Robotternes Big Bang: Fra bakteriedræber til hummerproducent

Der er mange måder at bruge robotter på. Her er nogle eksempler.

Det fynske selskab Blue Ocean Robotics har udviklet en ny desinfektionsrobot til hospitaler, som kombinerer gammel og ny teknologi. Ultraviolet lys (UV-lys) bruges allerede til at uskadeliggøre bakterier, men metoderne er dyre og ineffektive, forklarer business developer Simon Falden.

»Den nærmeste konkurrent til vores robot er en stationær søjle med UV-lys. Den placeres i rummet og flyttes rundt hver tiende minut af en medarbejder, indtil rummet er desinficeret. Hver gang skal medarbejderen forlade rummet på grund af strålingsfare,« fortæller han.

Opfindelsen med navnet UV- Disinfection-Robot klarer jobbet på egen hånd og indgår samtidig som en del af normale rengøringsflow på hospitalet.

Først bliver rummet rengjort på regulær vis, hvorefter robotten på bestilling kommer og desinficerer det på ti minutter.

Går helt nye veje

Robotter kan også samarbejde med mennesker. Wallmo er en såkaldt cobot udviklet til at håndtere tunge vægelementer og glasplader i byggeriet. Robotten betjenes af en operatør, og sammen udfører de to-tre håndværkeres fysisk belastende arbejdsopgaver.

»Vi oplever i øjeblikket et Big Bang inden for robotter. For os gælder det om at finde de mest spændende muligheder i markedet,« siger Claus Risager, som er topchef hos Blue Ocean Robotics og en af selskabets tre grundlæggere.

Derfor forsøger man i selskabet sig også med robotteknologi i helt nye sammenhænge, såsom hummer­produktion for landmænd.

»Vi er i gang med at udvikle en robo­t, der kan producere hummere for alle landmænd med en grundvandsboring og en lade. De kan sælge til lokale restauranter, og kokken kan bestille hummere efter specifika­tion,« fortæller Claus Risager.