NNIT får Eivind Kolding og to udlændinge i bestyrelsen

Børsnoteringen af NNIT er på vej, og ifølge prospektet står blandt andet den tidligere Danske Bank-topchef til en betyrelsespost.

Foto: Thomas Lekfeldt. Børsnoteringen af NNIT er på vej, og ifølge prospektet står blandt andet den tidligere Danske Bank-topchef til en betyrelsespost.
Læs mere
Fold sammen

NNIT får ommøbleret bestyrelsen, når aktien børsnoteres.

Tidligere er det meddelt, at Wilbert A.M. Kieboom, der er CEO i Acti Consult og hollænder, ventes at blive næstformand, og John Beck, der er uafhængig virksomhedsrådgiver og britisk statsborger, indtræder som nye medlemmer af NNIT's bestyrelse, umiddelbart inden børsnoteringen gennemføres.

Desuden ventes Eivind Kolding, der er CEO i Novo A/S, at blive valgt som nyt bestyrelsesmedlem umiddelbart før børsnoteringens gennemførelse, forudsat at salget af NNIT-aktier til Novo gennemføres.

Det oplyser NNIT i prospektet for emissionen.

Det ventes, at Lars Fruergaard Jørgensen udtræder af bestyrelsen.

- Efter det ventede valg af de nye bestyrelsesmedlemmer og Lars Fruergaard Jørgensens udtræden umiddelbart før børsnoteringen forventes bestyrelsen at omfatte de tre nye medlemmer og de nuværende bestyrelsesmedlemmer Jesper Brandgaard, der er bestyrelsesformand, Anne Broeng og René Stockner samt de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer Anders Vidstrup og Alex Steninge Jacobsen, skriver NNIT.