Argentina indtager Falklandsøerne i nyt spil

I en - argentinsk - tilføjelse til skydespillet »Counter Strike« kæmper argentinske soldater mod britiske terrorister på den omstridte øgruppe, som i 1982 var centrum for en blodig krig.

»Malvinerne (Falklandsøerne, red.) er argentinske,« står der på skiltet i den nye Counter Strike-tilføjelse, som et argentinsk firma har udviklet. Illustration fra Dattatecs præsentationsfilm af spillet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nylige folkeafstemning på Falklandsøerne, som gav massiv opbakning til at fortsætte under britisk overherredømme, har ikke forhindret et argentinsk softwarefirma i at udvikle et kort - eller en ekstra funktion - til onlinespillet Counter Strike, hvor spillerne skal bekæmpe »britiske terrorister« på øgruppen.

På få timer havde 9.000 hentet tilføjelsen, som er udviklet af Dattatec.com, og efter fem dage var tallet oppe på 15.000. Selskabets udviklere understreger, at de ikke ønsker at underkende afstemningen men har lavet spillet for at ære de faldne, argentinske soldater.

Over 900 døde

Argentina kræver overherredømmet over Falklandsøerne, der på spansk hedder Malvinas, men for en måned siden stemte kun tre af de 1.517 indbyggere, som deltog i afstemningen, for at blive argentinere.

Argentina og Storbritannien udkæmpede i 1982 en blodig krig om øgruppen, der ligger i Atlanterhavet ud for Sydamerikas sydspids og har omkring 2.800 indbyggere. Dengang invaderede argentinerne øerne, og Storbritannien satte under premierminister Margaret Thatcher hårdt mod hårdt og genvandt næsten to og en halv måned senere kontrollen med øerne. Da var omkring 650 argentinere, 255 briter og tre lokale døde under kamphandlingerne.

Det nye spil begynder med en film, som fortæller, at »i 1982 kæmpede argentinerne mod briterne for at vinde herredømmet over Malvinerne tilbage«, skriver britiske BBC.

Hackere forsøgte at lægge spillet ned

Som sædvanlig er der to grupper af spillere: politimænd og terrorister. Argentinerne er politistyrken og begynder spillet på den argentinske kirkegård på Falklandsøerne. Terroristerne, som er briterne, holder til i hovedstaden Port Stanley, der i spillet går under det argentinske navn, Puerto Argentino.

Man ser heller ingen britiske flag i spillet.

En talsmand for Dattatec, Fernando Llorente, afslører, at to af netstederne, som driver onlinespillet, på lanceringsdagen blev angrebet af hackere, der forsøgte at få dem til at bukke under for en heftig trafik på nettet, svarende til 5.000 PCer, der kobler sig på samtidig.

Striden om øgruppen fortsætter. Argentinas præsident, Cristina Kirchner, har for nylig bedt den nytiltrådte pave Frans, som er argentiner, om at forsøge at mægle.