Novo: Analytikere løfter kursmål efter succesdata

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

Flere analytikere har hævet deres kursmål for Novo Nordisk-aktien oven på de fase II-data om lægemiddelkandidaten Semaglutid.

Nordea hæver sit kursmål til 385 kr. fra 369 kr., og analytiker Michael Novod fastholder anbefalingen "køb", fremgår det af data fra Bloomberg.

Finanshuset Jefferies løfter kursmålet til 320 kr. fra 290 kr. med fortsat anbefaling "hold", mens amerikanske Mainfirst løfter anbefalingen af Novo til "neutral" fra "underperform" og kursmålet til 290 kr. fra 260 kr.

Novo Nordisk leverede fredag eftermiddag særdeles positive data for en oral udgave af GLP-1-analogen Semaglutid, men det næsten allermest opløftende ved resultaterne, er - ifølge Novo selv - resultaterne med sammenligningsgrundlaget i studiet, som er Novos injicerbare udgave af Semaglutid.

En dose på bare 1 mg injicerbar Semaglutid, der er samme dose, som er inkluderet i det igangværende fase 3-studie med midlet, viste nemlig en reduktion af langtidsblodsukkeret (HbA1c) på 1,9 pct. - tilsvarende reduktionen i patientgruppen, der blev behandlet med den højeste dose af den orale udgave af Semaglutid - på 40 mg.

Det sendte Novo til vejrs, og aktien endte 4,4 pct. højere i 310,40 kr., der også er rekord for aktien.