Aktieuro giver tab på PFA's investeringer i sensommeren

En sensommer præget af uro på aktiemarkederne har ramt PFA's investeringer.

Foto: Nils Meilvang. Aktieuro straffer PFA.
Læs mere
Fold sammen

Pensionskassen har således haft et negativt afkast på omkring 100 mio. kr. i månederne juli, august og september.

- Efter pæne stigninger i første halvår 2015 blev aktiemarkederne i tredje kvartal ramt af uro. Det var frygt for en hård opbremsning i kinesisk økonomi, som var med til at presse aktiekurserne ned, skriver PFA i sit regnskab for tredje kvartal.

- Særligt kinesiske aktier og aktier fra emerging markets blev hårdt ramt, men kursfaldene spredte sig også til de globale markeder, skriver PFA.

For de første ni måneder af året kan PFA dog glæde sig over et plus på investeringerne på 7,4 mia. kr. Her har børsnoterede aktier givet et afkast på 7,8 pct., mens alternative investeringer, der blandt andet tæller unoterede aktier, har givet et afkast på 14,3 pct.

Derudover har PFA's ejendomme givet et afkast på 8,3 pct., mens pensionskassens obligationer har givet et afkast på 1,8 pct. i årets første ni måneder.

I forbindelse med regnskabet oplyser PFA, at det har ansat Mads Kaagaard som ny koncerndirektør med ansvar for privatkunder og erhvervssupport. Han kommer fra Nordea og tiltræder 1. februar.