Vestas' ordreindgang skuffer

Vindmølleselskabet Vestas har fået bedre styr på ordreindgangen, men den skuffer stadig analytikerne.

Vestas ordreindgang i tredje kvartal 2013 skuffer analytikerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Feldt-Rasmussen
Et umiddelbart kig på Vestas' ordreindgang viser, at den er eksploderet over de seneste tre måneder. 286 procent flere ordrer har selskabet modtaget sammenlignet med sidste år.

Det bringer ordreindgangen op på 1547 MW, og den samlede ordrebeholdning er nu 7574 MW. Samlet repræsenterer de en værdi på 7,3 mia. kroner.

Men den store vækst i ordreindgangen dækker over, at Vestas sidste år var i meget store problemer. I andet kvartal i år var Vestas ordreindgang da også højere end de seneste tre måneder, og resultatet på 1547 MW skuffer analytikerne.

Ifølge estimater indsamlet af SME Direkt, ventede Vestas-analytikerne en ordreindgang på 1650 MW. Altså 100 MW mere end det faktiske resultat.

Den vigtigste nyhed i tredekvartalsregnskabet er en markant opjustering af forventningerne til pengestrømmen i 2013. Her har ledelsen opjusteret fra mindst 200 mio. euro til mellem 500 og 700 mio. euro., og regnskabet sender fra morgenstunden Vestas aktiekurs op med 8 procent.