Tolvdobling af internettrafik kan skabe trafikpropper

Der bliver pladsmangel på de danske mobilnet, hvis danskernes begejstring for at gå på nettet øges som ventet. Film er den helt store årsag til dataeksplosionen.

Mobiltelefoner bliver i langt højere grad brugt til data frem for til at tale i, og det er frem for alt film, der får datatrafikken på mobilnettene til at eksplodere. Foto: Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med udsigten til en tolvdobling af internettrafikken på mobilnettene i 2018 vil danskerne stå over for trafikpropper på nettet, medmindre det bliver muligt at tage flere radiofrekvenser i brug.

Fra 2011 til 2012 voksede det gennemsnitlige forbrug af mobildata i Danmark fra 467 megabyte til 793 megabyte pr. dansker, og fra 2012 til 2013 er antallet af danskere, der har adgang til de nye 4G-/LTE-supermobilnet, steget fra 73.700 til 390.600 med udsigt til, at der i 2018 vil være 2,8 millioner danske 4G-/LTE-brugere.

Den anden mobile revolution

»Vi tror, at vi står på kanten af den anden mobile revolution. Den første var, da man for godt 30 år siden gjorde tale mobil og dermed ændrede vores måde at leve og tale på. Nu vil den moderne kommunikationsteknologi forplante sig og blive en af de store landvindinger på linie med bogpressen, dampmaskinen og jernbanen. Med udsigten til en tolvdobling af trafikken er det nødvendigt at skaffe adgang til yderligere frekvenser, simpelt hen for at skaffe mere plads,« siger René Skytte Christoffersen, direktør for strategi og forretningsanalyse hos den svenske mobilgigant Ericsson.

Ericsson lever af at sælge mobiludstyr og er verdens største på området, men da omkring 40 procent af verdens mobiltrafik løber gennem Ericsson-udstyr (f.eks. driver Ericsson TDCs mobilnet i Danmark), gør det den svenske gigant godt i stand til at vurdere den eksploderende udvikling. Det sker i den halvårlige »Ericsson Mobility Report«, som kom mandag morgen og har måttet opjustere udviklingstallene - det går endnu hurtigere og voldsommere for sig end tidligere forventet.

Filmmængden eksploderer

Videotrafikken vokser årligt på verdensplan med 60 procent takket være de stedse hurtigere netværk, og i gennemsnit ser hver mobilabonnement 2,6 gigabyte videofilm om måneden. Hvor omkring 31 procent af mobiltrafikken i 2012 var filmvisning, ventes det i 2018 at udgøre 46 procent af al mobiltrafik.

I Vesteuropa, som Danmark regnes med i, blev mobilnettene sidste år brugt til omkring 40 procent data/internetadgang fra mobiltelefoner, 55 procent data/internetadgang fra PCer og tavle-PCer og kun omkring fire procent til at tale i.

På et år - fra 1. kvartal sidste år til 1. kvartal i år - er det samlede internetforbrug over mobilnettene fordoblet, og det ventes tolvdoblet ved udgangen af 2018. En stor del af årsagen skyldes den stadig større udbredelse af smartphonetelefoner, som i modsætning til »almindelige« mobiltelefoner er designet med netadgang for øje.

1,2 mia. smartphonetelefoner i brug nu - 4,5 mia. i 2018

»Allerede nu er der på verdensplan 1,2 milliarder smartphones i brug, og i 2018 vil der være 4,5 milliarder. Til den tid vil det være omkring halvdelen af alle telefoner i brug i verden, og omkring 60 procent af verdens befolkning forventes at have adgang til 4G/LTE på det tidspunkt. Det gør 4G/LTE til den hurtigst voksende netværksteknologi i hele mobilkommunikationens historie,« siger René Skytte Christoffersen.

4G/LTE-mobilnettene har hastigheder - og frem for alt svartider -, der gør, at man kan se film, spille spil og se TV direkte over nettet uden at opleve »klumper i strømmen«, hvilket især for krævende spillere er afgørende.

Af Ericsson-rapporten fremgår også, at størstedelen af smartphonebrugernes tid anvendes på sociale netværk som Facebook, nemlig i gennemsnit 85 minutter om dagen. Til gengæld er det oftest tekstbaserede opdateringer, som ikke kræver så mange data, så datatrafikken på sociale netværk ventes kun at udgøre 10 procent af mobiltrafikken i 2018.

Hent selv »Ericsson Mobility Report« (i PDF-format): http://www.ericsson.com/res/docs/2013/ericsson-mobility-report-june-2013.pdf