlægget og en sofa med et kæmpestort fedt tæppe over, som var blevet brugt til mine forældres bryllup. Jeg havde ikke noget sofabord, men nogle biografstole fra Skovlunde Bio og et gammelt spisebord af træ. I karnappen havde jeg masser af blomster, og jeg pudsede altid vinduer, hvilket undrede mine venner meget.«
Måske fordi han havde boet hjemme i så mange år, føltes friheden i lejligheden ekstra stærk.
»Det hele var fuldstændig egocentreret. Ingen stillede krav eller spurgte om noget. Hvis jeg havde lyst til at være alene, tog jeg ikke telefonen. Samtidig med det kom mine kammerater jo også bare uanmeldt på besøg, og det var altid hos mig, vi varmede op, når vi skulle i byen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men måske var det fordi, at jeg nok var den eneste, som havde et rigtigt hjem og havde brugt mange penge på at indrette mig. Og sommeren, når det var rigtig varmt, stod alle vinduerne åbne, og om natten kunne man altid høre nogen elske. Det var så livsbekræftende. Man mødte også altid nogen, man kendte, når man var nede på møntvaskeriet, og det kunne tage enormt lang tid at gå i Brugsen. Og jeg glemmer aldrig følelsen af lykke, når man kom cyklende hjem fra byen en sommermorgen, og så Bryggen dukke op på den anden side af Langebro. Det var bare fedt.«
»Min lejlighed var mit palads, som jeg gjorde virkelig meget ud af. Der stod altid friske blomster, som jeg havde været ovre at plukke på fælleden.
Fik du læst:
Mere fra Fri.dk:
Tjekket bolig for det unge par
Overvægtige lever længere end undervægtige
Ny hjemmeside til æble-elskere
Fem overraskende ting kvinder tænder på
Gift dig klogt og forlæng livet
11 påstande om løb - holder de?
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til nyhedsbreve her
