Bjørn Wiinblad - en livskunstner
HHHIII
Forfatter: Lars Hedebo Olsen, 215 sider, 270 kr., Gyldendal
Af Bent Blüdnikow bbl@berlingske.dk
Der foregår lige nu en hed debat om, hvad danskhed egentlig er for en størrelse. Bjørn Wiinblads store produktion burde indgå i svaret, for han var med til at formgive Danmark i efterkrigstiden. Den uhyre flittige og dygtige kunstner lavede keramik, plakater, glas, gobeliner, tegninger, skulpturer og meget andet, der hang i det offentlige rum og stod og hang hjemme i danskernes dagligstuer. Politikens journalist Lars Hedebo Olsen har skrevet biografien »Bjørn Wiinblad – en livskunstner« med pragtfulde illustrationer fra Wiinblads produktion.
Bjørn Wiinblad kom fra en socialdemokratisk familie, men politik sagde ham intet og han undveg at tage politisk stilling. Han var et kunstnerisk interesseret menneske af den sværmeriske type, der gik ud i Dyrehaven for at spille blokfløjte for hjortene. Han kom på Kunstakademiet og interesserede sig for keramik og kort efter krigen fik han sin første udstilling i Palægade i København, og den blev fra starten en kæmpe succes.
Hans stil kunne kaldes overlæsset, men han forsynede sine værker med stor charme og sødme. Han fandt hurtigt en fast formel for de menneskeskikkelser og ansigter, som han gengav, og det var et romantisk dådyrøjet ideal. Wiinblads muntre, romantiske og livsglade kunst blev fra starten i 1945 modtaget positivt af kritikken og offentligheden og søsatte en lynkarriere for den unge kunstner.
Wiinblad samarbejdede tæt med Nymølle Keramiske Fabrik, som han bl.a. lavede de populære platter for, og ikke mindst blev han gennem 30 år en nær medarbejder hos det tyske firma Rosenthal, hvor han også blev kunstnerisk leder. Der var bud efter Bjørn Wiinblad til alle mulige ting og alle steder. Han lavede plakater til teatre, kostumer til teaterforestillinger, illustrationer til bøger, keramikfade og -krukker. Han blev anvendt af teatre, varemagasiner og forretninger i både Europa og USA. Alt dette er beskrevet ganske udmærket i Lars Hedebo Olsens nye bog.
I »Bjørn Wiinblad – en livskunstner« skildres Wiinblad som et optimistisk menneske, der fastholdt det gode i livet og skyede livets mørke sider. Han undlod således at gå til venners begravelse, og hvis samtalerne nærmede sig livets skyggesider, trådte han ud af dem. Han var homoseksuel, men fandt aldrig en fast partner, han havde skiftende venner.
Lars Hedebo Olsen kommer ikke nærmere på Bjørn Wiinblad end denne overflade. Selv om der tilsyneladende foreligger et privatarkiv, så får vi aldrig at vide, hvad der rørte sig dybest inde i Wiinblad, og om denne tilsyneladende muntre livskunstner bar på et mørkere sind. Hans kunst afslører det ikke, for i hans værker er der en munter tilgang til livet. Hans mænd og kvinder sværmer for hinanden i kærlighedsfulde favntag, og man kan ikke spore nogen smerte og tilsyneladende er der intet homoerotisk, der rører sig i kunsten.
Men hvorfor ikke? Det får vi ikke svar på.
Wiinblad havde gigantisk succes og kunne tillade sig et liv i luksus, men hans produktion blev stadig mere rutinepræget og gentagende, og efterhånden indtrådte der en vis mæthed i markedet. Måske havde han lavet for meget, eller måske havde tiderne ændret sig, så hans motiver efter 1968 ikke længere var en del af tidsånden.
Han blev heller ikke populær i kunsterkredse, men dette forhold bliver ikke fuldt forklaret i bogen. Selv om han blev foragtet af visse kunstnere, fik han fine udmærkelser livet igennem. Det forbliver uopklaret, hvor bred og dyb denne afstandstagen var, og hvordan Wiinblad reagerede på den.
Fra starten i 1945 formede Wiinblad sin egen verden, der tilsyneladende lå langt væk fra dansk funktionalisme, minimalisme, kubisme og kølighed.
Alligevel, skriver Lars Hedebo Olsen, betragtede Wiinblad kubisten Vilhelm Lundstrøm som et forbillede: »ser man på Lundstrøms geometriske værker, kan man godt se, at nogle af Wiinblads tidlige værker kan udspringe af samme figurative univers.«
Men Lars Hedebo Olsen konkluderer helt anderledes i slutningen: »Han gik sine helt egne veje og var ikke det mindste påvirket af funktionalisme og international modernisme ...«
Den smukke bog efterlader læseren med lyst til at dykke dybere ned i Bjørn Wiinblads verden og få dybere svar på, hvorfor hans kunst blev, som den gjorde.
