Tåspidsdans og troldetrin i skøn forening

Herligt gensyn med troldfolk, elverpiger og Bournonville-trin i eventyr­balletten »Et Folkesagn«, der gør sig godt på Gamle Scene.

Hilary Guswiler som Hilda til troldefest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvis der er noget, Den Kgl. Ballet er rigtig god til, så er det at forene dansen og det mimiske udtryk og lave overbevisende karaktertegninger. Dem vrimler det med i Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds vidunderlige 2011-udgave af Bournonvilles eventyrballet, »Et Folkesagn«, som nu er flyttet fra Operaen til Gamle Scene, hvor mimik og små raffinerede detaljer træder tydeligere frem end i Operaens store rum.

Helt fortryllende ved denne Bournonville-iscenesættelse, der er den mest helstøbte af balletmesterens nyopsætninger af Bournonville, er fortsat Mia Stensgaards fantastisk flotte og fantasifulde scenografi og kostumer. Nok bliver første akts skov, der ligner filigranfine hvide papirklip, og også anden akts skæve Hammershøi-inspirerede troldehal lidt pladsmæssigt pressede på Gamle Scene. Men scenografien fungerer og fascinerer, og som helhed passer balletten rigtig godt til Gamle Scene.

Som den forbyttede herregårdspige Hilda, der er vokset op i skovens troldhøj, var Hilary Guswiler til repremieren lørdag yndig i sin florlette natsværmerkjole og havde fine fraseringer i dansen. Over for hende var Gregory Dean en elegant og flot springende Junker Ove, der overbevisende bliver danset til vanvid af skovens elverpiger, inden han i tredje akt kan danse brudevals med Hilda.

Herligt træder Alba Nadal i karakter som herregårdens iltre og uhæmmede Frøken Birthe, der er et forbyttet troldebarn, og som slet ikke kan tæmme trolden i sin krop, heller ikke når hun forsøger sig med raffineret tåspidsdans foran spejlet.

Skønt er også troldetrekløveret med troldemor Muri (Morten Eggert) og sønnerne Diderik (Sebastian Kloborg) og Viderik (Elisabeth Dam). Ikke mindst er det imponerende, hvor godt Elisabeth Dam fortolker rollen som den forsmåede Viderik, der sorgfuldt må affinde sig med, at Hilda vælger at gifte sig med Junker Ove.

Dejligt er gensynet med de opfindsomme kostumer til troldebakkanalet i anden akt, hvor alt fra trolde, nisser, mosebørn, biller og en hovedløs kæmpe kommer til fest hos Muri. Og dansemæssigt er det i tredje akt en fryd at gense Bournonvilles berømte pas de sept, der blev danset med glans til repremieren.

Hele tre forskellige hold kan man opleve i »Et Folkesagn«. Andet hold svarer til premiereholdet i 2011 med Susanne Grinder og Marcin Kupinski som Hilda og Junker Ove. Her kan man også opleve Lis Jeppesen som Viderik. En rolle hun blandt andet danser på søndag, når hun fejrer sit 40-års jubilæum.

På tredje hold danser Caroline Baldwin og Sebastian Haynes partierne som Hilda og Junker Ove, mens man her kan se den unge Tobias Praetorius som trolden Viderik.

Hvad: »Et Folkesagn«.

Hvem: Koreografi: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund efter Bournonville. Musik: Gade og Hartmann. Scenografi og kostumer: Mia Stensgaard. Lys: Mikki Kunttu. Den Kgl. Ballet, Det Kgl. Kapel. Dirigent: W. Wengenroth.

Hvor: Det Kgl. Teater Gamle Scene, sidste dag 21. december. Musikhuset Aarhus 29.-30. december.