USA's tidligere præsident Donald Trump står over for flere retssager, som kan give adskillige års fængsel, hvis han dømmes.

Trumps tidligere »fixer« og højre hånd Michael Cohen er et hovedvidne i sagen om tys-tys-penge. 

Og anklageren har en »meget kraftfuld« sag.

Sådan lyder det fra den tidligere advokat for Nixon, John Dean.

I et interview med CNN siger han, at de har lagt et godt fundament for den kommende uge, hvor Cohen forventes at vidne i retten.

»Det er en meget stærk sag, regeringen har fremlagt i New York. De har virkelig udfyldt så mange af hullerne. Og de har opbygget en sådan struktur, at Michael Cohen kan træde frem og vidne, og han har i vid udstrækning allerede samarbejdet,« lyder det. 

Donald Trump er tiltalt for 34 tilfælde af regnskabsfusk og risikerer op mod fire års fængsel.

Det drejer sig om en udbetaling på omkring 900.000 kroner, som han op til præsidentvalget i 2016 skulle have betalt pornoskuespilleren Stormy Daniels for at holde mund om deres påståede affære. 

Det ulovlige i sagen er, at Trumps daværende advokat Michael Cohen skulle have stået for udbetalingen, hvorefter Trump ikke har tilbagebetalt ham korrekt. I stedet blev dele af beløbet faktureret som advokatsalær.

De seneste uger har Cohen postet forskellige cartoon-billeder af Trump på sin Instagram-profil, blandt andet af den tidligere præsident bag tremmer.

Han har også givet udtryk for sin vrede mod Trump i flere TikTok-udsendelser. 

»Trump 2024? Snarere Trump 20-24 år,« har han eksempelvis sagt.

»Forleden dag kom Donald igen … ud af retssalen og gik direkte ind i det lille bur, hvor han hører hjemme. I et fucking bur som et dyr,« udtalte han i en anden udsendelse. 

John Dean mener, at den personlige strid mellem Trump og Cohen lægger en ekstra byrde på hans troværdighed som vidne.

Men hvorvidt den personlige strid mellem dem får betydning, kommer an på juryen, lyder det.

Flere hundrede vidner har været indkaldt i retten indtil videre, og Trump har netop forsøgt at få nogle af dem afvist og fjernet. 

John Dean fortæller, at han har set Michael Cohen vidne foran Repræsentanternes Hus for flere år siden - og at han var meget god som vidne.

»Han håndterede det godt. Han har en karisma over sig,« siger Dean. 

»Jeg synes, han er meget modig i det, han gør, og folk vil anerkende det. Det er ikke nemt at stille sig op mod Trump-teamet.«

Donald Trump nægter sig skyldig i anklagerne mod sig.