Helge Adam Møller: Nedlæg nu de regioner


Jeg mener fortsat, at de fem regioner bør nedlægges.
Nu kører sagen med de mange patienter fra Region Sjælland, som har otte til ti års ventetid på en helt nødvendig kæbeoperation. Andre hospitaler udenfor Region Sjælland kan klare problemet på et til halvandet år, men at hjælpe hinanden på tværs af regionsgrænser er ikke populært. Det virker grotesk, at man ikke kan komme lige hurtigt til, uanset om man bor i Slagelse, København eller Esbjerg.
Blev regionerne afskaffet, ville man også hurtigt finde ud af at have ét fælles it-system på tværs af Danmark, så alle sygehuse kunne snakke sammen, både jyske, fynske, københavnske og resten af Sjælland.
Og havde man ét fælles hospitalsvæsen for hele Danmark, ville man aldrig smide omkring 280 millioner kroner lige ud af vinduet ved at bygge et komplet overflødigt sygehusvaskeri i Holbæk i stedet for det, der brændte for seks år siden. Især når man i alle årene har klaret vasken glimrende ved brug af professionelle industrivaskerier. Det er den måde, man vasker på næsten alle andre steder i Danmark, og det vil give en stor årlig millionbesparelse, som kommer patienterne til gode.
Men den beslutning kan fortsat ændres, hvis det socialistiske flertal i Region Sjælland vil prioritere patienterne mere end overflødige mursten og vaskerimaskiner, som skal leveres helt fra Spanien.
Helge Adam Møller, medlem af Regionsråd Sjælland, Næstved
I Berlingske søndag 21. april kan læserne på satirepladsen »Til stregen« se avisens illustrator Lars Andersens meget nøjagtige tegning, under overskriften »Levetidsforlængelse«, af det torturkammer, som grise transporteres i til blandt andet Polen.
Det er ikke en tegning »Til stregen«, men transporterne er at gå langt OVER stregen.
At grise, følsomme og kloge dyr, der på disse transporter får sår, brækkede knogler, lider af tørst, stuves sammen, som om de var ting, og tvinges ud på disse pinefulde transporter til østeuropæiske slagterier i ofte mere end 20 timer, det er en skamplet for Danmark.
Det er dyrplageri og dybt alvorligt, at politikere og danske landmænd tillader disse kørende torturkamre.
Grundlæggende gør tegningen ondt i hjertet – og jeg græder indvendigt over, at ingen tager dyrene alvorligt.
Jeg har flere gange i læserbreve til Berlingske bedt avisen tage debatten op om dyrevelfærd i landbruget og politikernes manglende interesse for emnet. Nu spørger jeg endnu en gang: Hvornår sætter avisen fokus på emnet? Tegningen fylder cirka en halv side i avisen – hvad med at bruge denne spalteplads til at få gang i en seriøs debat og indlæg om disse rædselsfulde dyretransporter, som også små kalve udsættes for?
Gitte Christensen, Birkerød
Problemerne med bandekriminalitet i Sverige har nået et helt uholdbart niveau, og det må være den klare opgave for danske myndigheder og politikere at undgå, at det her i landet går samme vej. I den situation er det bemærkelsesværdigt, at min videreformidling af et dansk medies fejlcitering af den svenske statsminister i den sammenhæng forekommer at være den vigtigste historie for flere danske medier.
Ja, jeg har læst den svenske statsminister citeret i et dansk medie, og det citat kom til at indgå i min kommunikation i forbindelse med indledningen af opløsningssagen mod Bandidos. Det viste sig, at han var fejlciteret, og det er jeg da selvsagt ærgerlig over.
Berlingskes artikel 19. april er blot et ud af flere eksempler på en mediedækning, der hen over den seneste tid har kunnet få læserne til at tro, at det virkelige problem på den anden side af Øresund handler om form og semantik.
Det gør det bare ikke. Der er massive problemer med bandekriminalitet i Sverige. Svensk politi har vurderet, at 62.000 personer enten er en del af eller har forbindelse til kriminelle netværk. I Sverige har der i 2021-2023 i gennemsnit været 54 skuddrab pr. år. Og i sidste måned blev en familiefar skudt og dræbt for øjnene af sin 12-årige søn, som i øvrigt selv måtte ringe til politiet.
Det er – uanset betegnelsen – en virkelig alvorlig situation, som den svenske regering jo også fuldt ud anerkender. Det bør også være omdrejningspunktet for den aktuelle debat.
Peter Hummelgaard, justitsminister (S)