Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der mangler nemlig viden om behandlingen af type 2-diabetes, mener selskabets danske adm. direktør, Henrik Asmussen.
»Vi mener, at det er vigtigt, at man sammen med lægemidler også formidler viden. Der findes rigtig mange diabetespatienter, som ikke er behandlet optimalt,« siger Henrik Asmussen.
Ud over referencer til kliniske undersøgelser og tilbud om efteruddannelse af lægerne, vil AstraZeneca også fokusere på patientorganisationerne.
»Vi må jo ikke kommunikere direkte med patienterne. Men via andre kanaler, som kan være læger eller patientorganisationer, kan vi formidle den viden, som kan give bedre behandling af patienterne. Her er vores fundament inden for hjertekarområdet en styrke. For hvis vi kigger isoleret på diabetes-patienten, så når vi ikke de kliniske mål, der er sat,« siger Henrik Asmussen.
Han henviser til, at diabetespatienter også ofte lider af forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk og har risiko for at udvikle åreforkalkning.
Derfor vil AstraZeneca forsøge at overbevise læger og patienter om, at alle sygdomsproblemer bør ses i en sammenhæng - og gerne behandles med selskabets produkter.
Lægers fokus
Der er dog også andre ting, der spiller ind, når man skal sælge lægemidler i dagens Danmark. Sundhedsmyndigheder og læger er nemlig i stigende grad opmærksomme på, om et givet lægemiddel giver tilstrækkelig sundhed for pengene.
Derfor er AstraZenecas sælgere også udstyret med samfundsøkonomiske beregninger på, hvad det koster at bruge for eksempel Onglyza.
For nylig tog AstraZeneca, der på verdensplan omsætter for mere end 160 milliarder kroner om året, konsekvensen af den udvikling og omstrukturerede sin nordiske forretning.
Resultatet blev, at der blev skåret 60 stillinger i Danmark, så AstraZeneca i dag beskæftiger cirka 110 medarbejdere herhjemme. Til gengæld blev det nordiske hovedkvarter i Södertälje uden for Stockholm udvidet med mere end 100 medarbejdere, hvoraf flere er eksperter inden for sundhedsøkonomi.
Herhjemme omsatte AstraZeneca sidste år for 1,3 milliarder kroner lægemidler. Selskabet er Danmarks største, når det gælder salg af medicin via apotekerne.
Onglyza er godkendt til tilskud herhjemme. Præcis, hvornår det lanceres i Danmark, ønsker Henrik Asmussen dog ikke at oplyse af konkurrencehensyn.