»Organiseret« netværk af dansende pirattaxatyve efterlyses
Ti mænd fra Aarhus-egnen er mistænkt for systematisk at have begået tyverier og røverier mod berusede folk i København.

Ti mænd fra Aarhus-egnen er mistænkt for systematisk at have begået tyverier og røverier mod berusede folk i København.

»Systematisk« udnyttelse af berusede personer på vej hjem fra det københavnske natteliv.«
Nogenlunde sådan lyder mistanken mod fire mænd, som Københavns Politi nu efterlyser efter en længerevarende efterforskning.
De fire mænd, som er fra Aarhus-egnen, er i weekenderne taget til København, hvor de har kørt pirattaxakørsel i nattelivet.
Her har de ifølge politiet udset sig berusede personer, som havde brug for en taxa, og under kørslen stjålet kreditkort og pinkode samt telefoner.
Allerede i april anholdte politiet i samarbejde med Østjyllands Politi seks mænd fra netværket.
Netværket har ifølge politiet »på meget organiseret vis« lokket »meget berusede personer« ind i deres pirattaxaer. Og mens den berusede passager har troet, at vedkommende var alene med chaufføren, har en medgerningsmand siddet i sort på bagsædet og afluret passagerens pinkode under betaling.
Efter afregning har chaufføren stjålet personens kort eller telefon – i nogle tilfælde har det udviklet sig til røveri.
Sagen er allerede beskrevet i Jyllands-Posten, der har fået indsigt i sigtelserne mod de seks anholdte.
Således er de anholdte ifølge Anklagemyndigheden famillierelaterede, og mændene er i alt sigtet for at have stjålet og røvet sig til 332.800 kroner igennem stjålne kreditkort samt to Rolex-ure og mindst fem iPhones.
På baggrund af sigtelserne beskriver Jyllands-Posten ét af tyvenes tricks.
En af gerningsmændene steg ud af bilen og tilbød at vise passageren en tyrkisk dans.
Han fik passageren til at stille sig med ryggen mod bilen. Og mens passageren uforvarende gjorde det, rullede en medgerningsmand vinduet ned og stjal den forurettedes telefon og kreditkort.
Det er ikke den eneste gang, de har brugt en variation af det trick.
Jyllands-Posten har tidligere beskrevet en episode i Aarhus, hvor en ung mand blev bestjålet af tricktyvene.
Her tilbød chaufføren ham at lære grundtrinene til en traditionel dans, efter at han havde fortalt om et tyrkisk bryllup, han havde været til.
Og mens grundtrinene blev lært, kom chaufføren tættere på offeret, indtil han kunne snuppe den unge mands kreditkort.
De fire efterlyste er i alderen 17 til 32 år og er efterlyst med navn og billede.
»De fire mænd ved godt, at politiet leder efter dem, men de har endnu ikke meldt sig selv. Derfor går vi nu ud med navne og billeder i håb om, at nogen ved, hvor mændene befinder sig,« siger politikommissær i Københavns Politi Thomas Nyby-Brockmann.
Politiet opfordrer borgere, der har oplysninger om de fire mænd, til at rette henvendelse til enten Københavns eller Østjyllands Politi.
Derudover advarer politiet på det kraftigste mod at stige ind i en pirattaxi.
Så hvis du skal ud i det københavnske natteliv i weekenden, og en venlig mand tilbyder dig et lift hjem, skal du måske tænke dig om en ekstra gang.