Den 14. januar fik jeg ligesom resten af Danmark en ny konge. Det var en begivenhed, der blev fejret med stor fanfare – af kongefamilien, undersåtter og ikke mindst medierne.
Vi blev mange gange gjort opmærksom på, hvor taknemmelige vi skal være for vores nuværende og tidligere regenter. Endda så taknemmelige, at regeringen nu vil afsætte endnu flere penge til kongehuset og fritage dem fra flere skatter og forpligtelser på deres private ejendom.
Jeg har, som bosiddende i USA, kunne følge alt dette på afstand med panderynker, og nu hvor euforien fra tronskiftet har lagt sig, kunne der måske være plads til lidt sund debat igen.
Kongehuset er på mange måder fundamentalt i strid med vores moderne vestlige værdier. Værdier som lighed mellem køn (justice for Kong Henrik!), lighed for loven og borgerlig repræsentation. Vi erklærer os ofte som foregangsland, når det kommer til at kæmpe for udbredelsen af disse værdier. Det klinger dog hult, når vi selv stadig har et kastesystem med nedarvede titler og magtpositioner.
At have regenter, der ikke er folkevalgte, strider ikke alene imod vores abstrakte værdier som samfund, men har også praktiske konsekvenser. Der er mange eksempler på, hvordan velhavere og virksomheder kan købe sig indflydelse via nærhed til magten.
Kongehusets medlemmer må frit modtage »gaver« i diverse afskygninger eller lave andre private handler. Denne uigennemsigtige sammenblanding af kongehusets interesser (og dermed statens), kongefamiliens private interesser og kommercielle interesser er et kæmpe problem i et moderne demokrati. Dertil kommer, at de ikke betaler skat eller kan retsforfølges for korruption. Vi har dermed som borgere minimal kontrol over en af de vigtigste institutioner i vores land.
Det er vigtigt at understrege, at jeg anerkender, at kongehuset giver os nogle redskaber til at brande vores lille nation og vores virksomheder ude i verden. Jeg ser altid selv nytårstale og har flere gange løbet Royal Run. Jeg har arbejdet lige om hjørnet fra Amalienborg og nød at se livgarden patruljere.
Jeg forstår folk, som ser regenten som et livsvidne. Derfor vil jeg heller aldrig påstå, at det ikke har historisk charme, men nærmere at dette principielt ikke er en undskyldning for at bevare en institution, der strider imod vores egne demokratiske værdier.
Jeg har netop selv fået mit første barn, og jeg vil gerne have, at han kommer til at leve i et meritokrati, hvor du ikke fødes ind i din position i hierarkiet, men skal finde din egen passion og plads i tilværelsen. En verden med borgere og ikke undersåtter.
Anthon Østergaard, Boston, USA
