Allerede under Tjajkovskijs prægtige ouverture til »Svanesøen« bliver vi visuelt suget ind i et kalejdoskopisk sort/hvidt univers gennem Mikki Kunttus abstrakte videoscenografi.
Hermed er temaet om dualisme og kamp mellem lys og mørke og det gode og onde slået an lige fra start i Nikolaj Hübbe og Silja Schandorffs nye version af den store russiske balletklassiker, der nu afløser Peter Martins version fra 1996 i Per Kirkebys scenografi.
Ligesom i utallige andre versioner af »Svanesøen« har Hübbe og Schandorff i deres nyopsætning med Den Kgl. Ballet taget udgangspunkt i Petipas og Ivanovs overleverede koreografi. Men de bruger den frit og krydrer blandt andet balletten med en smuk solo til Prins Siegfried hentet fra Erik Bruhns 1960er-version.
Og to af kompagniets egne dansere, Gregory Dean og Oliver Starpov, har kreeret velfungerende trin til anden akts nationaldanse.
Det mest moderne ved opsætningen er den minimalistiske scenografi samt lys- og videodesign, skabt af den fremragende finske lysdesigner, Mikki Kunttu. Med abstrakte former og geometriske linjer inspireret af fjer og svanevinger kreerer han foranderlige rum og fører os med farveskift fra grå til blå nuancer fra prinsens slotsborg til svanernes skovsø.
Især i første akts til tider lidt sterile scenografi kan man godt længes efter Per Kirkebys abstrakte skovunivers. Men Kunttus farveskift i slutningen af første akt er fortryllende smukke.
Meget oplagt indgår svane- og fuglefjer også i Mia Steensgaards kostumedesign. Ikke kun i de traditionelle svanekostumer, men også i hoffolkets fantasifulde renæssanceinspirerede dragter og hos balgæsterne i anden akt.
En snu og forrådende spindoktor
Som en interessant nyfortolkning i balletten er troldmanden von Rothbart blevet en del af et rådgivende fakultet omkring den unge, giftemodne prins og har næsten fået karakter af en snu og forrådende spindoktor, mens narren er blevet hans håndlanger.
Med Jón Axel Fransson som von Rothbart på premiereholdet var det i høj grad fra denne rolle, balletten fik nerve og drama fredag aften. For Fransson, der for længst burde være udnævnt til solist, er endnu en gang fremragende både teknisk og mimisk.
Også Alban Lendorf er selvfølgelig eminent som den tristessefyldte prins. Med vanligt teknisk overskud og udsøgt musikalsk frasering fylder hans solo hele Operaens store scenerum med både adagio-dans og store spring.
Der er en sitrende energi mellem Lendorfs prins og J’aime Crandall, der nu for første gang danser det krævende dobbeltparti som Odette/Odile. Hun er både teknisk sikker og har stor ekspressivitet i de bølgende arme som den hvide svane.
Effektfuldt formår hun at skifte karakter til den sorte svane, der i denne udgave selv eftertrykkeligt håner prinsen, da han lader sig narre af hende. En vigtig detalje.
For når prinsen sværger troskab til den sorte svane, får vi i denne version ikke det berømte syn af den forrådte hvide svane i baggrunden. Slutningen er dog meget klar. Ondskab og mørke vinder over kærlighed og lys, og prinsen får von Rothbarts datter, den sorte svane, til brud.
Som helhed er balletten et interessant bud på en nyfortolkning af klassikeren, men den fremstår lidt uhomogen i sit udtryk.
Dansen træder dog skarpt frem i den minimalistiske scenografi, og gennemgående bliver der danset på et højt teknisk niveau, også hos korpsets hvide og sorte svaner i skiftende formationer.
Fin er første akts pas de trois, dejlige er de fire prinsesser i anden akt, og så er det godt, at balletbørnene også er med i forestillingen, hvor dirigenten Vello Pähn sammen med Det Kgl. Kapel aftenen igennem giver vidunderligt liv til Tjajkovskijs musik.
Lidt meningsløst forekommer det, at i alt seks forskellige hold skal danse hovedpartierne, da flere hold maksimalt vil kunne medvirke to gange. Derfor lugter det lidt af beskæftigelsesterapi i et forår, hvor Den Kgl. Ballet kun har få værker på programmet.
Hvad: »Svanesøen«.
Hvem: Koreografi: Schandorff og Hübbe efter Petipa og Ivanov. Den Kgl. Ballet, Det Kgl. Kapel.
Hvor: Operaen, sidste dag 1. maj.
